Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/08/08 til 2023/08/22.

Foto: ABW

Anholdt for uorden i nattelivet – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 04.35 kom en anmeldelse om slagsmål foran et diskotek på Jernbanegade i Roskilde. Flere patruljer kørte frem og fik ro på stedet, hvor to mænd var startet med at slås og flere havde blandet sig. En 19-årig mand fra Taastrup blev anholdt, for at skabe ro på stedet, da han i beruset tilstand opildnede sine venner på stedet til at deltage i gruppeslagsmål.

De to anstiftere, en 25-årig og en 40-årig mand, begge fra Roskilde blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen og sendt i hver sin retning. En 19-årig mand fra Greve der blev anholdt, da han blandede sig i politiets arbejde og nægtede at forlade stedet. Han var kraftigt påvirket og skyggeboksede foran betjentene, hvilket forstyrrede deres arbejde. De to anholdte blev taget med i detentionen til afrusning og fik en bøde for at overtræde ordensbekendtgørelsen med hjem.

Cykelryttere kørte sammen – Birkelundsvej, Hvedstrup, Hedehusene – Roskilde

Kl. 19.11 rykkede en patrulje ud til et uheld mellem to cykelryttere, som var stødt sammen under træning. De kørte i samme retning efter hinanden, da den forreste rytter væltede og blev ramt af rytteren bagfra. De to blev begge hentet i ambulance og kørt til tjek, da der var mistanke om brud.

Eftersøgning – lystbådehavnen, Jyllinge

Kl 16.55 fik politiet besked om, at en 72-årig mand havde forladt sit hjem og at familien var bekymret for ham. Politiet blev sendt til området og der blev ligeledes tilkaldt en redningshelikopter til at deltage i eftersøgningen. Ved 19-tiden blev manden fundet liggende i et grønt område. Han blev taget om bord i helikopteren og fløjet til behandling på sygehuset. Politiet takker alle, der hjalp med at kigge efter manden.

Fuld mand skabte utryghed – Provstestræde, Roskilde

Kl. 10.01 anmeldte en beboer i Provstestræde, at en mand gik og tog i døre og vinduer, og rendte rundt i folks haver i beruset tilstand. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 35-årig mand fra Polen, som var kraftigt spirituspåvirket og ikke i stand til at færdes alene på gaden. Han blev derfor anholdt og taget med i detentionen til afrusning, og da han havde sovet nogle timer, blev han løslad.t

Kiggekø årsag til harmonikasammenstød – Holbækmotorvejen, Roskilde – Lejre

kl. 16.43 fik politiet anmeldelse fra brandvæsnet om, at flere biler var kørt sammen i det vestlige spor på Holbækmotorvejen tæt ved Torkilstrup Rasteplads. Brandvæsnet arbejdede på at slukke en bilbrand i det østlige spor, da der opstod kiggekø i det vestlige spor, fordi nysgerrige bilister ville se, hvad der foregik i modsatte retning. Der var ikke noget mistænkeligt ved branden, så politiet var ikke tilkaldt.

I forbindelse med den opståede kø skete et harmonikasammenstød, da en 31-årig kvinde fra Holbæk ikke bemærkede, at trafikken foran var bremset op, før det var for sent. Hun kørte op bag i en 45-årig kvinde fra Holbæks bil, og den fortsatte videre op i en 29-årig mand fra Grevinges bil. Herefter stoppede trafikken på Holbækmotorvejen mod vest, så der opstod en lang kø. Politiet kørte til stedet, hvor der blev tilkaldt en ambulance, da en bilist klagede over smerter efter uheldet. Der var dog ingen melding om nogen tilskadekomst som følge af uheldet.

Bilerne måtte køres væk fra motorvejen, men omkring kl. 17.18 kunne 2. vognbane åbnes, trafikken kunne ledes forbi uheldsstedet. Vejen var helt åben omkring kl. 17.41, men det tog noget tid at få køen afviklet.

En opfordring fra politiet til bilisterne:

“Det er desværre ikke første gang vi oplever, at et uheld bliver til flere. Det er naturligt at være nysgerrig, men som resultat deraf, kan flere uheld opstå. Det kan i værste fald føre til skader på enten dig selv eller dine medtrafikanter, og det skaber ofte flere trafikale problemer til stor gene for den øvrige trafik.” siger Michael Sander, politikommissær i færdselsafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi

“Opfordringen skal derfor være, at man som bilist – hvis man kan se, at der er hjælp fremme – så holder fokus fra sin egen kørsel og holder øjnene på vejen. Vi har alle sammen et fælles ansvar for at sikre, at alle kommer sikkert hjem,” siger Michael Sander

Mand anholdt for hærværk på tankstation – Ringstedgade, Roskilde

kl. 11.38 fik politiet anmeldelse om, at en mand havde været inde i kiosken på en tankstation for at købe cigaretter, men havde forladt butikken uden at betale. Manden tændte en cigaret ude foran butikken, men begyndte pludselig at smadre ting på tankområdet og i butikken. Han hev tankpistolerne ud af holderen, væltede skraldespande og blomster. I butikken væltede han et kortstativ og en udstilling med energidrik og smadrede en vin.

En patrulje kom hurtigt frem og anholdt en 26-årig mand fra Slagelse, som blev taget med til politistationen, hvor han blev sigtet for hærværk og tyveri af cigaretterne. Han var oprevet og fik lov at køle af i detentionen, hvorefter en patrulje kørte ham hjem til nogle pårørende.

Tankstationen skal nu opgøre et erstatningskrav mod den 26-årige, hvorefter han vil høre mere i sagen.

Mejetærsker endte i grøften – Roskildevej, Vipperød, Holbæk

Kl. 07.38 endte en mejetærsker i grøften på Roskildevej i Vipperød, da en fjeder fik tærskeren til at hoppe, så den kom ud af kurs. Føreren, en 20-årig mand fra Skibby, forsøgte at rette den store maskine op, men uden held. Så mejetærskeren kørte af vejen og stoppede i grøften, hvor bagakslen knækkede.

Den 20-årige blev tilset i ambulance, men var ikke kommet noget alvorligt til. Mejetærskeren skulle fjernes med en særtransport, men blev i første omgang flyttet længere ud i grøften, så den ikke holdt i vejen for trafikken. Politiet registrerede uheldet.

Narkokørsel uden sele – Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 10.04 sigtede og anholdt en patrulje en 29-årig mand fra Roskilde, som kørte i påvirket tilstand. Han blev blinket ind på Søndre Ringvej i krydset ved Maglegårdsvej, da han kørte uden sele. En narkometertest viste dog langt værre brud på færdselsloven end en manglende sele, da testen viste positiv for kokain. Den 29-årige havde desuden ikke medbragt sit kørekort. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet svaret på blodprøveanalysen, hvorefter han vil høre mere i sin sag.

Politiet var også på vandet – Roskilde og Greve

Fredag eftermiddag sejlede vi ud fra Veddelev Havn og i løbet af eftermiddag og aften lagde politiets båd vejen forbi Herslev Havn, Lyndby Havn, Gisseløre Havn, Jyllinge Nordhavn, Jyllinge Havn og Frederikssund Marina. I alt blev 18 motorbåde og 18 sejlbåde kontrolleret. I ét tilfælde var det nødvendigt at give en formaning til en sejler, der ikke havde medbragt redningsvest. Vedkommende blev beordret i havn, så det kunne blive udbedret. To personer kunne desuden ikke fremvise forsikringscertifikat. De har nu fået mulighed for at eftersende bevis på, at de har de nødvendige papirer i orden. Gør de ikke det, så bliver de sigtet.

Lørdag eftermiddag sejlede politiet ud fra Greve Marina og rundede Mosede Havn, før det var tid til at afpatruljere Køge Bugt. I alt blev syv motorbåde og fem sejlbåde kontrolleret. Det blev nødvendigt med en formaning i to tilfælde for ikke at have medbragt forsikringscertifikat og i ét tilfælde også manglende medbringelse af speedbådscertifikat. De har fået til i dag mandag til at fremsende dokumentation for, at papirerne er i orden.

Udenlands butikstyv – Møllemarken, Havdrup – Solrød

Kl. 21.15 anmeldte personalet i Netto i Havdrup Center, at de havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv, som havde stjålet en flaske gin, to pk. Laksestykker, to pk. Nakkekoteletter og to Snickers til en værdi af 324 kr. En patrulje kom frem og sigtede en 32-årig mand fra Polen med adresse i Danmark for butikstyveriet. Varerne fik butikken retur, og den 32-årige erkendte tyveriet. Efter afhøringen fik han lov til at gå, men vil høre mere fra politiet senere.

Udenlandsk butikstyv – Stationscentret, Roskilde

Kl. 16.17 blev en 38-årig mand fra Polen tilbageholdt i Føtex, hvor han havde taget 7 proteinbarer og en sandwich uden at betale. Alarmen i kassen blev aktiveret, da han forsøgte at forlade kassen uden at betale for varerne. Patruljen tog ham med på politistationen, hvor han blev afhørt med tolk. Han blev sigtet for tyveri for et samlet beløb på 206 kr. Efter afsluttet sagsbehandling blev han løsladt, men han kan forvente en bøde i sagen.

Ulovlig knallert, våbenlov og ordensbekendtgørelse – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 01.05 stoppede en patrulje en stor knallert, som ikke havde nummerplade på. Knallertføreren, en 17-årig ung mand fra København, havde ikke et gyldigt kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Knallerten, som den unge mand havde lånt, var hverken registeret eller forsikret. Den 17-årige havde desuden et ulovligt slagvåben på sig, da patruljen fandt en totenschlæger i hans ene sok. Den 17-årige blev sigtet i sagerne, og hans forældre orienteret om sigtelserne.

Men politiet arbejdede på stedet blandede en forbipasserende mand sig og kaldte betjentene alverdens ukvemsord. De bad ham forlade stedet, så de kunne arbejde uforstyrret, men de nægtede han. Han nægtede også at oplyse sit navn, så han blev kortvarigt anholdt mens politiet fik afklaret, hvem han var. Han viste sig at være en 41-årig mand fra Høje-Taastrup, som blev sigtet for ikke at ville oplyse sit navn, og for at forstyrre den offentlige orden ved at råbe grimt til politiet og hindre dem i at udføre deres arbejde. Den 41-årige blev fundet i besiddelse af to knive, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han havde desuden 3,5 gram hash, så han blev sigtet for at overtræde knivloven og lov om euforiserende stoffer. Tingene blev beslaglagt, men den 41-årige nægtede alt og oplyste, at han blandede sig, fordi han ikke kunne lide politiet.

Indbrud i Perioden

Langebjerg, Roskilde

Præstestræde, Havdrup
Dronning Ingeborgs Vej, Roskilde
Duevej, Viby Sjælland, Roskilde
Emilsgave, Viby Sjælland, Roskilde
Engbækvej, Gundsømagle, Roskilde
Haraldsborgvej, Roskilde
Højmarken, Gevninge, Roskilde
Langholm, Veddelev, Roskilde – garage
Langholm, Veddelev, Roskilde