Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2025/02/12 til 2025/02/25.

Brand – Roskildevænget, Roskilde

Kl 10.52 kom der melding om brand på en altan. Ilden havde fat i havemøblerne på altanen og der var kraftig røgudvikling. Beboerne i opgangen blev evakueret og brandvæsnet fik slukket ilden. Branden kan være opstået som følge af et cigaretskod, der ikke var ordentligt slukket. I forbindelse med slukningsarbejdet kom en kvindelig beboer i opgangen lettere til skade, da hun faldt over en af brandvæsnets slanger.

Politi på kontrol – Roskilde

Lokalpolitiet gennemført sammen med Sikkerhedsstyrelsen kontrol af to kiosker i Roskilde. I den ene kiosk blev der fundet et mindre antal pakker cigaretpapir med smag, som blev beslaglagt.
Samtidigt var politiets udlændingeafdeling også på kontrol på en massageklinik i Roskilde. Der blev truffet en enkelt thailandsk kvinde på adressen, og hun havde den nødvendige opholdstilladelse.

Uorden i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.59 optrådte en gruppe yngre mænd så forstyrrende og larmende foran stationsbygningen i Roskilde, at politiet skred ind. Patruljen anholdt en 18-årig mand fra Albertslund, som spyttede ind ad vinduet på patruljebilen og ramte instrumentbrættet. Under anholdelsen gjorde han voldsom modstand og kaldte patruljen ukvemsord. En 19-årig mand fra Søborg blandede sig i anholdelsen og nægtede at trække væk. Han modsatte sig anholdelse og råbte fornærmende ting til betjentene.

En anden 18-årig mand fra Albertslund opildnede uroen under anholdelserne ved at råbe og filme patruljen helt oppe i ansigtet mens de arbejdede. Han nægtede at give plads til at de kunne udføre deres arbejde, så han blev anholdt for at få ro på stedet. En 18-årig mand fra Brøndby nægtede at oplyse sit navn til patruljen, så han blev sigtet for at overtræde retsplejeloven, hvor der står at man har pligt til at oplyse navn, adresse og fødedato til politiet. Ham blev kortvarigt anholdt, men politiet fik fastlagt hans identitet. To af de opfarende unge mænd blev taget med til afrusning i detentionen, og først løsladt ud på morgenen.

Lørdag-søndag

Bilist standset uden kørekort – Køgevej, Roskilde

Kl 01.46 standsede politiet en varebil ført af en 45-årig kvinde fra Brøndby. Det viste sig, at kvinden ikke havde noget kørekort, hvilket hun erkendte. Da det ikke var første gang, at kvinden blev taget i at køre uden kørekort blev bilen beslaglagt. Det ønskede hun dog at retten skulle tage stilling til. Bilen forbliver beslaglagt indtil retten har vurderet sagen.

Brand i lejlighed – Vognmandsmarken, Roskilde

Kl 02.07 kørte politi, brandvæsen og ambulancer til en lejlighed, hvor der var opstået brand i en sofa, mens familien på i alt fire personer lå og sov. Branden gav kraftig røgudvikling og de fire personer, samt en mand, der boede i lejligheden oven over, blev kørt til behandling for røgforgiftning på sygehuset. På adressen var også to hunde, der også havde indåndet en del røg. De blev kørt til dyrehospital, hvor de blev behandlet med ilt. Brandstedet skal nu undersøges nærmere, så brandårsagen kan fastlægges.

Færdselsuheld – Bymarken, Roskilde

Kl 18.16 skete der et mindre færdselsuheld, da en 27-årig kvinde fra Roskilde kom kørende od øst ad Københavnsvej. Hun nåede ikke at standse, da bilen foran hende bremsede, og kørte derfor op bag i den forankørende, som var en 25-årig kvinde fra Kalundborg.
Der var kun tale om lettere personskade ved uheldet, men det viste sig, at den 27-årige blæste alkometeret op på over det tilladte og hun blev derfor sigtet for at køre i alkoholpåvirket tilstand.

Låst inde i forretning – Københavnsvej, Roskilde

Kl 18.44 ringede en 58-årig mand fra Jyllinge og fortalte, at han sammen med sin hustru havde været i en forretning, men at de var blevet låst inde, da butikken lukkede. Mens han havde politiet i røret fandt han dog ud af, hvordan han kunne nødåbne døren, så parret kunne komme ud. De ville sammen forsøge at kravle over hegnet. Politiet har ikke hørt mere til deres uheldige indkøbstur og formoder derfor, at de fandt en vej over hegnet og hjem.

Lørdag
Mistænkeligt forhold – Mosestykket, Roskilde

Kl 23.15 blev politiet gjort opmærksom på, at flere biler var kørt ind på en grusvej og der blev hørt høje råb fra området. En hundepatrulje kørte frem for at undersøge forholdet nærmere og det viste sig, at der blot var tale om en flok unge, der havde spændt en slæde efter en bil, som trak dem rundt i sneen. Politiet sørgede for at formane de unge om, at de skulle passe godt på sig selv.

Overhaling afslørede bilist uden kørekort – Lindenborgvej, Roskilde

Kl 12.28 bemærkede en civil patrulje at en 58-årig kvinde fra Hornsherred i frisk fart overhalede to biler. Patruljen valgte at se nærmere på kvindens forhold og det viste sig, at hun var frakendt førerretten. Hun blev på den baggrund sigtet for at køre uden gyldig førerret.

Påvirket bilist – Stændertorvet, Roskilde

KL 17.51 bemærkede en kvindelig forbipasserende, at en mand parkerede sin bil midt i et fodgængerfelt og ikke gjorde mine til at køre videre. Kvinden tog kontakt til manden, som hun skønnede påvirket af alkohol og hun fik derfor tilkaldt politiet. Hun holdt øje med, at manden ikke indtog noget alkohol, før politiet kom frem. Manden var så påvirket, at han ikke var i stand til at blæse i alkometeret og han blev derfor medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve. Der var tale om en 54-årig mand fra Roskilde.

Tissede på gaden – Køgevej, Roskilde

Kl 04.20 tog en patrulje kontakt til en 18-årig ung mand fra den sydlige del af Roskilde Kommune Han stod og tissede på gaden og da patruljen ville påtale det, så stak den unge mand af. Da patruljen fik indhentet ham ville han ikke oplyse, hvem han var. Han blev derfor anholdt indtil det var muligt at fastlægge hans identitet og sigtet for ikke at ville oplyse sit navn og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Uheld i det glatte føre – Frederiksborgvej, Roskilde

Kl 00.25 fik politiet melding om, at en bil ført af en 18-årig ung mand fra Jyllinge var kørt galt i det glatte føre. Bilen kørte gennem et hegn og havnede på en mark, men den unge mand slap uden alvorlige skader. En ambulance blev dog tilkaldt til at tilse den 18-årige.

Vold – Jernbanegade, Roskilde

KL 23.45 kom der anmeldelse om, at en 20-årig mand fra Ringsted var kommet i slåskamp med nogle andre ude på stationens perron. Der var tilsyneladende opstået noget uenighed, da en gruppe på fire unge havde stjålet drikkevarer fra den gruppe, som den 20-årige var en del af, og derefter var stukket af over skinnerne. Den 20-årige skulle i forbindelse med det være blevet skubbet ned på sporene og have fået slag og spark i ansigtet og også et slag i hoved med en vinflaske, før gruppen på de fire forsvandt mod København i et tog. Den 20-årige blev kørt til undersøgelse på sygehuset og politiet vil nu forsøge at se, om det er muligt at identificere overfaldsmændene.

Ældresvindel – Roskilde, Solrød og Køge

Igen i det forgangne døgn har der været flere anmeldelser om ældre, der er forsøgt svindlet.

Kl 12.16 blev en 83-årig kvinde fra Tune ringet op en mand, der sagde at han var fra banken og at der netop var hævet penge på kvindens konto fra et sted i udlandet. Derefter kom en mand til stedet og han fik udleveret kvindens kort, som der efterfølgende blev hævet 15.000 kroner på. Manden beskrives som 20-25 år, 170-175 cm, spinkel af bygning og lys i huden. Han talte dansk og var iført lilla strikhue, lys/beige jakke og blå cowboybukser.

Kl 13.30 kom der anmeldelse fra Solrød om, at en 90-årig kvinde var blevet opsøgt hjemme af en mand fra “banken”. Kvinden havde dog resolut smækket døren i uden at udlevere noget til ham. Hun kontaktede derefter sin rigtige bank for at sikre sig, at de ikke havde sendt nogle ud, hvilket de bekræftede, at de ikke havde.

Kl 14.09 blev en 90-årig kvinde fra den nordlige del af Køge ringet op af en mand fra “banken” der også ville sende en kollega ud for at ombytte kvindens hævekort. En mand bankede kort efter på døren, som fik overtalt kvinden til at udlevere sit kort og sin kode. Det lykkedes dog hurtigt kvinden at fatte mistanke og få spærret kortet inden der blev hævet penge på det. Manden beskrives som 40-60 år, mørk i huden, dansk-talende, brunt, kort hår og iført blå trøje.

Kl 18.29 var det en 74-årig kvinde fra Roskilde, der blev ringet op fra banken. To opkald på sammenlagt over en time fik overtalt kvinden til at udlevere sit kort til en mand, der kort efter kom til stedet. Der blev efterfølgende hævet 6000 kroner i en hæveautomat på Stændertorvet i Roskilde.

Indbrud i Perioden

Dronning Ingeborgs Vej, Roskilde

Fælledvej, Roskilde