Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/11/28 til 2023/12/12.

11-årige pige forskrækket af mand – Agerskellet, Jyllinge, Roskilde

Kl. 21.15 anmeldte moren til en 11-årige pige, at hun en halv time forinden havde cyklet af Agerskellet i Jyllinge, da en mand sprang ud fra et buskads kort før kirken. Pigen vendte hurtigt cyklen og kørte væk, og der var ingen kontakt imellem pigen og manden. Manden beskrives som: 170-180 cm høj, iklædt mørkt tøj og en halsedisse, som skjulte dele af ansigtet.

Den 20. november oplevede en 11-årige dreng en lignende episode, men i det tilfælde havde manden taget fat i drengens ærme. Det skete på samme strækning og politiet undersøger nu, om der kan være en sammenhæng i sagerne.

Borgere som oplever noget lignende, eller som har oplysninger om manden bedes ringe til politiet på tlf. 114.

13-årig dreng snød med bland selv slik – Stationscentret, Roskilde

Kl. 18.37 anmeldte personalet i Føtex, at de havde tilbageholdt en 13-årig dreng, som havde forsøgt at snyde i scan selv kassen. Drengen havde taget en smule slik i en pose fra bland selv afdelingen, hvorefter han havde vejet slikket til at koste 4,75 kr. Herefter fyldte drengen posen op med slik og forsøgte at betale den alt for lave pris i selvbetjeningskassen. Posens indhold viste ved kontrol at have en værdi på 80 kr.

Drengen blev taget med ind på kontoret, hvor politiet og drengens far blev tilkaldt. Den 13-årige dreng fra Lejre kommune, er under den kriminelle lavalder og kan ikke straffes, men patruljen tog en snak med drengen og orienterede den sociale døgnvagt om sagen, så kommunen kan følge op.

Bil fik stjålet dyre forsæder – Industrivej, Roskilde

kl. 12.33 anmeldte en bilforhandler i Roskilde, at der i løbet af natten havde været ubudne gæster på deres parkeringsområde. En bil, der var sat til salg, havde fået knust en rude, hvorefter begge forsæder fra bilen af mrk. VW var blevet afmonteret og stjålet. Forsæderne var værdifulde, hvilket kan tyde på, at man er gået målrettet efter disse sæder. Overvågning fra stedet indhentes nu, for at forsøge at finde frem til mistænkte i sagen. Vidner, der har bemærket køretøjer eller personer i området ved Københavnsvej/Industrivej/Betonvej natten til søndag mellem kl. 02.30 og frem til søndag morgen bedes ringe til politiet på tlf. 114, med oplysninger i sagen.

Bil og cyklist stødte sammen – Østergade/ Vindingevej/Hedegårsvej, Roskilde

Kl. 08.39 kørte en bilist og en cyklist begge mod nordøst ad Østergade frem mod krydset ved Vindingevej/Hedegårdsvej i Roskilde, da cyklisten i krydset af uvisse årsager ramte bilen. Cyklisten, en 62-årig kvinde fra Roskilde, væltede og slog hovedet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor cyklisten blev kørt til behandling på sygehuset. Politiet optog rapport og afhørte bilisten, en 63-årig kvinde fra Roskilde, som havde forsøgt at bremse for cyklisten, der pludselig svingede til venstre. Meldingen fra sygehuset lød på at cyklisten havde pådraget sig alvorlige, men ikke livstruende skader.

Brandundersøgelse – Parkvænget, Roskilde

Kl. 18.15 fik politiet via alarmcentralen oplysninger om, at brandvæsnet var kørt til Parkvænget, hvor der kom røg fra en lejlighed i en beboelsesejendom.

Politiet traf på stedet en lettere spirituspåvirket kvindelig beboer, som var uskadt efter en mindre brand i noget pap i hendes lejlighed. Der var kun sket skade svarende til det brændte pap, hvor beboeren måske kunne mistænkes for ikke at have udvist fornøden forsigtighed med brændbart materiale.

Den kvindelige beboer var noget trist og opgivende, hvorfor hun gerne ville køres til et sygehus til undersøgelse af, hvorvidt hun kunne have brug for hjælp.

Politiet har nu optaget rapport om branden og i øvrigt underrettet de sociale myndigheder om omstændighederne ved dens opståen.

Flere bortvisninger af samme person – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 20.07 bad DSB om assistance til at håndtere en mandlig togpassager i toget på vej til Roskilde station, idet passageren var påvirket af alkohol og i øvrigt generede andre rejsende i toget.

Politiet fik på Roskilde station kontakt til en spirituspåvirket, 53-årig mand fra Sverige, som blev bortvist fra toget på grund af sin tidligere adfærd. Han blev dog trods sin påvirkethed skønnet i stand til at tage vare på sig selv i området ved Roskilde station.

Kl. 00.51 måtte politiet igen en tur til Roskilde togstation, idet en tryghedsvagt havde besvær med at bortvise to formentlig hjemløse mænd, der havde lagt sig til at sove i stationsbygningen.

Den ene af de to mænd viste sig at være den 53-årige svenske mand, der blev bortvist fra togstationen sammen med en 36-årig mand fra Rumænien med besked om at finde et andet sted at tilbringe natten.

Kl. 04.27 anmeldte personalet i en kiosk på Roskilde togstation, at en tydelig spirituspåvirket mand havde til hensigt at forlade butikken uden at betale for nogle varer.

Politiet fik igen kontakt til den 53-årige svenske mand, der ganske korrekt var kraftigt påvirket af alkohol. Han blev bortvist fra togstationen igen som uønsket på stedet, men da han efter få minutter havde glemt den bortvisning, vurderede politiet, at eneste løsning på hans utryghedsskabende adfærd var en frihedsberøvelse med henblik på afrusning i detentionen. Her blev han anbragt efter et lægetilsyn og kan forvente at blive løsladt i løbet af tirsdag formiddag, når promillerne er forbrændt i hans krop.

Glatføreuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 09.50 skete et solouheld på Holbækmotorvejen ved Roskilde i østlig retning, da en 32-årig kvinde fra Holbæk mistede herredømmet over bilen i det glatte føre. Hun påkørte autoværnet, og fik skader på sin bil. Bilisten slap uskadt, men autoværnet fik skader, som Vejdirektoratet senere vil udbedre.

Indbrud i biler på parkeringspladser – Lejre, Roskilde og Holbæk

Torsdag blev der begået fem tyverier fra parkerede biler. Fire fik knust ruder, og der blev fjernet værdier fra bilerne.

Kl. 10.30-11.00 holdt en bilejer parkeret på Ledreborg Allé i Lejre ved en privat adresse, og da ejeren kom tilbage var en rude knust. Fra bilen var stjålet rideudstyr, kontanter og personlige kort.

Kl.14.45-15.45 fik en bil knust bagerste siderude, da den holdt parkeret ved Lynghøjsøerne i Svogerslev, Roskilde. Fra bilen blev stjålet to tasker, høretelefoner og nøgler.

Kl. 15.30-15.40 blev bagerste siderude knust på en bil, mens den holdt parkeret ved Trællerupskolen på Herslevvej i Trællerup, Roskilde. Der blev stjålet en taske med et par briller i.

Kl. 15.30-15.50 blev stjålet en højtaler og en jakke bil parkeret ved Boserup Skov på Boserupvej. Bilen var ikke opbrudt, men bilen havde ifølge ejeren været låst.

Kl. 15.22-16.30 fik en bil knust den lille bagerste trekantsrude, mens den holdt på P-pladsen ved Ryegaard Dyrehave på Munkholmvej i Holbæk. Intet blev stjålet.

Politiet hører gerne var vidner, som har været på de nævnte steder og tidspunkter, og kan have bemærket biler eller personer, som har opholdt sig i området. Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagerne.

Mand stak af på udgang – Roskilde

En 29-årig mand stak fredag middag omkring kl. 12.45 af i forbindelse med ledsaget udgang fra Sankt Hans Hospital Roskilde. Han blev efterlyst af politiet på X, mens politiet indledte søgning efter den undvegne mand. Kl. 16.29 blev den 29-årige anholdt i København og bragt tilbage til hospitalet.

Mobilsalg endte i røveri – Parkvænget, Roskilde

Kl. 18.28 anmeldte en 48-årig mand at han netop havde mødtes med en mand, som skulle købe en ny Iphone 15 Pro Max af ham. De mødtes på en P-plads på Parkvænget, hvor den 48-årige overdrog telefonen til en mand, som var mødt op. I stedet for at betale for telefonen skubbede manden til den 48-årige, hvorefter han løb fra stedet og kørte væk i en bil.

Gerningsmanden beskrives som: 20-25 år, mellemøstlig af udseende, lille overskæg, iført sort tøj og hættetrøje. Han kørte fra stedet i en blå bil.

Flere patruljer kørte til området, men fandt ikke frem til den mistænkte. Den 48-årige blev afhørt til sagen, som nu efterforkes videre. Vidner, som har bemærket noget omkring Parkvænget torsdag aften omkring kl. 18.20-18.30 bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Narkohund fik fært ved lejlighed – Roskilde

Kl. 11.15 kørte politi med en narkohund til en adresse i Roskilde by, da der var kommet et tip om mulig narkohandel bl.a. på grund af meget trafik i opgangen i et lejlighedsbyggeri. Narkohunden gik en tur i opgangen og fik hurtigt fært fra en lejlighed, men ingen var hjemme, da betjentene bankede på.

En låsesmed fik åbnet døren, og lejligheden blev ransaget og gennemgået med narkohunden. Her blev fundet 81,88 gram amfetamin, 0,84 gram kokain, 4,23 gram hash og digitalvægte, som bruges til at opveje stoffet. Imens ransagningen var i gang kom den 47-årig beboer hjem. Han blev sigtet for at besidde narkoen med henblik på videreoverdragelse, og stofferne blev beslaglagt. De blev også fundet en ulovlig dolk, så han blev også sigtet for at overtræde våbenloven.

Der var ikke grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling, men senere når sagen skal afgøres, vil den 47-årige høre mere fra politiet.

Narkokørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 01.38 måtte en 24-årig mand fra Holbæk med en tur om på bagsædet af en patruljevogn og et smut forbi sygehuset for at få udtaget en blodprøve. Han blev i en rutinekontrol testet positiv i en narkometertest, da han blev stoppet på Roskildevej. Efter blodprøven blev han løsladt, men vil høre mere fra politiet når resultatet kommer.

Solouheld – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 22.07 forulykkede en 19-årig mand fra Tølløse på Holbækmotorvejen mod vest ved Gevninge, idet han mistede herredømmet over bilen og ramte autoværnet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor manden var sluppet heldigt fra uheldet. Han blev tilset i ambulancen, men var ikke kommet noget alvorligt til. Bil og autoværnet havde fået skader, og bilen blev senere hentet af autohjælp. Politiet registrerede uheldet og gav den 19-årige et lift, da han efterfølgende gerne ville tilses af en læge.

Solouheld med spiritus – Frederiksborgvej, Roskilde

kl. 23.14 skete et solouheld på Frederiksborgvej sydgående, hvor en 24-årig mand fra Roskilde kørte galt, da han af uvisse årsager kom over i modsatte vejbane, hvor han kørte ned i grøften. Begge airbags sprang, men bilisten slap uskadt. Politi og ambulance kørte frem til stedet, hvor det blev konstateret, at manden havde en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Patruljen optog rapport om uheldet, og den 24-årige vil høre mere når resultatet af blodprøven kommer.

To ældre kvinder franarret dankort – Roskilde

To kvinder på 81 og 88 år fra Roskilde blev torsdag og fredag snydt af en falsk bankmand til at udlevere deres dankort under påskud om hacking. Den 81-årige blev ringet op torsdag, hvor hun blev overtalt til at udlevere sit kort og kode til en mand, som hun troede kom fra banken. Der blev efterfølgende hævet 16.300 kr fra kortet. Først dagen efter fattede hun mistanke og anmeldte sagen.

Den 88-årige blev fredag kontaktet af en mand, som sagde han kom fra Spar Nord. Også her udleverede kvinden kortet til en falsk bankmand, som det efterfølgende lykkedes at hæve 20.000 kr fra kortet.

I begge sager bekrives manden der hentede kortet som: 20-25 år, ca. 185 cm høj, hvid i huden, almindelig af bygning. Han var iført sort tøj, sort hue og hvide sko.

Politiet efterforsker nu sagerne om bedrageri, og opfordrer alle til at sprede budskabet om denne svindelmetode, som udnytter især ældres tiltro til banker og myndigheder. Ingen banker beder om at få udlevere kort eller koder.

Udenlandske butikstyve – Bromarken, Jyllinge, Roskilde

kl. 13.34 anmeldte personalet i Rema 1000 i Jyllinge, at tre udenlandske mænd havde forsøgt at stjæle varer for omkring 2000 kr fra butikken. Da personalet konfronterede mændene forlod de varerne og stak af fra stedet i retning mod Osvej.

En patrulje kørte hastigt til stedet, hvor en betjent hoppede af patruljebilen på Agnetevej og ledte efter de flygtende tyve. På et stisystem til Blodhøjvej så betjenten tre mænd, som gik i nordvestlig retning. Ved synet af betjenten satte mændene i løb, men det lykkedes betjenten at løbe den ene tyv op. Han viste sig at være en 47-årig mand fra Rumænien, som blev anholdt og taget med til stationen til afhøring med tolk, hvor han blev sigtet for butikstyveri.

Mændene er mistænkt for forinden også at have været i Netto i Jyllinge for at begå butikstyveri. Politiet skal nu gennemgå overvågningsmaterialet fra butikkerne, for at forsøge at finde frem til de to øvrige mistænkte og afklare, hvad der blev stjålet fra Netto. Den 47-årige blev løsladt efter afhøringen, men vil senere høre mere i sagen.

Uheld med spiritus – Hønskevejen, Viby Sjælland, Roskilde

Kl. 11.10 skete et uheld i en kurve mellem to biler på Hønskevejen i Viby Sj. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor alle parter blev tilset. Ingen melding om tilskadekomst.

Føreren af den ene bil, en 35-årig mand fra Polen, var påvirket af spiritus, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Både han og de to mandlige passagerer i bilen slap uskadt. Føreren af den anden bil, en 79-årig mand fra Roskilde, havde to kvindelige jævnaldrende passagerer med i bilen, men alle slap uskadt.

Politiet optog rapport om uheldet og afventer nu resultatet af blodprøveudtagelsen, hvorefter den 35-årige vil høre mere i sagen.

Ung mand anholdt for uorden – Ringstedgade, Roskilde

Kl. 22.39 kom en anmeldelse om uorden med tre unge mænd på Mc Donalds i Roskilde. Flere patruljer kørte frem, hvor en spirituspåvirket 16-årig ung mand fra Roskilde blev anholdt kortvarigt for at få ro på stedet, og han fik en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Den 16-åriges forældre blev orienteret om sagen.

Varetægtsfængsling – Vanvidskørsel i stjålet bil – Roskilde

Kl. 15.58 fik politiet den første af flere henvendelser om føreren af personbil, der blev ført under bemærkelsesværdige forhold i Roskilde by.

Personbilen var blevet set køre ad Køgevej ved sygehuset i Roskilde by og senere i den østlige bydel, hvor førerens kørsel frem mod bl.a. rødt lys i lyskryds, kørsel på cykelstier og kørsel i den forkerte side af vejen gav anledning til anmeldelser til politiet.

Politiet kunne ud fra anmeldernes oplysninger om bilen og dens nummerplade konstatere, at der var tale om en personbil, der i løbet af fredag aften var blevet stjålet fra Vanløse i Københavns politikreds.

Flere patruljer blev sendt ud for at lede efter den stjålne bil, som en patrulje fandt på en parkeringsplads ved en fastfoodrestaurant på hjørnet af Motelvej-Køgevej i Roskilde.

Da politiet henvendte sig til den mandlige fører, der var alene i bilen, for at foretage en anholdelse, speedede føreren op og kørte væk fra stedet, så en politibetjent måtte springe væk for at undgå at blive påkørt.

Føreren kørte via Køgevej frem til frakørsel 12 Køgevej fra Holbækmotorvejens østgående spor. Her fortsatte føreren af den stjålne bil mod færdselsretningen og mistede i det våde føre kontrollen over bilen, som stødte sammen med en anden personbil, der kørte i den rigtige retning i det østgående spor på motorvejen.

Politiet kunne herefter foretage anholdelse af en 40-årig mand fra Rumænien, der ud over kørsel i den stjålne bil blev sigtet for spirituskørsel, idet han var kraftigt påvirket af alkohol under kørslen.

Den anholdte blev i en ambulance bragt til skadestuen i Køge, hvor han blev indlagt til observation for mindre skader som følge af færdselsuheldet. Han fik også udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Modparten i sammenstødet var en 48-årig mand fra Midtjylland, som også i en ambulance blev kørt til kontrol på skadestuen. Han var dog sluppet uden behandlingskrævende skader og blev udskrevet efterfølgende.

Den 48-årige modpart i uheldet havde ført en personbil, selv om han i forvejen var frakendt kørekort, så politiet sigtede ham for kørsel i frakendelsestiden i anledning af det uventede sammenstød med biltyvens bil.

Uheldsstedet i det østgående spor på Holbækmotorvejen blev afspærret, mens en tilkaldt bilinspektør foretog undersøgelse af de to implicerede køretøjer og selve uheldsstedet i relation til biltyvens hensynsløse kørsel.

Den 40-årige rumæner blev søndag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde, efter at politiet ved en hasteundersøgelse af den udtagne blodprøve havde fået oplysninger om, at alkoholkoncentrationen i blodet oversteg to promille.

Ved grundlovsforhøret blev rumæneren ud over spirituskørsel og kørsel i en stjålet bil sigtet for at have forvoldt nærliggende fare for politiet ved fastfoodrestauranten og i forbindelse med kørslen mod ensretningen på afkørselsrampen fra Holbækmotorvejen.

Grundlovsforhøret endte med, at den 40-årige rumæner blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 4. januar 2024.

Politiet afventer nu erklæringen fra bilinspektørens undersøgelse og forsøger i mellemtiden at få fastlagt biltyvens kørsel i Roskilde frem til uheldstidspunktet. Oplysninger, herunder f.eks. optagelser fra dashcams i bilisters køretøjer, om biltyvens kørsel i en grålig personbil gennem Roskilde by kan gives til politiet på tlf. 114.

Indbrud i Perioden

Stærkendevej, Vindinge, Roskilde
Dalengen, Svogerslev, Roskilde
Ottegårdsparken, Viby Sj.
Skrænten, Havdrup
Toftevangen, Viby Sjælland