I oktober overtog Roskilde Internat 15 hunde fra en stor redningsaktion på Falster. Blandt dem var hunden Lima og hendes fem hvalpe på tre uger. Snart kan hvalpene komme ud til deres nye familier, men det har krævet en stor indsats fra dyreinternatets personale at få de små hvalpe gjort klar.
Hvalpene Liam, Laos, Lego, Leif og Lotta har haft en voldsom start på livet. De kom til Roskilde Internat tre uger gamle sammen med deres mor, Lima, og ni andre hunde. Deres ejer overdrog dem til dyreinternatet, da han ikke magtede ansvaret for hundene.
De små hvalpe havde stort set kun lige åbnet deres øjne og var ved at få hørelse, da Roskilde Internat blev deres midlertidige hjem.
Hvalpene og deres mor faldt dog hurtigt til, og siden da har dyreinternatets hundeteam arbejdet hårdt for at lære hvalpene alt det, der kræves for at kunne komme ud til nye familier.
– Vores opgave har været at introducere de her små hvalpe til verden på en stille og rolig måde. Vi har skullet lave socialiserings- og miljøtræning med dem, så de er klar til deres nye hjem, siger Julie Wedfeldt Nielsen, der er souschef på Roskilde Internat.
Hvalpenes tilpasning til en ny verden
På grund af hvalpenes voldsomme start på livet var der risiko for, at det kunne påvirke deres adfærd og trivsel. Julie Wedfeldt Nielsen og hundeteamet kunne heldigvis konstatere, at det ikke var tilfældet.
– Eftersom hvalpene kun lige var fyldt tre uger, da de blev overdraget til os, var de heldigvis så unge, at de ikke har taget skade af det miljø, de kommer fra, siger hun og fortsætter:
– De er alle sammen nogle skønne og meget kontaktsøgende hvalpe, der er nysgerrige på verden omkring dem. De er legesyge og trygge ved håndtering. Nogle af dem er mere fremme i skoene end andre, men de opfører sig alle sammen præcis, som hvalpe skal.
Limas rejse mod tryghed
For hvalpenes mor, Lima, har det også været en omvæltning at komme til Roskilde Internat. Hun havde aldrig oplevet andet end de fire vægge, der omgav hende i det tidligere hjem, og derfor var der meget på dyreinternatet, der virkede nyt og farligt.
– Ligesom de andre hunde fra denne her sag, var Lima meget bange i starten. Hun syntes, at verden udenfor virkede meget stor og farlig. De første par dage ville hun derfor ikke med ud, og vi kunne ikke lufte hende, siger Julie Wedfeldt Nielsen.
Det betød, at personalet måtte være meget opmærksomme på, hvordan Limas frygt kunne påvirke hvalpene og deres trivsel.
– Vi var selvfølgelig bekymrede for, at hvis hun fortsat ville være så skræmt, så kunne det påvirke hvalpene og deres tilgang til os og verden omkring dem. Men på grund af hendes hurtige udvikling ser vi nogle helt normale, nysgerrige og frække hvalpe, forklarer Julie Wedfeldt Nielsen.
Voksne hunde er oftest længere tid om at åbne sig over for personalet, end hvalpe er. I Limas tilfælde var hun dog hurtig til at acceptere sit nye liv på internatet – og det har været vigtigt for både hendes og hvalpenes trivsel.
– Lima har udviklet sig meget hurtigt i den rigtige retning, og vi har set fremskridt hver dag. Hun er en meget god mor til hvalpene, som hun passer godt på og har en god indflydelse på. Vi ser en kærlig hund, som har knyttet sig meget til det personale, hun er sammen med hver dag, siger Julie Wedfeldt Nielsen.
Hvalpenes og Limas fremtid
Den 13. november er hvalpene otte uger gamle og klar til at komme ud til deres nye hjem. Der er da også allerede et par af hvalpene, som har været heldige at finde deres nye familier, som de snart skal forenes med.
Inden Lima bliver klar til at forlade dyreinternatet, skal personalet først have mulighed for at arbejde med hende uden hvalpene.
– Når hvalpene er rejst ud i nye hjem, vil vi fortsætte arbejdet med at vise Lima, at verden slet ikke er så farlig, og fortsat give hende en masse positive oplevelser, afslutter Julie Wedfeldt Nielsen.