Politi og brandvæsnet har altid haft et tæt samarbejde, men nu tager Midt- og Vestsjællands Politi og Roskilde Brandvæsen skridtet videre ved indførelsen af det såkaldte SIKS-koncept.
Midt- og Vestsjællands Politi har sammen med Roskilde Brandvæsen indledt et samarbejde, som kan komme til at gøre en stor forskel ved fremtidige redningsindsatser i alvorlige situationer. Konceptet kaldes SIKS, som står for Særlig Indsats i Kritiske Situationer. Hovedstadens Beredskab har allerede indført den særlige arbejdsform, der bl.a. blev brugt i forbindelse med skyderiet i shoppingcentret Fields forrige sommer. Nu er aftalen også faldet på plads i Roskilde.
Hurtig førstehjælp
Indsatsen består af politipatruljer og en særlig enhed af brandfolk, der er uddannet og udrustet, så de kan gå ind sammen med politiet på et potentielt farligt gerningssted og yde den afgørende og livreddende førstehjælp.
“Det handler om at være så godt forberedt som muligt – også til situationer, vi håber, aldrig kommer til at ske. I det nye samarbejde med Roskilde Brandvæsen kan redningen i den værst tænkelige situation komme hurtigere frem og hjælpe så mange som muligt, allerede inden gerningsmanden er anholdt”, siger Paw Kaltoft, der er politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Konceptet blev trænet tirsdag aften ved en stor øvelse på Vindinge Skole, hvor politi- og brandfolk fik mulighed for at øve sig med hjælp fra et større antal figuranter.
“Det er vigtigt, at vi får trænet konceptet sammen, og her kan man vi virkelig se, hvor stor forskel det vil kunne gøre, hvis der opstår en alvorlig situation. Jo hurtigere, vi kan få hjælpen frem, jo større gavn kan vi gøre”, siger beredskabsdirektør Lars Robetje fra Roskilde Brandvæsen,” siger beredskabsdirektør Lars Robetje fra Roskilde Brandvæsen.