Glæd dig til at møde Tommy Kenter og AnnMari Max Hansen i den morsomme og tankevækkende musikforestilling LOVE ME KENTER med sange og skønne sketches om parforholdets forunderlige faser. Roskilde Teater er arrangør onsdag d. 9. oktober kl. 19.30 i Lynghøj Teatersal.

Pressefoto Kentex Entertainment – LOVE ME KENTER,

Roskildes teaterpublikum kan glæde sig til en blanding af vidunderlige sange og skønne sketches, når de to gennemmusikalske og livserfarne kunstnere AnnMari Max Hansen og Tommy Kenter går på scenen i charmerende og kærligt samspil om ægteskabet i forskellige stadier af harmoni og gru. Kort sagt – en musikalsk forestilling i ”lyst og nød”.

Det er et nyt tankevækkende og humoristisk show, som AnnMari Max Hansen og Tommy Kenter selv har skabt, – et show med nerve og charme, med komik og alvor og med et (sjældent) kig ind i de mere modne relationer. Måske et alternativ til de unges stand-up?

Balancegangen mellem det komiske og tragedien har gode kår, og der er genkendelse hos alle, når det forrygende show med hele19 sange og korte og længere sketches løber af stablen. Vi griner, – men burde måske i stedet græde? Der er stof til eftertanke.

Det hele krydres med musikalsk ledelse ”på alle tangenter” af de to erfarne og vidunderlige musikere Jens Krøyer og Espen Just.

”Ingenting er rigtig morsomt, hvis det ikke også er tragisk” (Max Hansen og Kenter om dette show til fyens.dk)

”Hjertevarmen fylder scenerummet. Man bør ikke snyde sig selv for at opleve disse prægtige skuespillere i kærlig forening.” (CPH Culture)

”Intet mindre end magisk. Det er livsbekræftende at høre salen klukke, når genkendelsen rammer.” (Kulturbunkeren)

Billetter købes på www.roskildeteater.dk eller ved indgangen.

Spillested: Lynghøj Teatersal, Lynghøjen 107, Svogerslev 4000 Roskilde
Tidspunkt: onsdag 9. oktober kl. 19.30

Medvirkende: AnnMari Max Hansen og Tommy Kenter
Ide, koncept og produktion: AnnMari Max Hansen og Tommy Kenter
Instruktør: Martin Miehe-Renard
Musikere: Jens Krøyer og Espen Just
Lyd og lysdesign: John Jonsson, Rune Duelund

Varighed: 2 timer og 30 minutter inkl. pause.

Link til teaterets hjemmeside: https://detnyteater.dk/forestillinger/love-me-kenter/