Coronanedlukningerne er historisk set det første eksempel på, at det er muligt at undertrykke en pandemi med social afstand, om end omkostningerne økonomisk og menneskeligt var betragtelige. Der er derfor god grund til at evaluere nedlukningernes fordele og ulemper.
Denne kronik har været bragt i ‘Politiken’ den 11. marts 2025.
Det var en helt uhørt situation, da landet lukkede ned 11. marts 2020 og begrænsede mobilitet og fysisk samvær med en ’pakke’ af restriktioner, der bl.a. indeholdt: lukning af restauranter, skoler og grænser, forsamlingsforbud, hjemmearbejde, hygiejneanvisninger og senere i pandemien også maskebrug, massetests og kontaktopsporing.
Folketinget har bedt om en udredning af indsatsen mod covid-19. Virkede det? Var det pengene værd? Ville vi gøre det igen set i bagklogskabens knivskarpe lys?
Her vil vi vise, hvordan denne ’pakke’ virkede i sin helhed, mens spørgsmålet om de enkelte komponenters betydning er langt mere indviklet og må henvises til mere akademiske studier.
I den danske debat har vi haft meget fokus på ’det lykkelige Sverige’, og det er ikke nyttigt, hvis man vil forstå epidemiens mulige konsekvenser, for både Sverige og Danmark havde effektiv epidemikontrol på baggrund af adfærdsændringer, som vi skal se. Vi skal lidt længere ud i verden for at dokumentere, hvad der skete i lande, hvor myndighederne ikke fik lukket ned.
Faktisk viser det sig, at alle de vesteuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med, forhindrede pandemien i at nå sit fulde omfang.
De nærmeste lande med utilstrækkelig epidemikontrol finder vi i Østeuropa. Indtil nu har det været vanskeligt at arbejde med østeuropæiske forhold, fordi landene havde en lav testaktivitet, hvilket umuliggør anvendelsen af de traditionelle statistikker for antallet af positive tests og antal covid-dødsfald.
I dag har vi imidlertid nye empiriske data, der viser, hvad der skete – også i lande uden effektiv kontrol og stor testaktivitet. De nye data stammer fra serologiske undersøgelser (kortlægning af forekomsten af antistoffer i blodprøver) og overdødelighedsberegninger. Disse data er af tekniske årsager først blevet tilgængelige nu.
Vi vender senere tilbage til Sverige, som viser os en anden måde at italesætte og opnå social afstand på, som vi måske kan lære af.
Inden vi går til Østeuropa, vil vi skitsere, hvad vi ved fra hjemlige observationer. Pandemiens dødelige potentiale – som vi undgik herhjemme – kunne iagttages i fjernsynet tidligt i marts 2020, hvor byer i Norditalien var blevet taget på sengen af den nye virus og gik i knæ med fyldte hospitaler og lighuse.
Nu ved vi fra serologistudier, at 60 procent af befolkningen i Bergamo blev smittet i den første bølge. Her var det omkring 0,5 procent af de smittede, som døde, men med så mange smittede på en gang var effekten katastrofal.
Kunne katastrofen i Norditalien være sket i Danmark? Vi kan se af serologistudier og rapporterede covid-dødsfald, at i Danmark døde 0,5 procent af de smittede i første bølge ligesom i Bergamo. Men var over halvdelen af befolkningen i Danmark virkelig blevet smittet, hvis vi ikke havde reageret?
Svenskerne var lige så fysisk isoleret som danskerne og benyttede sig lige så meget af distancearbejde.
Det viser matematiske modeller ganske vist. Men vi kan i dag også fremvise empirisk evidens for, at det ville være tilfældet.
Empirien kom med omikronbølgen, hvor 70 procent af danskerne blev smittet i januar-marts 2022.
Næsten alle adfærdsbegrænsninger var ophævet på det tidspunkt, og den udbredte omikronsmitte skyldtes, at immunitet fra vaccine eller tidligere infektion ikke beskyttede mod infektion og mild sygdom, men stadig mod hospitalsindlæggelse og død.
Studier viser, at omikronvarianten kun var lidt mere smitsom end den oprindelige Wuhan, så en ukontrolleret Wuhan-epidemi ville have været omtrent af samme omfang.
Der er med andre ord evidens for, at ca. to tredjedele af danskerne ville være blevet smittet i løbet af pandemiens første år uden nedlukning. Med 0,5 procent dødelighed svarer det til 21.000 dødsfald i Danmark i første bølge. Dertil kommer, at vi i dag ved, at Danmark i det følgende år yderligere ville være blevet ramt af en alfabølge og af reinfektioner inden vaccinernes ankomst.
Ovenstående er et groft overslag, som det kunne gøres i sommeren 2020. Nu fem år senere har vi bedre data til den slags og kan vise, hvad der skete i lande, som ikke lukkede ned. Fra serologistudier ved vi, hvor mange der blev smittet i de forskellige lande, og ud fra nationale dødsstatistikker (alle dødsfald, fordelt på alder) helt frem til 2024 kan man nu mere akkurat bestemme landenes overdødelighed i pandemiperioden.
Overdødelighedsberegningerne er baseret på tidsserieanalyser af mere detaljerede data (ugentlige dødsfald per aldersgruppe) og kræver, at data også er til rådighed for årene efter pandemiens afslutning.
De forbedrede overdødelighedsberegninger og serologistudier viser samstemmende en enorm forskel på, hvad der skete i Øst- og Vesteuropa. Serologistudier viser, at kun ca. 10-20 procent af vesteuropæerne var blevet smittet, inden vaccinerne blev tilgængelige i stort tal i sommeren 2021, mens tallet var ca. 60 procent for østeuropæerne.
Hvor resten af Vesteuropa ligesom Danmark havde nedlukninger, som forhindrede en ukontrolleret epidemi, var situationen anderledes i mange østeuropæiske lande. Her begyndte man med grænselukninger og andre tiltag, men i løbet af efteråret 2020 fik pandemien nærmest frit løb. Mange østeuropæiske lande oplevede en pandemi, som ligner den, vi ville have set i Danmark uden nedlukningerne – eller som Bergamo oplevede i det tidlige forår 2020.
Vi vil her fremhæve to lande, Ungarn og Bulgarien, hvor vi nu har pålidelige data for covid-19-overdødelighed. Tallene viser, at frem til juli 2021 var ca 0,45 procent af bulgarerne og 0,3 procent af ungarerne døde af covid-19. I løbet af hele pandemiperioden 2020-2022 døde 1 procent af bulgarerne og ca. 0,6 procent af ungarerne af covid. Overdødeligheden i de vesteuropæiske lande er typisk kun en tredjedel af dette.
Så kunne man spørge: Var det ikke bare de ældste, som døde, dem, som alligevel kun havde få måneder af livet tilbage? Det er sandt, at i Danmark ramte næsten alle de 8.000 coronadødsfald de ældste; gennemsnitsalderen var ~80 år. Men i andre lande, hvor smitten var omfattende, døde også de yngre.
I Ungarn forårsagede pandemien tre store buler i overdødeligheden i løbet af 2020-2021, og ikke kun blandt ældre: I aldersgrupperne 50-59 og 60-69 døde hhv. 3.000 og 8.000. Da Ungarns alderssammensætning ligner den danske, svarer det til 10.000 dødsfald blandt voksne danskere i 50’erne og 60’erne, hvis vi havde ladet epidemien køre frit. Samme billede ses i lande som Bulgarien og Rumænien.
Bulgarien havde en kombination af utilstrækkelig epidemikontrol efterfulgt af en lav vaccinetilslutning, og ca. 1 procent af befolkningen døde af covid i løbet af 2020-2022. Den høje dødelighed skal ses i lyset af, at Bulgarien i efteråret 2021 blev ramt af den dobbelt så dødelige deltavirus. Ungarn havde også mangelfuld epidemikontrol, men fik i 2021 en stor vaccinetilslutning og begrænsede derved overdødeligheden til 0,6 procent af befolkningen.
Når vi præsenterer omfanget af den østeuropæiske overdødelighed, bliver vi ofte mødt med indvendinger om, at den høje dødelighed kan forklares med dårligere levevilkår og derved en større risiko for at dø af covid. Der er ikke meget belæg for den påstand i data: Når vi ser på risikoen for at dø, hvis man er blevet smittet, så er den nemlig cirka 0,5 procent i alle lande med en aldrende population som i Europa.
Det samme er tilfældet i USA. Det er fortrinsvis omfanget af smitte, som afgør, hvor mange der dør. Den høje dødelighed blandt 50-69-årige hænger antagelig sammen med manglende hospitalsbehandling. I denne gruppe blev overlevelseschancerne nemlig markant forøget, hvis hospitalsbehandling var tilgængelig. Men ville danske hospitaler have kunnet klare så mange alvorligt syge?
Den hjemlige debat har i høj grad fokuseret på Sverige, hvor man måske får det indtryk, at svenskerne levede frit og lykkeligt og alligevel fik en mild epidemi: At Sverige ved sit eksempel viser, at alle andre overreagerede.
I marts 2020 greb de svenske myndigheder som bekendt situationen helt anderledes an. I de første tre uger gjorde myndighederne ikke meget. Først omkring 1. april blev der bl.a. indført forbud mod store forsamlinger; gymnasier og universiteter blev lukket, og ordlyden i anbefalingerne blev skærpet. Denne forsinkelse på tre uger ses tydeligt i forårets 5.000 covid-19-dødsfald, mens vi i Danmark havde få.
Senere blev graden af tiltag i Sverige meget lig den danske. Det kan ses i den internationale database over myndighedsforanstaltninger, Oxford Stringency Index. Af indekset fremgår det, at efter forskellig start iværksætter Sverige og Danmark næsten samme niveau af tiltag fra medio april 2020 og under resten af pandemien.
Den vellykkede svenske kontrol ses i serologistudier, som viser, at kun 20 procent af svenskerne blev smittet op til sommeren 2021. Hvordan kan det mon være, at tilgangen til epidemihåndteringen opleves så forskelligt i de to lande?
Den væsentligste forskel synes at være, at svenskerne fik anbefalinger og henstillinger, mens danskerne fik påbud. Befolkningerne i de to lande reagerede nogenlunde på samme måde, og dermed opnåede begge lande tilstrækkelig social afstand til at holde epidemien under kontrol.
For at komme videre i vores forståelse af pandemien, må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen.
Den svenske pandemievaluering fremhæver anbefalingsstrategien som et meget positivt aspekt af deres håndtering. At de svenske henstillinger virkede, kan man se på Google Mobility Index, som viser ændringer i befolkningens kontaktmønster, baseret på hvordan mobiltelefonerne flyttede sig rundt.
Google-indekset viser, at svenske mobiltelefoner befandt sig mere i hjemmet under pandemien, end de gjorde tidligere – og at ændringen er af samme omfang som i Danmark. Eller sagt på en anden måde: Svenskerne var lige så fysisk isoleret som danskerne og benyttede sig lige så meget af distancearbejde.
To adfærdsmålinger og et serologistudie viser samstemmende, at epidemien i Sverige var under kontrol, og at der blev opretholdt social afstand som i Danmark – efter den dårlige start. Den store forskel ligger i, at svenskerne blev bedt om at blive hjemme, mens danskerne blev beordret til det. For smittespredningen er det selvfølgelig uden betydning, om den sociale afstand opretholdes efter opfordring eller efter påbud.
Myten om det åbne Sverige er altså opstået, fordi vi i Danmark forveksler den bløde svenske kommunikationsform med, at folk levede et friere liv. Og svenskerne betalte faktisk en pris for deres strategi: I løbet af pandemiens første år døde ca. 14.000 svenskere af covid-19 i to store epidemier, sammenlignet med ca. 2.500 danskere. Om end prisen var beskeden sammenlignet med den, østeuropæerne betalte for ikke at (kunne) gøre noget. Forskellen mellem Sverige og Danmark kan nemt ’drukne’ i den meget større baggrundsdødelighed i de to lande, hvis man sammenligner årlige dødstal, noget, der har forplumret debatten en del.
Det særlige ved den svenske håndtering er, at de svenske skoler blev holdt åbne for de mindre klasser. Hvordan svenskerne formåede at holde epidemien i ro med åbne skoler, er værd at forstå bedre. I Danmark er billedet, at vores forsøg på at standse de tre coronabølger i alle tre tilfælde først lykkedes, når skolerne blev lukket. Men skolelukningerne faldt sammen med indførelsen af andre tiltag, så det er uklart, hvor meget skolelukninger bidrog til at bringe epidemien under kontrol.
Coronanedlukningerne er historisk set det første eksempel på, at det er muligt at undertrykke en pandemi med social afstand, om end omkostningerne økonomisk og menneskeligt var betragtelige. Der er derfor god grund til at evaluere nedlukningernes fordele og ulemper, når vi skal vurdere, om og under hvilke omstændigheder vi vil lukke ned ved en fremtidig ’disease X’-pandemi. Evalueringen må omfatte, hvad der er på begge vægtskåle.
For at komme videre i vores forståelse af pandemien må vi aflive de myter, hvor vi i den danske diskussion går galt i byen. For det første skal menneskelige afsavn og økonomisk byrde afvejes mod de betydelige negative sundhedseffekter af udbredt smitte, som vi undgik. Desuden må vi afmystificere den svenske strategi – for Sveriges succes med at begrænse smitten involverede også betydelig social afstand, ligesom herhjemme. Derudover må vi løfte blikket og se, hvad der skete i lande, der ligner os aldersmæssigt, men som faktisk gennemløb pandemien med udbredt smitte, for eksempel de østeuropæiske lande. Selv om de har de bedste data og statistikker, giver det ikke mening kun at se på de vesteuropæiske lande, for ingen af dem oplevede pandemiens fulde potentiale.
