– Ved I, hvad Energitårnet er?, spørger ARGOs formidler Lars Henriksson. – Ja, det er her, I brænder ting. Det ved jeg, for jeg har en stor hjerne, svarer en dreng fra Børnehaven Engblommevej, da han er på besøg sammen med sine venner og to af deres pædagoger.
Sammen med Boserupgård Naturcenter og Nationalpark Skjoldungernes Land har ARGO udviklet et undervisningsforløb til børn i børnehave. Her lærer børnene om energiproduktion gennem sciencepædagogiske aktiviteter.
157 børn med hjelme og veste gennem Energitårnet
I Energitårnet kan børnehavebørn i vintersæsonen lære om affaldssortering, og om hvordan de selv kan være ansvarlige forbrugere. Børnene ser skraldebilerne læsse affald af, de kigger ned i den store affaldssilo og får også mulighed for at kigge ind i den store ovn og se affaldet brænde.
En oplevelse der gør indtryk.
– Når vi sidder med vores affaldssorteringsspande i børnehaven, så snakker de om dengang, de var i tårnet, og om hvordan de så branden fra ovnen. De fortæller de andre børn om deres oplevelse og de ting, de har lært, fortæller Tina Sørensen, pædagog i Børnehaven Engblommevej.
Tidlig indsigt i miljø-, natur- og klimaudfordringer
Besøgene tager afsæt i hæftet Leg og lær i Skjoldungernes Land – God energi i børnehaven, som er udviklet af Boserupgård Naturcenter og Nationalpark Skjoldungernes Land, for at bidrage til en bæredygtig pædagogik. Her kan børnene få en begyndende indsigt i vores klima-, natur- og miljøproblemer, og samtidig få anerkendt og forklaret de usikkerheder, de kan have om det overvældende emne.
– Vi vil gerne lære den kommende generation at være ansvarlige forbrugere og affaldsproducenter, samtidig med at vi vækker deres nysgerrighed omkring energiproduktion. Forhåbentlig kan vi også vække deres interesse for fag og uddannelser indenfor naturfag og teknologi, siger Trine Thingsgaard, læringskonsulent hos ARGO.
ARGO har åbent for børnehavebesøg i december, januar og februar. Book allerede nu jeres besøg i december 2025 eller januar og februar 2026.
