Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 5-13. juli 2016.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Har du kendskab til forbrydelser, som ikke har politiets opmærksomhed, er du velkommen til at kontakte vores redaktion på mail: redaktion@dit-roskilde.dk

Brand i skure – Jyllinge

Kl. 11.39 blev anmeldt om brand i et skur, der er en del af Baunehøjskolen, Baunegårdsvej. I skuret lå brænde. Ingen fornuftigt forklaring på ildens opståen, og det formodes, at branden er påsat. Der skete ikke den store skade ved branden. Politiet hører gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger om branden. Ring på 114.

Kl. 14.30 brændte det på Nordmarksvej i et redskabsskur. Her var brandårsagen også uvis.

Kl. 14.46 blev anmeldt om brand i et shelter på Nordmarksvej. Branden førte ikke til den store skade.

En ung mand, iført lyse joggingbukser, mørk jakke og lys kasket samt en anden mand iført en sort hættetrøje og sorte bukser er set i nærheden af stederne.

Politiet vil gerne i kontakt med de to og høre, om de har hørt eller set noget af interesse for sagen. I øvrigt vil politiet gerne tale med vidner. Ring på 114.

Tricktyveri

Kl. 10.44 blev en 62-årig kvinde fra Roskilde kontaktet af en mand og en kvinde i alderen 20-30 år ved Hyrdehøj Bygade. Kvinden havde været ude at handle og havde bl.a. brugt sit dankort til betaling. Parret opsøgte hende på parkeringspladsen, hvor de spurgte om vej til Aalborg, og medens kvinden forklarede om den lange tur, blev hendes kort fjernet fra hendes taske, der stod i bilen. Fra kortet er senere hævet 25.000 kr. i diverse automater i Roskilde.

Det må antages, at det er lykkedes at aflure pinkoden i forbindelse med betalinger i Kvickly. Det er vigtigt, at man dækker for sin indtastning, så koden ikke kan aflures, hvilket denne sag er et godt eksempel på.

Brand 

Kl. 07.42 blev anmeldt om brand hos Kara/Noveren, Håndværkervej, hvor der var ild i en affaldssilo i et forbrændingsanlæg utilsigtet. Der er tale om ca. 9500 tons affald, og i.flg. brandvæsenet kunne der gå et par dage, før branden er helt slukket. Helt så galt gik det dog ikke, idet branden var slukket kl. 1715 mandag eftermiddag.

Der er formentlig tale om, at halm i forbrændingsanlægget er selvantændt.

Brand 

Kl. 22.13 kørte politi og brandvæsen til institutionen Lindegården, Boserupvej, hvor en 55-årig kvindelig beboer have røget i sin bolig og tabt en glød i en skraldespand, så der gik ild i denne. Det udviklede meget røg, og det spredte sig til øvrige dele af huset. Kvinden er formentlig faldet i søvn med en cigaret, og efterfølgende er branden opstået. Hun blev kørte til undersøgelse på sygehus. Ingen andre kom til skade og bygningen blev heller ikke beskadiget.

Dom i indbrudssag 

Retten i Roskilde har onsdag afsagt dom i et større sagskompleks vedr. over 80 forhold, hvor tiltalte, en 22-årig mand fra Roskilde, er blevet idømt 2 år og 6 måneders fængsel for 29 indbrud (herunder 3 forsøg) til en samlet værdi af ca. 2 mio kr., bl.a. et rambuktyveri mod Møbelpolsteren i Roskilde 5. august 2015, hvor der blev stjålet 3 Arne Jacobsen “Ægget” stole til 155.000 kr.

Det eneste bevis der var i sagen var en bærbar computer som blev fundet på tiltaltes vens adresse som tiltalte erkendte, at han havde brugt og blandt andet lagt op til salg på en lukket Facebookgruppe. Den bærbare pc blev i stedet fundet af politiet den 7. august 2015 – altså 2 dage efter rambuktyveriet.

Computeren, der i øvrigt stammede fra et andet indbrud, blev indsendt til teknisk undersøgelse og man fandt en række billeder og søgninger som relaterede sig til rambuktyveriet, herunder billeder af selve gerningsstedet oprettet et par dage inden tyveriet og søgningen mv. på Arne Jacobsen Ægget stole efter tyveriet, samt på “rambuktyveri” på forskellige aviser.

Den 22-årige gik direkte til afsoning efter domsafsigelsen.

Fremstilling i grundlovsforhør 

Kl. 12.00 blev en 42-årig mand fra Køge fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold og hærværk mod kørelærer tirsdag aften på Københavnsvej. Den 42-årige blev fængslet til den 280716 og anbringes på en psyk. afdeling.

Brand – Ågerup

Kl. 22.58 blev anmeldt om brand på Ågerupvænge, hvor der var ild i et skur ved et rækkehus. Branden bredte sig til udhænget på rækkehuset. De øvrige beboere i rækken af huse blev evakueret. Ingen kom til skade ved branden. Der er mistanke til en elinstallation som brandårsag, men stedet skal undersøges nærmere af politiets teknikere.

Ulovligt ophold 

Kl. 0239 anholdt politiet en 23-årig mand fra Syrien, der blev truffet i et tog på Roskilde station. han havde ikke ID eller bilet. Han fortalte selv, at han havde asyl i Tyskland. Det forventes, at han sendes retur til Tyskland torsdag.

Vold og hærværk

Kl. 23.21 blev politiet sendt til Københavnsvej, hvor en mand havde stået midt på kørebanen, da en 38-årig kvindelig kørelærer med en 21-årig kvindelig elev kom kørende. Da manden stod midt på vejen var køreskolebilen standset op, og kørelæreren stod ud af bilen for at tale med manden.

Manden sparkede begge sidespejle af bilen og slog på den 38-årige kvinde. Manden lavede omfattende hærværk på bilen.

Politiet tilkaldt og anholdt den 42-årige gerningsmand, der er fra Køge. Politiet har gentagne gange i den sidste tid været i kontakt med ham, der er psykisk syg.

Han er fortsat i politiets varetægt, og politi og anklagemyndighed vil onsdag formiddag vurdere, hvad der skal ske med manden.

Forsøg på tricktyveri

Kl. 11.45 gik en 49-årig mand på Sønderlundsvej, da en sølvgrå Jaguar formentlig med engelske nummerplader standsede op og tilbød forurettede at købe en halskæde. I bilen sad en mand og en kvinde, begge omkring 50-60 år. De forsøgte at give manden halskæden på samtidig med, at de forsøgte at stjæle forurettedes egen halskæde. Det lykkedes imidlertid ikke, og de to kørte fra stedet igen.

Falsk anmeldelse

Kl. 00.20 ringede en 19-årig mand til politiet og anmeldelse, at hans bil var stjålet og efterfølgende kørt galt på Kirkebjergvej. Det viste sig dog, at det var ejeren selv, der havde kørt bilen, og han blev derfor sigtet for falsk anmeldelse.

Han blev løsladt efter afhøring.

Indbrud i perioden
Mosevænget, Gadstrup
Fyrrevangen, Havdrup
Salbjergvej, Havdrup
Stærevænget, Havdrup
Bogfinkevej, Jyllinge
Stærevej, Jyllinge
Kolibrivej, Jyllinge
Bonderosevej, Roskilde
Motelvej, Roskilde
Sankt Hansgade, Roskilde
Maribovej, Roskilde
Blegdammen, Roskilde
Højdyssevej, Roskilde
Egevænget, Viby Sj.