Borgere, der bor på plejecentre eller modtager hjemmehjælp, vurderer Roskilde Kommunes medarbejdere som venlige og respektfulde, men der er plads til forbedring af kommunens indsats på andre områder.

Roskilde Kommune gennemfører hver fjerde år en tilfredshedsmåling blandt de borgere, der får hjemmehjælp eller bor på plejehjem om alt fra hjælpen til at komme i bad til maden på plejecentret. Borgernes mening og oplevelse er vigtig for, at kommunen kan forbedre sig og give den bedst mulige service.

Plejehjemsbeboernes samlede tilfredshed med den personlige pleje, herunder bad og påklædning ligger på 4,1 – på en skala fra 1-5, mens den hos borgere, der får hjemmehjælp, gennemsnitligt ligger på 4,0. Tilfredsheden med praktisk hjælp, f.eks. rengøring, er 4,1 for borgere i plejebolig, men kun 3,6 for modtagere af hjemmehjælp:

– Det er ikke godt nok, så det skal vi undersøge nærmere. Vi kan se på svarene, at omkring en femtedel svarer ‘hverken eller’, så for dem kan tilfredsheden tippe begge veje. Der ligger sikkert en masse vigtig information her, så vi skal have talt noget mere med den her gruppe, siger Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget. Det er vigtigt for os, at borgerne er så tilfredse som muligt, og derfor er vi meget interesserede i at dykke længere ned i hvilke oplevelser, der ligger bag deres svar.

På både plejecentrene og i hjemmeplejen er der til gengæld stor ros til medarbejderne, og det glæder udvalgsformanden. Næsten alle hjemmehjælpsmodtagere synes, at medarbejderne er venlige og respektfulde, og stort set det samme billede ses også på plejecentrene. Til gengæld peger en del hjemmehjælpsmodtagere på, at de får forskellige hjemmehjælpere på besøg fra gang til gang:

– Det har længe været et ønske, at borgerne oplever, at det så vidt muligt er kendte ansigter, der møder op foran hoveddøren. Det viser undersøgelsen, at vi ikke er i mål med. En udfordring, som ses i hele Danmark. En del af forklaringen kan være, at nogle borgere får hjælp mange gange dagligt. I de tilfælde kan det jo ikke være den samme hjælper, der kører ud på alle tidspunkter af døgnet. Men nu dykker vi ned i det og ser på årsagerne, forklarer Morten Gjerskov, formand for sundheds- og omsorgsudvalget.

Der er også en positiv vurdering af aktiviteterne, men flere borgere på plejecentrene peger på, at de godt kunne tænke sig endnu flere. Gerne flere med musik eller motion. De ønsker, håber kommunen blandt andet at kunne opfylde ved at blive bedre til at udbrede kendskabet til de mange tilbud, der f.eks. er gennem Seniorhøjskolen, som faktisk har en række af den slags aktiviteter, der efterspørges.

FAKTA
– Tilfredshedsundersøgelsen af hjemmeplejen er blevet foretaget af Epinion ved hjælp af i alt 1009 online- og telefoninterview, mens undersøgelsen på plejecentrene er gennemført med 176 besøgsinterview.
– Skalatallet udtrykker gennemsnittet af besvarelserne. I skalatallene er den højeste score 5 (Meget tilfreds) og den laveste score er 1 (Meget utilfreds). Kategorien “Ved ikke” indgår ikke i beregningen af gennemsnit.
– Det er ikke muligt at sammenligne med tilfredshedsundersøgelsen fra 2015, da denne er foretaget af et andet firma på en anden måde.

Foto: Roskilde Kommune.