Årets Lysfest i Roskilde markerer startskuddet på et helt ekstraordinært år i musikkens tegn, hvor en perlerække at arrangementer og nye initiativer vil se dagens lys.
Når de første festivalgæster stormer ind på campingområdet til sommer, så bliver det startskuddet til den halvtredsindstyvende Roskilde Festival. En uge, hvor indbyggertallet eksploderer og musikkens toner endnu en gang får frit løb i øregangen og luften over Roskilde. Men også en uge, hvor frivillige kræfter i titusindvis endnu engang beviser, hvad fællesskabet kan, når vi løfter i flok. Og musikken og fællesskabet skal fejres – ikke kun til sommer, men igennem hele 2020.
– Roskildes musik- og foreningsliv er et fantastisk eksempel på, hvad musikkens fællesskaber kan bygge op over tid. Roskilde Festival er en uvurderlig samarbejdspartner, som har været med til at udvikle en lokal kultur for frivillighed og fællesskab, som i dag har rødder langt ud over både festivallens og kommunens rammer. Men ambitionerne for Alle Tiders Musikby rækker længere endnu. Derfor benytter vi anledningen til at søsætte tre nye initiativer; En musikfestival for børn og Unge, udvikling af undervisningsmateriale til ungdomsuddannelserne om ungdomskultur og en konference for fagfolk om musikkens fællesskaber på Musicon, udtaler Tomas Breddam, borgmester i Roskilde Kommune.
De tre initiativer er initieret af den samarbejdsaftale, som Roskilde Kommune har med Roskilde Festival, og ud over de musikalske fællesskaber, så er fællesnævneren, at alle tre initiativer rækker længere ind i fremtiden end blot 2020.
– Roskilde Festival var aldrig blevet til det, som den er i dag, uden årtiers overvældende opbakning fra Roskilde, ikke mindst byens foreninger og frivillige. Det er enestående, og det er vi meget stolte af. Så vi vil bruge fejringen af festival nummer 50 til at sige tak. Og her er det oplagt for os at være med til at opbygge og afprøve helt nye musikoplevelser og fællesskaber sammen med byens kulturliv, udtaler Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør.
Årets tema for samarbejdet er musikkens fælleskaber og markeringen kommer til at strække sig fra Lysfesten på fredag og resten af 2020.
De tre initiativer skal alle understøtte visionerne for Alle Tiders Musikby samtidig med, at de tjener som en markering af Roskilde Festival
Og de tre initiativer er langt fra det eneste, der kommer til at ske i løbet af 2020. Året kommer også til at byde på arrangementsrækken Roskilde Fremkaldt, hvor musikaktører på tværs af Roskilde Kommune er gået sammen om at skabe nye enestående musikoplevelser med bl.a. et musikalsk vikingtogt på fjorden og skøjtebanekoncerter på Paramount på programmet.
Roskilde Festival har til lejligheden samlet et overblik over de mange musikarrangementer i 2020, som du kan se her.
Fakta.
DELTA er en musikfestival for børn og unge i alderen 9-17 år, som finder sted på Gimle og Kildegården den 25. april. Festivalen er skabt af en gruppe unge i samarbejde med Musikstarter, Gimle, Roskilde Festival og Roskilde Kommune og bliver forhåbentlig blot startskuddet på en ny tradition, som i årene der skal vokse sig levedygtig.
Undervisningsmateriale om ungdomskultur skal engagere kommunens og landets elever og skildre ungdomskultur og aktivisme i et nutidigt og et historisk perspektiv. Undervisningsmaterialet udvikles af Roskilde Museum i samarbejde med lærere og elever fra ungdomsuddannelserne i Roskilde, og lanceres til efteråret, hvor Ragnarock – Museum for pop, rock og ungdomskultur også åbner en ny udstilling om emnet.
Konference om musikkens fællesskaber udvikles af et vidensfællesskab for musikorienterede forsknings- og formidlingsinstitutioner med tilknytning til Roskilde Kommunes musikbystrategi og tæller Roskilde Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Roskilde Museum (herunder Ragnarock), Rytmisk Musikkonservatorium, Roskilde Bibliotek, Museet for Samtidskunst, Roskilde Festival og Roskilde Kommune. Målet er at samle undervisere, forskere, musikere, musikbranche, bibliotekarer, politikere, embedsfolk og repræsentanter fra musikorganisationer og formidlingsinstitutioner til at stille skarpt på musikkens fællesskaber på Musicon til november.