Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2024/04/17 til 2024/04/30.

Bil stjålet i forbindelse med bilhandel – Glostrup/Roskilde

kl. 19.35 bemærkede en patrulje fra færdselsafdelingen en bil, som var efterlyst for brugstyveri. Bilen kørte ad Holbækmotorvejen ved Roskilde mod vest, og i bilen sad to personer. Flere patruljer blev tilkaldt, så der var flere til at hjælpe med at stoppe bilen, som i første omgang ikke standsede, da de blå blink blev tændt.

Bilen blev standset, da flere patruljer omringede den. Der skete ingen uheld og de to mænd i bilen forholdt sig roligt. Det viste sig, at bilen blev efterlyst af ejeren nogle dage i forvejen, da han var blevet snydt i forbindelse med en bilhandel i Glostrup.

Den nye køber havde overført pengene for bilen, men efterfølgende var overførslen blevet annulleret, så sælgeren ikke havde fået sine penge.

Den mistænkte biltyv, en 19-årig mand fra København, kørte uden gyldigt kørte uden kørekort. Bilen blev sikret, og vil blive udleveret til ejeren. Den 19-årige er mistænkt for tidligere sager om lignende bedrageri. Politiet efterforsker nu sagen, og den 19-årige kan forvente at høre mere.

Brand – Lindenborgvej, Roskilde – Lejre

Kl. 10.24 modtog politiet et alarmopkald om brand i en ejendom. Politi og brandvæsen kom frem til stedet, hvor det viste sig, at branden skyldtes at to børn havde leget med ild og i den forbindelse havde antændt en plasticpose. Brandvæsnet fik slukket branden og luftet ud. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Butikstyv – Gulddyssevej, Roskilde

Kl 17.59 blev politiet tilkaldt til et supermarked, hvor personalet havde observeret, at en 13-årig dreng fra Roskilde havde taget en Bacardi Breezer og gemt den i sin trøje. Forældrene til drengen blev ligeledes tilkaldt. Desuden blev de sociale myndigheder orienteret om sagen.

Mand med gevær var dueregulering – Vinkelvej, Roskilde

kl. 10.30 fik politiet anmeldelse om en sortklædt mand med et gevær ved Ros Torv. En vagt havde beroliget med, at det var dueregulering, men borgeren undrede sig og anmeldte det.

Flere patruljer kørte til stedet, hvor de i første omgang ikke fandt frem til den sortklædte mand. Vagten ved Ros Torv bekræftede, at der var tale om dueregulering. En patrulje fik kontakt med jægeren, som fik indskærpet, at han skulle iklæde sig gul vest og orientere politiet, inden han næste gang gik i gang med at regulere fugle.

Mænd bortvist fra saunagus – Bymarken, Roskilde

kl. 18.08 kom et alarmopkald om uro i Roskilde Badet, hvor to mænd skabte utryghed og nægtede at efterkomme personalets anvisninger. En hundepatrulje kørte frem til stedet, hvor de traf en 30-årig mand fra Greve og en 32-årig mand fra Roskilde, som havde skabt uro under saunagus og skubbet til personalet. De blev begge bortvist fra svømmehallen af patruljen uden dramatik.

Påvirket bilist – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 11.25 besluttede en patrulje at foretage en rutinemæssig kontrol af et køretøj, der befandt sig i krydset Jernbanegade/Kornerups Vænge. Det viste sig at være en god idé, da den 20-årige mand fra Roskilde, som befandt sig bag rattet på bilen, blev testet positiv for påvirkning af narkotika af patruljebilens narkometer. Manden blev derfor sigtet for narkokørsel og var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres, når politiet modtager resultatet af blodprøven.

To cyklister stødte sammen – Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde

Kl.13.25 kørte to cyklister i samme retning på cykelstien på Frederiksborgvvej mod syd ved Himmelev. En 59-årig mand fra København ville overhale en 77-årig mand fra Veksø, men da han ville trække ind igen ramte de to cyklister hinanden hjul. Den 77-åriges forhjul blev ramt af den 59-åriges baghjul, så den 77-årige styrtede og slog sig.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 77-årige blev tilset, men var sluppet med skrammer. Politiet registrerede uheldet.

Tricktyv på spil – Hyrdehøj Bygade, Roskilde

Kl. 12.15 fik politiet anmeldelse om, at en 78-årig mand fra Roskilde havde været udsat or et tricktyveri ved Kvickly i Hyrdehøj samme formiddag. En patrulje afhørte den ældre mand til sagen, hvor han forklarede, at en ukendt mand havde hjulpet ham med at pakke varerne på båndet. Herefter havde han fulgt efter ham ud til hans cykel og begyndte nu at flytte varerne ned i hans cykelkurv. Den 78-årige sagde, at han havde styr på det, og bad den fremmede gentagne om at stoppe, men det gjorde han ikke. Han tog den ældre mands vogn og kørte den på plads og kom retur med 10 kr fra vognen.

Han beskrives som: Mand, Dansk af udseende, 50 år, Iført: lyst tøj

Ifølge den ældre mand virkede det som om, han var døvstum eller spilledet det. Den 78-årige var blevet forvirret over situationen, og opdagede bagefter, at hans pung med 2000 kr i var væk fra bukselommen. Han ringede til sin søn, der anmeldte sagen, og sønnen fik hurtigt spærret hans dankort. Politiet efterforsker sagen og indhenter overvågning fra butikken.

Voldsom mand på sygehus sparkede betjent – Sygehusvej, Roskilde

Kl. 21.38 anmeldte akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus, at en mand var voldsom og sparkede ud efter personalet. En patrulje kørte hastigt frem, hvor de traf personalet, som forsøgte at berolige manden og holde ham i ro. Det viste sig at være en 67-årig mand fra Lejre Kommune, som var på sygehuset for at få behandlet nogle sår på armene.

Betjentene hjalp til, mens manden blev behandlet, men hans sindstilstand var uligevægtig, og han blev voldsom igen. I den forbindelse blev en betjent sparket i hovedet, mens manden lå på en seng. Han blev pacificeret af en anden patrulje, som var kom for at assistere. Betjenten blev tilset, men var ikke kommet noget alvorligt til.

Da den 67-årige mand var faldet ned, blev sigtet for vold mod polititjenestemand. Han blev behandlet på sygehuset, og patruljen kunne igen forlade stedet, da den 67-årige var faldet til ro. Han vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Voldsomt politiopbud skyldtes øvelse – Lufthavnsvej, Roskilde

Bilisterne i trafikken omkring Roskilde Lufthavn var tirsdag morgen vidne til et voldsomt politiopbud med 12 motorcykler, der eskortede adskillige køretøjer væk fra Roskilde Lufthavn og satte kursen mod København. Der var dog hverken tale om præsidentbesøg eller visit fra andre prominente gæster. Derimod var det hele en øvelse i VIP-kørsel, hvor politiet træner eskortekørsel i det realistiske miljø, som morgentrafikken udgør.

Indbrud i Perioden

Hvedstrupvej, Roskilde