En ny analyse fra Dansk Industri viser, at hver tredje sjællænder har under 10 kilometer mellem hjemmet og jobbet. For hver femte er afstanden til arbejdspladsen under 5 kilometer. Lad bilen stå og tag cyklen, når det er muligt, lyder det fra DI Sydsjælland, der opfordrer de sjællandske kommuner til at investere i flere cykelstier.
Der er stor forskel på, hvor langt indbyggerne i de sjællandske kommuner pendler til arbejde. I Kalundborg, Odsherred, Vordingborg og Guldborgsund har cirka hver tredje under 10 kilometer mellem hjem og job, mens det i Sorø, Faxe og Stevns kun er omkring en fjerdedel af de beskæftigede, som bor i cykelafstand til jobbet.
Det viser en analyse fra Dansk Industri, der måler afstanden mellem hjem og job for alle beskæftigede i landets 98 kommuner.
– Vi har også på Sjælland en stor gruppe mennesker, som bor tæt på deres arbejde. Og set med erhvervslivets briller er der mange gode grunde til at fremme cyklen som transportmiddel. Arbejdsgiverne får medarbejdere, der er mindre syge. Medarbejderne får frisk luft og daglig motion. Samfundsøkonomisk er det også en stor fordel. Faktisk bliver samfundet over 8 kroner rigere for hver kilometer, som danskerne cykler, fordi sundheden forbedres, siger formand for DI Sydsjælland, Klaus Rønholt.
I Greve, Solrød og Roskilde ligger cykelstierne tæt med 5-6 kilometer cykelsti for hver kvadratkilometer af kommunen, der bruges til boliger, veje og arbejdspladser. Dette er et pænt stykke over landsgennemsnittet på 2,8 kilometer cykelsti, og på samme niveau som gennemsnittet for Hovedstadens kommuner. Det glæder Klaus Rønholt, at cykelstierne i de nævnte kommuner ligger tæt.
– Cykling gør noget godt for både sundhed, klima og økonomi, og af disse grunde skal vi som samfund gøre, hvad vi kan for at få flere til at vælge cyklen. Derfor er jeg meget tilfreds, når de sjællandske politikere prioriterer investeringer i god infrastruktur for cyklisterne. Cyklen og den kollektive trafik supplerer desuden hinanden rigtig godt. Mange steder kan man tage cyklen med i bussen og dermed cykle noget af vejen. Det hele tæller, siger han.
I andre sjællandske kommuner ligger cykelstierne knap så tæt. For eksempel har Odsherred, Kalundborg, Sorø og Faxe mellem 1 og 2 kilometer cykelsti. Derfor kan behovet for at udbygge cykelstinettet være forskelligt fra kommune til kommune.
– Der er kamp om arbejdskraften i disse år. Trygge cykelstier er et trækplaster for mange børnefamilier, når de skal vælge et sted at bo. DI Sydsjælland bifalder tiltag, der kan tiltrække nye borgere til vores lokalområde – og dermed også medarbejdere til de sjællandske virksomheder. Og her er investeringer i et sammenhængende og gennemtænkt netværk af cykelstier et vigtigt redskab, som nogle sjællandske kommuner bør prioritere højere, afslutter Klaus Rønholt.