To mænd bliver i dag stillet for en dommer, som mistænkt i 14 sager om bedrageri mod ældre, der har fået franarret deres dankort af falske bankfolk og mistet flere tusinde kroner.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Midt- og Vestsjællands Politi fremstiller i dag to mænd på 21 og 27 år fra Vestegnen i grundlovsforhør, som er mistænkt for at hæve penge fra dankort, der er blevet franarret ældre på hele Sjælland. De blev anholdt i går eftermiddags i Helsinge, men efterforskningen peger på, at de har været vidt omkring.

De er mistænkt for i alt 14 sager om bedrageri siden september måned, hvor ældre borgere i Greve, Søborg, Skovlunde, Herlev og senest i Helsinge i går, er blevet narret af falske bankfolk til at udlevere deres dankort og kode. Svindlerne narrede de ældre til at tro, at der var svindel fra deres konto, og de derfor skulle have et nyt kort.

Midt- og Vestsjællands Politi kom under efterforskningen på sporet af de to mænd, og har i tæt samarbejde med de øvrige politikredse på Sjælland fundet frem til de mange sager om ældresvindel.

Fra de ældres konto blev hævet beløb mellem 6.000 og 38.300 kr., men i nogle af sagerne nåede kortet at blive spærret før det lykkedes at hæve penge. Sigtelserne mod de to mænd lyder på bedrageri for i alt 182.600 kr, men efterforskningen mod de to mænd fortsætter.

“Vi har stor fokus på at få stoppet de bedragerier, som især finder sted mod ældre borgere. Bedragerne skaber frygt for internetsvindel hos de ældre og udnytter manges store tiltro til banker og myndigheder” siger politikommissær, Karin Storm, der er efterforskningsleder i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi.

“Det har store omkostninger for de ældre både økonomisk, men også følelsesmæssigt. Mange er flove, men det har de ingen grund til. Svindlerne er veltalende og velforberedte, og alle kan risikere at blive snydt” siger Karin Storm.

Grundlovsforhøret finder sted kl. 13.00 ved Retten i Roskilde, hvor anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, og der kan derfor ikke oplyses yderligere om efterforskningen på nuværende tidspunkt.

Resultatet af grundlovsforhøret meldes ud på X.

Læs her.