Vinterferie hvirvler ind over landet, og på ROMUs besøgssteder betyder det tid til sjove, spændende og lærerige udstillinger og arrangementer for hele familien.

Gå på opdagelse i deres nyeste spotudstillinger og slå jer løs i alt fra fastelavnsløjer til en redningsmission for Odin, der er fanget i det ydre rum! Få overblikket over vinterferie-mulighederne i uge 7 og 8 her.

 

Besøg Danmarks rockmuseum og oplev en spotudstilling, I kan samles om

Hvordan opdager unge musik i en verden, hvor teknologi og platforme er i konstant forandring? Måske er de slet ikke så forskellige fra deres forældre og bedsteforældre… Måske ville The Beatles også have været kæmpestore på TikTok…

Ræk hen over generationskløften med en tur i den nye spotudstilling på rockmuseet, og bliv klogere på unges musikliv – før og nu.

Læs mere om LYT. LIKE. DEL.

Tag også med på…

Fotos: Kristian Grøndahl /ROMU. (Dog foto af burger: Viral Film /ROMU)
… en af rockmuseets legesyge familieomvisninger Rock og Rollinger og slå jer løs i kreaværkstedet, hvor I kan lave jeres helt eget fan merchandise. 

På Danmarks rockmuseum, RAGNAROCK fejrer vi vinterferie i både uge 7 og 8.
Se mere om hele balladen her. 

(Pssst… vi har også omvisninger for voksne)

 
Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Hop ombord på Danmarks første jernbanetur i ny spotudstilling på Roskilde Museum

I Roskilde Museums nye spotudstilling mærker du suset fra lokomotivet Odins jomfrutur på den første jernbanestrækning i det nuværende Danmark: strækningen mellem København og Roskilde, som Christian 8. indviede i 1847.

Læs mere om spotudstillingen, som kan opleves fra 17. februar.

I uge 8 skruer vi samtidig op for kedlerne på Roskilde Museum med toglege og sjove ferieaktiviteter for de 6-10-årige.

Læs mere om vinterferieaktivieter på Roskilde Museum.

Foto (kuffert): Kristian Grøndahl /ROMU. Foto (togleg): Trine Sejthen /ROMU
 

Fut forbi museumsbutikken

Vi kunne ikke dy os.

Vi har taget forskud på tog-glæderne i Roskilde Museums butik, så du allerede nu kan kigge forbi og slippe legebarnet løs.

Priserne er der ingen dikkedarer i:

Bog “Roskilde Station”: 25 kr.
Fløjte med lyden af damplokomotiv: 50 kr.
Fødselsdagstog: 150 kr.
Realistisk modeltog i 19 dele, med blandt andet passagervogn og godsvogne: 200,- kr.

Fotos: ROMU
 
Foto: ROMU

Fastelavnsløjer på Færgegården – lækre boller, gakkede lege og onde katte!

Tag med på fastelavnsoptog i Frederikssund Museum, Færgegårdens have og vær med til at lege, dyste og smage dig gennem fastelavnens mange skægge traditioner!

Til fastelavnsløjer på Færgegården kan hele familien fejre fastelavn, som man gjorde i 1800-tallets Danmark og lære historierne bag nogle af fastelavnens pudsige traditioner. Vi slutter af med at slå katten af tønden – og finder naturligvis både en kattedronning og konge.

Vi opfordrer alle til at komme i deres mest festlige fastelavnskostume!

Anbefalet aldersgruppe: 6-12 år.
Vær med den 12., 13. eller 14. februar 2024.
GRATIS for børn 0-17 år, 50 kr. for voksne (+ billetgebyr).

Læs mere og køb billetter på: billetto.dk

 
Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Odins rumrejse – børnerundvisning på Lejre Museum

Lunefulde Loke har stjålet hesten Sleipners hestesko, og nu kan Odin ikke komme hjem fra sin rejse i rummet!

Kom med og hjælp Odin, når vi i uge 8 inviterer børnefamilier på en sjov og legende rejse gennem Lejre Museum faste udstilling. Vi vil quizze, lege, lede og sammen sende hesteskoene afsted til Odin, så han kan komme retur til jorden!

Så tag din familie og bedste venner i hånden, og kom forbi Lejre Museum i vinterferien.

Anbefalet aldersgruppe er 6-12 år.

Arrangementet finder sted 20., 21. og 22. februar 2023.

Læs mere og køb billeter via billetto.dk

 
Foto: Kristian Grøndahl /ROMU

Sidste chance…

Det er ved at være NU, hvis du skal nå at opleve spotudstillingen “De døde børns gravhøj” på Roskilde Museum, før den viger pladsen for tog, lokomotiver og skinner. 

Bliv klogere på, hvordan samfundets yngste blev begravet for næsten 4000 år siden, og oplev kostbare gravgaver og velbevarede dele fra klædedragter fra en gravhøj i det østlige Roskilde.

Sidste dag er onsdag den 14. februar.

Det er snart. Næsten før du kan nå at sige: jernbaneskinneskidtskrabermaskinreparatør.