Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2025/02/06 til 2025/02/18.
Narkobilist – Thorsminde, Himmelev, Roskilde
Kl. 01.17 blev en 27-årig kvinde sigtet og anholdt for narkokørsel, da hun blev stoppet i en personbil på Thorsminde i Himmelev. En narkotest viste positiv for kokain, så hun blev taget med til en blodprøve.
Færdselsuheld – Bymarken, Roskilde
Kl 18.16 skete der et mindre færdselsuheld, da en 27-årig kvinde fra Roskilde kom kørende od øst ad Københavnsvej. Hun nåede ikke at standse, da bilen foran hende bremsede, og kørte derfor op bag i den forankørende, som var en 25-årig kvinde fra Kalundborg.
Der var kun tale om lettere personskade ved uheldet, men det viste sig, at den 27-årige blæste alkometeret op på over det tilladte og hun blev derfor sigtet for at køre i alkoholpåvirket tilstand.
Lovgivning om euforiserende stoffer – Gammel Landevej, Roskilde
K. 08.30 fik en narkohund fært ved en lejlighed, som politiet ransagede. I lejligheden blev der fundet i alt 127,07 gram hash. Den 58-årige mandlige beboer er sigtet i sagen.
Låst inde i forretning – Københavnsvej, Roskilde
Kl 18.44 ringede en 58-årig mand fra Jyllinge og fortalte, at han sammen med sin hustru havde været i en forretning, men at de var blevet låst inde, da butikken lukkede. Mens han havde politiet i røret fandt han dog ud af, hvordan han kunne nødåbne døren, så parret kunne komme ud. De ville sammen forsøge at kravle over hegnet. Politiet har ikke hørt mere til deres uheldige indkøbstur og formoder derfor, at de fandt en vej over hegnet og hjem.
Lørdag
Mistænkeligt forhold – Mosestykket, Roskilde
Kl 23.15 blev politiet gjort opmærksom på, at flere biler var kørt ind på en grusvej og der blev hørt høje råb fra området. En hundepatrulje kørte frem for at undersøge forholdet nærmere og det viste sig, at der blot var tale om en flok unge, der havde spændt en slæde efter en bil, som trak dem rundt i sneen. Politiet sørgede for at formane de unge om, at de skulle passe godt på sig selv.
Overhaling afslørede bilist uden kørekort – Lindenborgvej, Roskilde
Kl 12.28 bemærkede en civil patrulje at en 58-årig kvinde fra Hornsherred i frisk fart overhalede to biler. Patruljen valgte at se nærmere på kvindens forhold og det viste sig, at hun var frakendt førerretten. Hun blev på den baggrund sigtet for at køre uden gyldig førerret.
Påvirket bilist – Københavnsvej, Roskilde
Kl 02.40 blev politiet orienteret om, at en personbil havde påkørt en anden bil. Der var ingen personskade og kun mindre skade på bilerne. Men den 18-årige mand fra Roskilde, der var fører af den bil, der påkørte modparten, blev skønnet påvirket af alkohol. En alkometertest viste da også, at manden var påvirket et godt stykke over det tilladte. Han blev derfor medtaget til udtagning af blodprøve på sygehuset.
Påvirket bilist – Snoldelev Bygade, Gadstrup, Roskilde
Kl 00.42 standsede politiet en personbil ført af en 32-årig mand fra lokalområdet. En narkometertest viste, at manden var påvirket af kokain, hvilket han da også erkendte. Han blev sigtet for at køre i påvirket tilstand og medtaget til udtagning af blodprøve.
Påvirket bilist – Stændertorvet, Roskilde
KL 17.51 bemærkede en kvindelig forbipasserende, at en mand parkerede sin bil midt i et fodgængerfelt og ikke gjorde mine til at køre videre. Kvinden tog kontakt til manden, som hun skønnede påvirket af alkohol og hun fik derfor tilkaldt politiet. Hun holdt øje med, at manden ikke indtog noget alkohol, før politiet kom frem. Manden var så påvirket, at han ikke var i stand til at blæse i alkometeret og han blev derfor medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve. Der var tale om en 54-årig mand fra Roskilde.
Teenagere sigtet for bedrageri – Læderstræde, Roskilde
Kl. 20.03 modtog politiet en anmeldelse om noget tumult. Flere patruljer kom frem til stedet, hvor syv mænd i 20’erne tilbageholdt en 15-årig dreng. En af mændene, der tilbageholdt den 15-årige – en 21-årig mand fra Taastrup – forklarede, at den 15-årige tidligere havde solgt en falsk telefon til et af hans familiemedlemmer. Derfor havde den 21-årige responderet på en annonce, hvor endnu en telefon var sat til salg, og havde aftalt at mødes med sælgeren, da køberen af den falske telefon ønskede at få sine penge tilbage.
Det viste sig, at den 15-årige dreng fra Roskilde, som mødtes med den 21-årige og hans seks kammerater, stod for salget på vegne af en 17-årig mand fra Roskilde, der befandt sig i nærheden. Den 15-årige og den 17-årige blev anholdt af politiet, og de sociale myndigheder samt deres pårørende blev underrettet om svindelnummeret. De syv mænd, der tilbageholdt den 15-årige blev registreret på sagen, men er ikke sigtet for noget. Da de to teenagere var blevet afhørt til sagen, og den 17-åriges bopæl var blevet ransaget, uden at der blev fundet noget af interesse for politiet, blev de to løsladt. De kan forvente at høre mere fra politiet på et senere tidspunkt.
Tissede på gaden – Køgevej, Roskilde
Kl 04.20 tog en patrulje kontakt til en 18-årig ung mand fra den sydlige del af Roskilde Kommune Han stod og tissede på gaden og da patruljen ville påtale det, så stak den unge mand af. Da patruljen fik indhentet ham ville han ikke oplyse, hvem han var. Han blev derfor anholdt indtil det var muligt at fastlægge hans identitet og sigtet for ikke at ville oplyse sit navn og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Uheld i det glatte føre – Frederiksborgvej, Roskilde
Kl 00.25 fik politiet melding om, at en bil ført af en 18-årig ung mand fra Jyllinge var kørt galt i det glatte føre. Bilen kørte gennem et hegn og havnede på en mark, men den unge mand slap uden alvorlige skader. En ambulance blev dog tilkaldt til at tilse den 18-årige.
Ungt par i krat vakte mistanke – Ahornlunden, Roskilde
Kl. 13.45 anmeldte en borger, at hun havde bemærket et ungt par i et krat, der så ud til at lede efter noget. Kvinden havde ved en tidligere lejlighed bemærket samme par i krattet, hvor de også havde ledt efter noget.
Kvinden alarmerede derfor politiet, der kort tid efter kunne sigte parret – en 16-årig kvinde og en 17-årig mand fra Roskilde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. De to var i besiddelse af tre gram hash og 17,88 gram skunk.
Patruljen besluttede at ransage den 17-åriges adresse i Roskilde, og her kunne patruljen beslaglægge en hashplade à 96 gram, der tilhørte en 28-årig mand med bopæl på adressen, der oplyste, at det var til eget forbrug. Denne mand blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt. De sociale myndigheder og forældrene til den 16- og 17-årige er underrettet om sagen.
Uro i nattelivet – HersegadeJernbanegade, Roskilde
Kl 02.59 blev en dørmand på en bar truet af en gæst, der kort efter forlod stedet. En patrulje traf kort efter manden, en 37-årig mand fra Espergærde, som blev formanet og sendt hjem. Kl 03.36 var det dørmanden på en anden bar, der lagt en gæst i håndjern. Politiet kørte frem til stedet og kunne konstatere, at uroen tilsyneladende var opstået på en kebab-bar i området, hvor der skulle være kastet med en øldåse. Derefter udviklede der sig et slagsmål, der fortsatte ude på gaden, og på den baggrund valgte dørmanden at tilbageholde en 17-årig ung mand fra Roskilde for at forhindre yderligere slagsmål. Den 17-årige blev taget med af patruljen og hensat i detentionen. En 18-årig ung mand fra Borup forsøgte i den forbindelse flere gange at blande sig i politiets arbejde og kom med ukvemsord mod politiet. Han efterkom ikke politiets anvisninger og blev derfor også selv frihedsberøvet og taget med på politistationen.
Varebil påkørte bro – Vestergade, Viby Sj., Roskilde
Kl. 08.55 skete et færdselsuheld, da en mindre lastbil påkørte en bro, da varebilen var for høj til at kunne passerede under broen. Lastbilen fik omfattede skader og sad kilet fast. Vejen var spærret, imens myndighederne arbejdede på stedet.
En tekniker fra BaneDanmark besigtigede broen, som der kører tog på, og broen havde ikke taget skade ved påkørslen, så togtrafikken kunne fortsætte uhindret på broen.
Lastbilen blev trukket fri og fjernet fra stedet, og skadernes omfang og erstatningsspørgsmålet skal nu afgøres. Føreren af lastbilen var en 25-årig mand fra Glostrup.
Vold – Jernbanegade, Roskilde
KL 23.45 kom der anmeldelse om, at en 20-årig mand fra Ringsted var kommet i slåskamp med nogle andre ude på stationens perron. Der var tilsyneladende opstået noget uenighed, da en gruppe på fire unge havde stjålet drikkevarer fra den gruppe, som den 20-årige var en del af, og derefter var stukket af over skinnerne. Den 20-årige skulle i forbindelse med det være blevet skubbet ned på sporene og have fået slag og spark i ansigtet og også et slag i hoved med en vinflaske, før gruppen på de fire forsvandt mod København i et tog. Den 20-årige blev kørt til undersøgelse på sygehuset og politiet vil nu forsøge at se, om det er muligt at identificere overfaldsmændene.
Indbrud i Perioden
Hellingkorsvej, Roskilde
Industrivej, Roskilde
Dronning Margrethes Vej, Roskilde
Pærelunden, Himmelev, Roskilde