Oplev den anmelderroste klimafortælling FEM KVARTER VED 200 GRADER, som Teatret ved Hans Rønne og Teatret Svalegangen præsenterer onsdag den 6. november kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal.

Fem Kvarter / Foto Per Pedersen

Tre mænd i et køkken
Det er dagen før påske. Toke er sammen med sin svigerfar kørt op til ødegården på Hallandsåsen, hvor hans egen far venter på dem. Planen er, at de tre mænd skal forberede påskemåltidet, så alt står klappet og klart, når kvinderne dukker op dagen efter.

Hygge er udgangspunktet og spørgsmål om krydderisammensætning og stegetid finder svar gennem jokes og venskabelige drillerier. Men som forberedelserne skrider frem, viser det sig, at de tre gode mænd har vidt forskellige syn på klima, økologi, landbrug og ja… tilværelsen generelt. Og før gryden er kommet i kog, er det både påskens kulinariske og religiøse indhold, som er i spil.
Så er der serveret

Instruktør Hans Rønne er tilbage med en jordnær klimafortælling om, hvor langt ens holdninger kan strækkes, når kærlighed og fredelig sameksistens trækker i den anden ende. Hvilke hemmeligheder gemmer sig bag mændenes uforsonlige attituder, og vil det lykkes den umage trio at få noget i ovnen? Få svaret, når der dækkes op til en værdiladet påskemenu.

Anmelderne er positive:

“Varme emner og virtuose pauser” ★★★★★ – Morten Hede
“Mandekomedie med knivskarp timing og klima i ascendanten” ★★★★ – ISCENE
“Det er ren ekvilibrisme når Hans Rønnes tre alfahanner, med hver deres tilgang til livet, og med enten vin, forandringsvilje, eller slet og ret passiv aggressivitet som deres svar på verdens problemer, får vendt livet på godt og ondt” ★★★★ – Sceneblog

Billetter kan købes på https://www.roskildeteater.billetexpresssen.dk eller ved indgangen.

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev, 4000 Roskilde
Tidspunkt: onsdag d. 6. november, kl. 19.30

Medvirkende: Bue Wandahl, Thomas Jacob Clausen og Bo Stendell Larsen
Manuskript: Thomas Jacob Clausen og hans Rønne
Instruktion: Hans Rønne
Scenografi: Gitte Baastrup
Lyd- og lysdesign: Ise Klysner Kjems og Poul Jepsen
Sceneproduktion: Folkets Garage
Instruktørassistent: Matilde Bregnhøj
Producent: Teatret ved Hans Rønne og Teatret Svalegangen
Varighed: 75 minutter (ingen pause)