De seneste ugers affaldsproblemer er bestemt ikke den service, som kommunen ønsker at tilbyde borgerne, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui.
Omkring 500 af 7.000 daglige tømninger er blevet udskudt 1-2 dage og enkelte op til 1 uge. Renovatøren har arbejdet ekstra længe hver dag for at indhente det forsømte og melder nu, at de er kommet i bund med både indsamlingen og de manglende tømninger, som lå fra tidligere.
“Vi har på vores udvalgsmøde fået en orientering, der beroliger mig noget”, siger formand for Klima- og Miljøudvalget, Karim Friis Arfaoui. “Registreringerne viser, at ca. 450 husstande siden 1. maj har henvendt sig mere end en gang om manglende tømning. Det er meget utilfredsstillende, og renovatøren fik derfor lov til at udvide deres arbejdstid. Vi har nu fået at vide, at på nuværende tidspunkt overholdes tømmedage og ruter, så alt går efter planen. Kommunen fortsætter dog med en stram opfølgning også i denne uge”.
“Vores renovatør – RenoNorden – har leveret en god kvalitet via vores udbud de sidste mange år. Derfor er det her overraskende. Ikke mindst fordi et godt og tillidsfuldt samarbejde kræver, at renovatøren også fortæller når det går dårligt, så vi i fællesskab kan løse problemerne.” “Det er ikke den service, vi ønsker at tilbyde borgerne – og den er heller ikke i overensstemmelse med vores kontrakt. Vi har gjort brug af vores mulighed for at pålægge en bod, men det giver ikke i sig selv ikke en stabil tømning.”
“En ny affaldsordning med nye rutiner for både borgere og skraldemænd kræver selvfølgelig noget. Nye vaner for sortering og håndtering, overgang fra sække til beholdere, placering af beholdere osv. skal have lidt tilpasningstid. Den tid er forhåbentlig slut nu,” siger Karim Friis Arfaoui.