Sjællands Universitetshospital har netop ramt en milepæl med 4000 robotassisterede operationer. Den teknologiske udvikling er en klar forbedring for patienterne.

Det er kirurgen, der styrer robotten. Fordelene for patienterne er færre smerter og en markant kortere indlæggelsestid og færre genindlæggelser. Foto: Mette Willaume

Patienter, der får fjernet et brok, en svulst i tyktarmen eller en livmoder, vil opleve det som langt mindre smertefuldt end for bare fem eller ti år siden. På Sjællands Universitetshospital bruger man nemlig robotkirurgi til den slags operationer.

Erfaringerne viser, at robotkirurgi betyder kortere indlæggelsestider, færre genindlæggelser og en generelt højere kvalitet af behandlingen. Derfor blev det også fejret, da Sjællands Universitetshospital rundede 4000 robotassisterede operationer på tværs af fire kirurgiske specialer.

Mere skånsom behandling for patienterne
Cheflæge på Kirurgisk Afdeling Lasse Bremholm Hansen fortæller, at robotterne muliggør en meget præcis kirurgi, som giver patienterne en mere skånsom behandling. Patienter oplever færre smerter og kommer sig hurtigere.

– Med de 4000 robotoperationer kan vi nu vise, at robotkirurgi er blevet en væsentlig del af vores tilbud til patienterne. Vi tror på, at det er fremtiden. Tidligere var teknologien forbeholdt relativt få specialer og kræftbehandling, men nu kan også godartede operationer drage fordel af robotkirurgien og flere specialer anvender robotassisteret kirurgi, siger Lasse Bremholm Hansen.

Robotkirurgi ændrer brokbehandling fundamentalt
En af de mest markante ændringer, som robotkirurgien har bragt, er inden for behandling af arbrok og navlebrok. Mette Willaume, speciallæge i kirurgi med subspeciale og ph.d. i brokkirurgi, er en af de erfarne robotkirurger og beskriver teknologien som en gamechanger.

– Det har revolutioneret vores behandling af patienter med brok. Det er så vildt! Det der før i tiden krævede en åben operation, hvor man måtte åbne hele bugvæggen, kan vi udføre gennem tre til seks små huller på én centimeter, og patienterne går fra at være indlagt 4-6 dage til at komme hjem samme dag, fortæller Mette Willaume.

Øget lighed i sundhed med robotkirurgi
Mette Willaume fremhæver også, hvordan robotkirurgi har været med til at give større lighed i sundhedsvæsenet.

– Patienter med overvægtig eller sukkersyge har en markant forøget risiko for komplikationer efter arbrokkirurgi. Robotkirurgi giver os mulighed for at lave disse operationer gennem betydeligt mindre huller med lavere risiko for komplikationer såsom sårinfektioner og blødninger, som vi nu kan tilbyde vores patienter med disse udfordringer, siger Mette Willaume.

Sjællands Universitetshospital i front på robotkirurgi
Frederik Helgstrand, ledende overlæge for øvre kirurgi og bugvægsrekonstruktion på Sjællands Universitetshospital, har spillet en central rolle i at etablere robotstyret brokkirurgi, der siden 2020 har været en del af hospitalets tilbud. Han understreger, at robotteknologien har mange fordele.

– Med den volumen, vi har nu, er vi i stand til at uddanne kommende speciallæger i robotteknologi, og det udvider mulighederne til også at omfatte godartede operationer. Hvor robotkirurgi tidligere primært blev brugt til kræftbehandling, kan vi nu anvende den til flere forskellige typer indgreb, og vi ser hele tiden nye muligheder i teknologien, siger Frederik Helgstrand.

Robotkirurgi i Region Sjælland
Sjællands Universitetshospital:
Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital har brugt robotter til operationer siden 2013. Tidligere på året investerede hospitalet i en ny robot for at kunne gennemføre endnu mere avancerede indgreb. I dag har SUH i alt tre robotter, hvoraf én er placeret i Køge, mens to er placeret i Roskilde. I år er antallet af operationer steget markant til 650. Forventningen er at nå 800 næste år. Operationerne spænder over flere specialer, herunder mave-tarm-, gynækologisk-, øre-næse-hals- og urinvejskirurgi.

Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse:
Kirurgisk Afdeling på Slagelse Sygehus har haft en robot siden 2018. Den nuværende robot er 4 år gammel. I år er antallet af operationer over 400, og afdelingen har allerede gennemført over 360. Tidligere på året kunne Slagelse Sygehus i øvrigt markere, at operation med robot nummer 1.000 blev gennemført. Robotten benyttes til brokoperationer, gynækologiske indgreb og operationer i forbindelse med tarmkræft.

Læs mere om robotoperation 1000 på Slagelse Sygehus her.

Kilde Region Sjælland.