Skal forlænge livet på tusindvis af kasserede elektronikprodukter?

Hvert år smider danskerne enorme mængder elektronikaffald ud. Mange af produkterne genanvendes, men endnu flere kan genbruges. Den opgave skal et helt nyt såkaldt genbrugsanlæg i Roskilde nu varetage. Det er Danmarks største kollektive ordning, Elretur, der sammen med Stena Recycling Group står bag det nye anlæg, Loop Electronic, som forventes at redde flere tusind elektronikprodukter og skabe adskillige jobs.

Pressefoto Elretur

Anlægget går i fuld drift i 2024, men allerede nu er de første forberedelser til åbningen af det unikke genbrugsanlæg i fuld gang.

Sidste år afleverede danskerne over 70.000 tons vaskemaskiner, telefoner, computere og andre typer elektronikprodukter på landets genbrugspladser. Næsten alle materialer fra de indleverede elektronikprodukter bliver i dag genanvendt, men inden et produkt skilles ad og genanvendes, er det optimalt, hvis produktet kan genbruges i sin oprindelige form og funktion så længe som overhovedet muligt.

Netop den opgave skal selskabet Loop Electronic håndtere på sit nye genbrugsanlæg i Roskilde.

Anlægget er det første af sin art, og skal arbejde sig igennem de mange tusind tons elektronikaffald, der indleveres på genbrugspladserne i hele Østdanmark. Målet er at identificere og  udsortere genbrugsegnede elektronikprodukter fra affaldsstrømmen, så de derefter kan blive repareret og sendt tilbage på markedet. Anlægget går først i fuld drift i 2024, men allerede nu er de indledende tests og forberedelser i fuld gang til åbningen.

”Det nye genbrugsanlæg kommer til at løfte en vigtig opgave. En rapport udgivet for nyligt, har netop vist, at Danmark kun er 4 % cirkulært. Vi har et af verdens højeste ressourceforbrug, og mængden af materialer, der bliver recirkuleret i samfundet, er meget lille. Særligt inden for elektronik påpeger rapporten et stort potentiale, og vores tilgang med anlægget gør det muligt at sikre stordrift med genbrug og gensalg af elektronikprodukter,” siger Morten HarboeJepsen, bestyrelsesformand i Loop Electronic og direktør i Elretur. 

Skal sætte nye standarder i Danmark og Europa
Elretur er Danmarks største kollektive ordning, og har gennem de sidste knap 20 år håndteret virksomheders producentansvar på elektronik. De indsamler, registrerer og behandler de store mængder elektronikaffald, der indleveres på landets næsten 400 genbrugspladser, og har tidoblet mængden af genbrugt elektronik siden 2017.

Sammen med Stena Recycling Group står Elretur bag selskabet Loop Electronic, der varetager anlægget.

”Det nye anlæg er helt unikt og vil sætte nye standarder for måden, vi behandler elektronikprodukter på, både i Danmark og i udlandet. Potentialet for genbrug og genanvendelse af værdifulde ressourcer og materialer er stort. Med genbrugsanlægget sætter vi turbo på genbrugen. Vi tager et stort skridt mod en mere cirkulær livscyklus for elektronikprodukter, og passer bedre på vores dyrebare ressourcer,” siger Jakob Høy Thomsen, Produktområdechef, Stena Recycling Group.

Kan redde 30.000 kasserede elektronikprodukter og skabe 40 jobs
Valget om at etablere et genbrugsanlæg i Roskilde var ikke tilfældigt.

”Roskilde er et centralt knudepunkt i Østdanmark. Derudover er Roskilde Kommune fokuseret på udviklingen af løsninger, der kan fremme mere bæredygtighed, og det var derfor oplagt at etablere anlægget her,” siger Morten Harboe-Jepsen.

Det forventes, at Loop Electronics anlæg vil redde omkring 30.000 kasserede elektronikprodukter fra affaldsstrømmen om året og skabe 40 jobs. Det glæder Roskildes borgmester, Tomas Breddam (S). 

”Roskilde Kommune var den første kommune til at udskifte alle vores busser til el. Vi arbejder intensivt med klimasikring og for at understøtte udviklingen af en større biodiversitet i byen og landområderne. Vi har også stort fokus på at hjælpe vores lokale erhvervsliv med at tænke mere bæredygtige løsninger ind i deres forretningsgange. Der er Loop Electronic jo et rigtig godt eksempel, og jeg er utrolig glad for, at Elretur og Stena Recycling Group har valgt at etablere deres enestående anlæg her i Roskilde,” siger Tomas Breddam (S).

_________________________

Fakta om genbrugsanlæg og selskabet bag:
Genbrugsanlægget kaldes også et First Treatment-anlæg, og er ét af to nye selskaber og genbrugsanlæg i Danmark:

– Loop Electronic A/S etableres af Elretur og Stena Recycling Group A/S. Det etableres i Roskilde og skal håndtere elektronikaffald indsamlet fra genbrugspladser i Østdanmark. Poul Poulsen er udpeget som direktør.

– Electronic Reuse & Recycling A/S etableres af Elretur og HJHansen Recycling Group. Anlægget ligger I Middelfart og skal håndtere elektronikaffald indsamlet fra genbrugspladser i Vestdanmark. Mette Lorenzen er udpeget som direktør.

Begge byer er valgt for deres gode placering i forhold til infrastruktur og deres fokus på udviklingen inden for bæredygtighed. 

Genbrugsanlæggene er en del af FtG-initiativet (Forberedelse til Genbrug), som skal sikre, at danske produkter opnår forlængede livscyklusser. 

De to nye anlæg skal sikre stordrift med hensyn til identifikation og udsortering, så en langt større del af danskernes kasserede elektronik kan forlade affaldsstrømmen og komme tilbage på markedet efter reparation og rengøring – og med minimum seks måneders garanti og to års returret. 

Forud for etableringen af anlæggene afprøves processer og metoder i demonstrationskolonner af partnerne.

De færdige anlæg er i drift i 2024, og det forventes, at de to anlæg tilsammen kan redde omkring 60.000 kasserede elektronikprodukter om året og vil beskæftige i alt 80 mennesker.

De to First Treatment-anlæg understøtter Danmarks ambitioner om en stærk cirkulær økonomi samt FN’s verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.

Rapporten, der henvises til, er The Circularity Gap Report fra 2023.

Fakta om producentansvaret:
Det udvidede producentansvar gør producenter ansvarlige for deres produkters livscyklus – fra vugge til grav. Producentansvaret betyder, at producenterne skal betale for  affaldsbehandlingen, og rammerne omkring producentansvaret er sat for at skabe incitament til udviklingen af cirkulært produktdesign.

Kravet til producenterne af elektronik og/eller batterier om at indsamle deres produkter efter endt brug fremgår af EU’s direktiv om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE, Waste of Electronic and Electrical Equipment). Branchen skal indsamle 65 procent af de solgte produkter. Nærmere betegnet skal indsamlingsprocenten være 65 procent af den gennemsnitlige vægt af elektroniske og elektriske produkter, som er bragt i omsætning i de foregående tre år i den pågældende medlemsstat eller alternativ 85 procent af vægten af WEEE, der er genereret på den medlemsstats område.

Fakta om Elretur:
Elretur er Danmarks største kollektive ordning med tæt på 20 års erfaring i håndtering af producentansvaret. Elretur håndterer producentansvaret for elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) samt batterier på vegne af mere end 960 virksomheder i et bredt udvalg af brancher (producenter og importører af elektrisk- og elektronisk udstyr samt batterier) i Danmark. Fra 2024 håndterer vi også producentansvaret på emballage. 

Elretur sørger for ansvarlig og omkostningseffektiv indsamling og håndtering af det elektronik- og batteriaffald, der afleveres på landets genbrugspladser. Det i en sådan grad, at Elretur genanvender 84% af de indsamlede produkter. Det er over EU-gennemsnittet på 80%. Målet er nu at gå skridtet videre og øge genbruget af produkterne.

Se mere på www.elretur.dk & https://elretur.dk/mere-genbrug/forberedelse-til-genbrug-ftg/

Elretur er en del af Retur:
Retur er en familie af non-profit kollektive ordninger, der håndterer producentansvaret på elektronik-, batterier-, emballage-, og tekstilprodukter for importører og producenter. Sammen arbejder vi for at øge genbrug og genanvendelse, hvor så mange dyrebare ressourcer som muligt bliver løftet op fra affaldsstrømmen og kommer tilbage til kredsløbet – Retur til fremtiden.

Læs mere på www.retur.dk 

Fakta om Stena Recycling Group:
Stena Recycling er Nordens førende genvindingsvirksomhed, som tilbyder totalløsning inden for affaldshåndtering. Med avancerede genanvendelsesprocesser omdanner vi enorme mængder komplekst affald til genanvendte råmaterialer af høj kvalitet. Sammen med vores kunder genanvender vi ca. 6 millioner tons materialer hvert år – og vi investerer kontinuerligt i ny miljøteknologi for at kunne tilbyde de bedste løsninger. Sammen skaber vi en mere bæredygtig fremtid.