I uge 40 og 41 kan de unge komme forbi alko-eksperimentariet og blive udfordret på deres fulde jeg i ædru tilstand.

Dette sker i forbindelse med Sundhedsstyrelsens alkoholkampagne “Meget mere med”, som Roskilde Kommune støtter op omkring.

Faldende alkoholforbrug
Danmark er stadig det land i Europa, hvor flest unge drikker. Men set i lyset af dette, så viser det sig faktisk, at alkoholforbruget blandt de unge er faldet markant de seneste år, og det har debutalderen også. Netop derfor er der ingen grund til at pege fingre af de unge, men i stedet for udbrede det positive budskab om den faldende tendens.

Roskilde Kommune og Ungeprojektet vil gerne gå i dialog med de unge om denne våde alkoholkultur og gøre dem opmærksomme på, at det faktisk ikke står så slemt til, som det gjorde engang:

– Mange har en idé om, at de unge drikker sig fulde hver weekend, men sådan er det ikke. Statistisk set drikker unge mindre end tidligere, og det tyder på, at alkoholkulturen blandt de unge er under forandring. Vi skal gøre de unge bevidste om den her positive fremgang, og det vælger vi at gøre ved at gå i dialog med dem, forklarer Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Grillpølser og ‘alko-eksperimentariet’
I forbindelse med alkoholkampagnen vil der være to events ved SPOTTET på Musicon onsdag den 3. og 10. oktober kl. 15-17. Her vil der være mulighed for at droppe forbi til en hotdog og en snak om alkoholkulturen.

Til de to events vil Ungeprojektet stille op med ‘Alko-eksperimentariet’, hvor de unge bl.a. kan få testet deres viden om alkohol, deltage i en quiz og prøve forskellige øvelser med promillebriller. Formålet med ‘Alko-eksperimentariet’ er at komme i dialog med de unge om deres alkoholkultur – uden løftede pegefingre. Quizzerne og udfordringerne skal nemlig få de unge til at reflektere over deres eget alkoholforbrug og den danske festkultur. For at udbrede det positive budskab vil der også blive uddelt muleposer og tyggegummipakker til eventet.

Hjælp og rådgivning til unge og forældre
Selvom det byder op til sjov og leg, så vil der også være mulighed for at blive klædt på til, hvilken hjælp og rådgivning de unge i Roskilde Kommune kan få i SPOTTET, hvis de, eller én de kender, får brug for det ift. alkoholforbruget. SPOTTET tilbyder nemlig anonym rådgivning til unge under 30 år. Læs mere om SPOTTET på www.spottet.roskilde.dk

Forældre til børn i målgruppen vil også blive gjort opmærksom på kampagnen, hvor de opfordres til at tage en snak med deres barn om alkoholforbruget. Undersøgelser viser, at børn, der er i dialog med deres forældre om alkohol, drikker mindre. Der kan findes gode råd til, hvordan man snakker med sit barn om alkohol på www.roskilde.dk/alkohol

Oven i det vil Natteravnene også gøre de unge opmærksomme på kampagnen ude i nattelivet.

FAKTA
• Næsten halvdelen (47%) af de unge, der går på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, havde en forventning om, at deres alkoholforbrug ville stige, når de påbegyndte uddannelsen.
• Samtidig oplyser 58% af de unge på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, at deres alkoholforbrug reelt steg, da de startede på uddannelsen.
• 24-32 % mener, at alkohol fylder for meget på skolen/studiet.

Foto: Anne Beth Witte