Forfatteren, journalisten og foredragsholderen Lone Kühlmann har skrevet bøger med skarpe titler som ”Vi bliver ikke yngre – fat det!” og ”Afskaf alderdommen”.
I går torsdag 1. oktober delte hun veloplagt og humoristisk ud af sine synspunkter om at afskaffe den opfattelse af alderdommen, som gør ældre borgere til ofre. Hun var i Roskilde på FN’s internationale ældredag for at holde tale for blandt andet frivillige sociale foreninger på ældreområdet og plejecentrenes bruger- og pårørenderåd. Dagen blev også brugt på at drøfte, hvordan de mange aktive ældre borgere med deres ressourcer i stedet kan inddrages i by- og lokalsamfund.
Bag arrangementet stod Roskilde Kommune, Ældrerådet, Ældre Hjælper Ældre, LO faglige Seniorer, OK-Klubben, Roskilde Ældremotion og Ældresagen.
På billedet ses Lone Kühlmann sammen med formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov og formanden for Ældrerådet Kirsten Feld (th).