Folkeuniversitet Skjoldungernes land afholder foredrag, kurser og ekskursioner, der er åbne for alle. På grund af covidnedlukningen har det været nødvendigt at udskyde starten af deres aktiviteter, men nu sker der endelig noget!
Det er Folkeuniversitetets formål at formidle forskningens resultater og metoder og derved bringe universiteternes viden ud til ’almindelige mennesker’.
Underviserne er universitetsuddannede eller har en særlig kompetence, der kan være teoretisk, men også praktisk funderet. De skal desuden være godkendt af en styrelse for folkeuniversiteterne.
Der forudsættes ingen forkundskaber eller baggrundsviden for at deltage i undervisningen, og der aflægges ingen eksaminer. Det kræver ingen særlige forudsætninger at følge foredrag og andre aktiviteter under Folkeuniversitetet – de er for alle, der har interesse for emnerne. Undervisningen foregår, så alle kan være med.
De samarbejder med Nationalpark Skjoldungernes land og en række foreninger i kommunerne Lejre, Roskilde og Frederikssund, som nationalparken er tilknyttet.