Tirsdag underskrev Roskilde Kommune og SAAC en aftale, som skal skabe ro på byggeprojektet på Bymarken.
For at undgå voldgiftssager, som er meget dyre, er der istedet indgået en aftale med storentreprenør Svend Aage Christiansens A/S om svømmehalsbyggeriet. Økonomiudvalget godkendte aftalen som et lukket punkt på mødet den 18. september, og nu er underskrifterne også på plads.
Ifølge aftalen betaler Roskilde Kommune 13,175 mio. kr. ekskl. moms primært som afregning for alle krav relateret til forlænget byggeperiode frem til 4. december 2019, mens SAAC, som er entreprenør på byggeprojektet, betaler 2,4 mio. kr. ekskl. moms i kompensation til kommunen, som følge af de kasserede betonelementer. Samlet set giver det en netto merudgift for Roskilde Kommune på 10,775 mio. kr. ekskl. moms.
Med til aftalen hører en såkaldt sanktionsgivende arbejdstidsplan, som giver Roskilde Kommune mulighed for at udskrive dagbøder til entreprenørerne, hvis tidsplanen skrider yderligere.
– Aftalen giver fornyet tro på, at byggeriet nu kommer til at skride fremad efter planen. Det er vigtigt at huske på, at byggeriet er sat i gang på grund af et behov for væsentlig mere svømmehalsplads i kommunen. Jeg ser fremad og glæder mig – ligesom rigtig mange borgere og foreninger – til at kunne åbne dørene til en lækker ny svømmehal til næste år, udtaler formand for Kultur- og Idrætsudvalget Claus Larsen.
Den nye tidsplan har en sluttermin i juni 2020. Det er en tidsplan for selve byggeriet. Hertil skal lægges ca. to måneder med klargøring, før end den nye del af svømmehallen er klar til gæster. Derfor skriver vi august 2020 før end den nye svømmehal forventes at kunne åbne bassinerne for badegæster.