Den 8. april 2025 markerer en vigtig milepæl, når den nye muslimske afdeling på Østre Kirkegård officielt åbner. Dette initiativ er resultatet af flere års arbejde og et vigtigt samarbejde mellem folkekirken og foreninger med mange muslimske medlemmer i Roskilde.
Et lokalt hvilested for alle borgere
Med åbningen af den muslimske gravplads sikres det, at borgere med muslimsk baggrund i Roskilde får mulighed for at blive stedt til hvile tæt på deres hjem og familier.
“Vi er stolte af at kunne tilbyde denne mulighed til Roskildes borgere. Det er en naturlig del af vores samfundsansvar at sikre, at kirkegården afspejler byens mangfoldighed og giver plads til forskellige traditioner. Samtidig er det en bæredygtig og værdig løsning, hvor mennesker kan blive begravet i deres lokalsamfund,” siger menighedsrådsformand Bjarne Hald.
Unikt samarbejde har banet vejen Arbejdet med etableringen af gravpladsen har stået på siden 2022. En arbejdsgruppe blev oprettet med repræsentanter for både folkekirken og flere foreninger i Roskilde Kommune, som har mange medlemmer med muslimsk baggrund. Sognepræst Mogens Ohm Jensen fra Jakobskirken i Roskilde har været en af projektets bærende kræfter. Han understreger vigtigheden af samarbejdet:
“Folkekirken er majoritets-trossamfund i Danmark og har derfor et særligt ansvar for dialogen med alle medborgere, også dem med en erklæret anden tro og dem uden en religiøs tro. I arbejdsgruppen har vi det fælles mål at etablere en passende gravplads, hvor afdøde kan stedes til hvile med ansigtet vendt mod Mekka, den muslimske bederetning. Domsognets menighedsråd og ledelsen for Roskilde Kirkegårde har vist stor imødekommenhed, og repræsentanterne for de lokale foreninger har taget ejerskab til processen på fineste vis. Den tætte og givende dialog på planlægningsmøderne har ført til, at denne gravplads lever op til de religiøse skikke og ønsker, samtidig med at den er en del af kirkegårdens samlede landskab.”
Et omfattende anlægsarbejde – og en vision for fremtiden
Anlægsarbejdet på Østre Kirkegård begyndte i 2023 og har indebåret etablering af dræn, ceremoniplads og gravfelter. Der er projekteret med i alt 400 gravpladser. De første 100 gravpladser, som anlægges i første fase, er etableret og klar til brug. Gravstederne etableres i græs, omkranset af store træer. Arealet står nu vinterbart efter opgravning, til april grønnes området med rullegræs. En særlig vandkanal markerer retningen mod Mekka, og området er smukt omkranset af granitkantsten.
“Roskilde Kirkegårde er en begravelsesplads for alle borgere i byen, uanset trosretning. Vi glæder os over at kunne tilbyde en afdeling, der er tilpasset den muslimske tradition, da behovet har været stort. Skulle efterspørgslen overstige kapaciteten, er der planer for, hvordan området kan udvides i fremtiden,” siger kirkegårdsleder Rasmus Christoffersen.
Officiel åbning den 8. april 2025
Den officielle åbning finder sted den 8. april 2025 kl. 14.30 på Østre Kirkegård. Arrangementet vil inkludere taler fra Roskilde Domsogn samt repræsentanter fra foreninger i Roskilde med mange muslimske medlemmer. Der vil være et let traktement, og alle interesserede er velkomne.
