Professor og historiker Jakob Egholm Feldt fra Roskilde Universitet bliver hædret for sin inspirerende undervisning med Forsknings- og Uddannelsesministeriets undervisningspris. Han lærer de studerende at tænke som forskere, lyder det bl.a. i begrundelsen fra uddannelses- og forskningsministeren.

Jakob Egholm Feldt modtager den nationale undervisningspris på 500.000 kr. Pressefoto.

I dag modtager Jakob Egholm Feldt Undervisningsprisen fra Forsknings- og Uddannelsesministeriet.

Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister, begrunder, at Jakob Egholm Feldt modtager prisen:

“Jakob Egholm Feldt insisterer på, at forskning og undervisning hænger sammen. Ifølge indstillingen har han en inspirerende tilgang til sin undervisning, hvor han lærer sine studerende at tænke som forskere. Han kræver, at de lærer at være nysgerrige, undrer sig og stiller spørgsmål. For ham opstår den gode undervisning i et fællesskab. På den måde er de studerende også med til at inspirere Jakob Egholm Feldt til ny forskning”.

Selv er Jakob Egholm Feldt ikke synderligt optaget af at være populær hos de studerende. Han mener ikke, at det nødvendigvis er et kvalitetsstempel for undervisningen:

“For mig behøver det ikke være skidt, hvis en studerende går frustreret fra et vejledermøde. De studerende skal udfordres og kan ikke altid selv se, hvad der er bedst for dem, eller hvad god undervisning er. På den måde kan jeg nok godt være irriterende,” siger han.

Jakobs nære kollega Kim Esmark, studieleder og lektor på Historie på Roskilde Universitet, fortæller:

“Jakob siger tingene ufiltreret. Han siger tingene direkte, men langt de fleste studerende oplever det som kærkomment”.

En karismatisk og energisk underviser

De studerende på Roskilde Universitet beskriver Jakob Egholm Feldt som ‘humoristisk, ‘karismatisk’, ‘en enorm fed underviser’ og ‘meget energisk’. Flere af dem hæfter sig også ved, at han skiller sig ud og godt kan finde på at møde op til undervisningen mandag morgen iført jakkesæt og slips.

De studerende bemærker også, at Jakob i sin historieundervisning hele tiden trækker tråde til nutiden; at Jakob aldrig er bange for at blive konkret:

“Han er enormt faglig, men meget levende i sin undervisning. Han holder hele tiden teorien op mod virkeligheden,” siger studerende Casper Cæsar Bendixen.

Provokerer de studerende

Jakob Egholm Feldt optræder ofte i medierne, hvor han qua sin viden om jødisk historie bl.a. udtaler sig om konflikten i Israel og Palæstina og kommenterer på fx omskæringsdebatten.

Han interesserer sig for det, hans forældres populærvidenskabelige bøger kaldte ‘kulturens kilder’: jødedom, kristendom, islam, Egypten, Mesopotamien, Rom, Grækenland, Oplysningstiden.

“Jeg har altid interesseret mig meget mindre for, hvordan det i virkeligheden var i gamle dage end for, hvad disse kilder betyder for os i dag, hvad de betød i fortidige nutider – og for fremtiden,” siger Jakob.

Selvom han er et dybt engageret menneske og forsker i emner, som for mange er ømtålelige og forbundet med mange holdninger og følelser, er der aldrig tvivl om, hvornår det er personen eller forskeren Jakob Egholm Feldt, der udtaler sig, siger Kim Esmark:

“Jeg lytter altid meget nøje efter, når Jakob udtaler sig om Mellemøsten eller Palæstina. Jeg noterer mig, at han er utrolig saglig. Det er en fagperson, der udtaler sig. Jakob er ikke en, der prædiker politik. Det fører også til, at han sommetider provokerer de aktivistiske studerende, fordi han insisterer på, at her praktiserer vi videnskab”.

Fakta:

Den nationale undervisningspris er på 500.000 kr. og består af en personlig hædersgave på 200.000 kr. og 300.000 kr. til udviklingsaktiviteter, der understøtter et godt og engagerende undervisningsmiljø.

Med undervisningspriserne ønsker Uddannelses- og Forskningsministeriet at anerkende den store betydning, som inspirerende undervisere har for de studerende.

Årets prismodtagere består af fem undervisere og to underviserteams. Der er to prismodtagere fra universiteterne, to prismodtagere fra professionshøjskolerne samt en prismodtager fra henholdsvis erhvervsakademierne, de kunstneriske uddannelsesinstitutioner og de maritime uddannelsesinstitutioner.

Prisen bliver overrakt af H.K.H. Kronprinsessen og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Pressefoto