Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet 2023/03/08 til 2023/03/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Anholdelse/grundlovsforhør – Forsøg på indbrud i villa – Bregnevej, Roskilde

Kl. 14.02 fik politiet et alarmopkald om, at en mand netop var blevet overrasket af flere naboer på Bregnevej under et forsøg på at bryde ind i en villa på vejen.

Politiet kørte med flere patruljer til området samtidig med, at en af naboer forfulgte den mistænkte væk fra Bregnevej via Røde Port og p-pladsen ved Roskilde station frem til Stændertorvet, hvor politiet fik kontakt til den mistænkte.

Der var tale om en 42-årig mand fra Georgien, som blev anholdt kl. 14.09 og sigtet for indbrudsforsøget på Bregnevej.

Politiet kunne ved undersøgelse af gerningsstedet konstatere, at han havde forsøgt at bryde en kælderdør op i en villa, hvor den 61-årige kvindelige beboer var hjemme. Hun var sluppet uset ud af villaen og havde fået alarmeret sine naboer. De troppede op på vejen og så indbrudstyven opgive sit forehavende, hvorefter han flygtede fra stedet med værktøj i hånden og forfulgt af en af naboerne, som samtidig slog alarm.

Indbrudstyven nåede således ikke at stjæle noget ved dette indbrudsforsøg, men ved efterforskningen fandt politiet ud af, at han også kunne mistænkes for to indbrud i villaer i Københavns Vestegns politikreds, som havde overvågningsfotos af ham i disse sager.

Ved nærmere undersøgelse af den 42-åriges personlige forhold viste det sig, at han tidligere var idømt en frihedsstraf for berigelseskriminalitet og havde fået et stadigt gældende indrejseforbud i Danmark i seks år.

Den 42-årige blev derfor afhørt som sigtet i de tre indbrudssager og som sigtet for overtrædelse af indrejseforbuddet. Efter afhøringen forblev han i politiets varetægt, idet den 42-årige skal fremstilles kl. 12.30 i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med påstand om varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.

Bortvisning af sovende mand – igen – Universitetsparken, Roskilde

Kl. 10.17 ønskede beboere i en opgang i Universitetsparken politiets hjælp til at bortvise en fremmed mand, der lå og sov på anden sal i trappeopgangen.

Politiet kørte til stedet og kunne straks konstatere, at der var tale om en 27-årig mand fra Polen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark. Han var nemlig også i lørdags blevet bortvist fra samme opgang, hvilket nu også skete igen.

Den 27-årige blev fulgt til toget, idet han ønskede at tage til København og opholde sig der. Han blev ikke sigtet for noget i forbindelse med bortvisningen.

Brandundersøgelse – Nygade, Roskilde

Kl. 07.44 var en røgalarm gået i gang i en beboelsesejendom i Nygade, så brandvæsnet var blevet tilkaldt til stedet.

Det viste sig, at der var gået ild i en skraldespand hos en 66-årig mandlig beboer, der kort forinden havde tømt et askebæger ned i skraldespanden. Herefter formodes ildebranden at være opstået, men den 66-årige fik næsten slukket branden inden brandvæsnets ankomst.

Der opstod derfor minimale skader på gulv og væg ved skraldespandens placering. Ingen beboere blev evakueret eller kom til skade, men politiet har opstået rapport om branden og dens årsag for at kunne vurdere, hvorvidt den 66-årige har udvist uforsigtighed i forbindelse med tømningen af askebægeret.

Butikstyveri i to supermarkeder samme dag – Ringsted / Roskilde

Kl. 17.04 anmeldte personalet i supermarkedet Netto, Næstvedvej, Ringsted, at en mandlig kunde havde stjålet flere dåseøl, som han havde samlet sammen i en plastpose og var gået gennem kassen uden at betale for disse.

Da personalet uden for supermarkedet havde forsøgt at tage de stjålne varer retur, havde manden aggressivt ytret sig over for personalet, som derfor indledningsvist lod manden gå.

Politiet foretog afhøring af personalet om omstændighederne ved tyveriet og ledte forgæves efter manden i Ringsted by.

Kl. 19.10 fik politiet en anmeldelse om et butikstyveri, der var blevet begået i supermarkedet Super Brugsen, Algade, Roskilde, af en mand, som havde forladt stedet i retning mod Roskilde togstation medbringende en pose med flere flasker rom.

Politiet ledte efter den mistænkte, som senere på aftenen blev truffet i Stationscentret, Roskilde, og anholdt som mistænkt for butikstyveriet i Roskilde.

Der var tale om en 42-årig mand uden fast bopæl, som viste sig at være den mand, der optrådte på videoovervågningen i begge supermarkeder i forbindelse med tyveri af alkoholiske drikke.

Ved anholdelsen var han i besiddelse af otte flasker rom, som blev frataget ham og leveret retur til Super Brugsen, Algade, hvorfra flaskerne var stjålet kort forinden.

Den anholdte var kraftigt påvirket af alkohol ved anholdelsen og blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen på politistationen i Roskilde til afrusning, inden han tidligt tirsdag morgen blev afhørt til de to sager om butikstyverier til en samlet værdi af mere end 1.000 kr.

Den 42-årige blev løsladt efter afhøringen i sagerne, som kan forvente at høre yderligere til, når de skal strafferetligt afgøres.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 06.16 mandag morgen fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Holbækmotorvejen ved Roskilde i det østgående spor, idet to bilister havde strejfet hinanden.

Den ene part i uheldet havde dog fortsat sin kørsel i østlig retning med den anden part bagefter, hvorefter det lykkedes politiet at få kontakt til den anmeldte bilist, som blev standset på Holbækmotorvejen i Vallensbækområdet. Den anden part i sammenstødet standsede også dette sted.

Den standsede bilist var en 36-årig mand fra Kalundborg, hvis personbil havde mindre skader på sin højre side, som svarede til de mindre skader på venstre side af den varebil, som en 19-årig mand fra Brønshøj var fører af.

Politiet fik klarlagt, at den 36-årige ved overhaling af den 19-åriges varebil på motorvejen ved Roskilde havde strejfet den, da den 36-årige kortvarigt havde mistet kontrollen over personbilen i det våde og regnfulde vejr.

Den 36-årige kunne tillige mistænkes for at være påvirket under kørslen, idet en narkometertest gav udslag for påvirkning af benzodiazepiner under kørslen. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og anholdt i forbindelse med udtagning af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ved ransagning af den 36-åriges bil fandt politiet knap 400 piller (formentlig medicinsk produkt), som han ikke lovligt kunne være i besiddelse af, så pillerne blev beslaglagt til nærmere undersøgelse.

Den 36-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen og afhøringen til færdselsuheldet, hvor han også er blevet sigtet for at undlade at standse og deltage i de foranstaltninger, som uheldet gav anledning til.

Ingen af parterne kom til skade, og den 36-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

Humanitær eftersøgning – Savnet mand fra Havdrup – Solrød

Midt- og Vestsjællands Politi foretog i går mandag en særlig indsats i den humanitære eftersøgning efter den 34-årige Daniel, som forsvandt fra sin bopæl i Havdrup natten til søndag den 19. februar 2023.

Den savnede blev sidst set ved togstationen i Faxe Ladeplads kl. ca. 01.30 om natten til søndag den 19. februar 2023, og ingen har set ham siden.

Politiet har trods diverse undersøgelser i sagen hverken fundet spor efter eller fået livstegn fra ham, hvorfor en større eftersøgning med bl.a. politihunde, dykkere og vandsøgehunde blev iværksat i går mandag i Faxe Ladeplads-området incl. havneområdet i byen.

Eftersøgningsarbejdet varede hele dagen, men endte desværre uden afgørende nye spor i eftersøgningen af den savnede mand.

Politiet er derfor fortsat interesseret i at høre fra personer, der måtte have set eller hørt noget om hans færden efter det tidspunkt, hvor han forsvandt fra Havdrup-området. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 4635 1448 med oplysninger i sagen.

Indbrud i villa – Klostervang, Roskilde

Kl. 19.12 fik politiet en anmeldelse fra et alarmfirma, som via videoovervågning på en privat adresse kunne mistænke to mænd for at være i gang med et indbrud på stedet.

Politiet rykkede baggrund i anmeldelse straks ud med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, for at lede efter de to mistænkte mænd, som havde forladt stedet ved politiets ankomst.

En af patruljerne kunne konstatere, at et vindue var blevet brudt op for at skaffe sig adgang til villaen, hvor de to mænd havde færdedes flere steder i deres søgen efter noget at stjæle. Ingen af beboerne var hjemme til at kunne afklare, hvorvidt de to mistænkte havde nået at stjæle noget.

Politiet ledte intensivt frem til kl. ca. 20.00, men desværre forgæves efter de to mænd, der ud fra overvågningsfotos blev beskrevet som A: mand, iført strikhue, sort jakke, grå bukser, sorte sko, og B: mand, iført strikhue, sort jakke med reflekser, sorte bukser og sorte sko.

Resultatet af de tekniske undersøgelser i villaen afventes nu i håb om, at spor herfra kan bidrage til identifikation af de mistænkte. Desuden vil politiet også gerne høre fra personer, der måtte have set eller hørt de to på flugt i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger herom.

Narkokørsel – Ledreborg Alle, Roskilde

kl. 00.53 blev en 40-årig mand fra Lejre stoppet i krydset ved Lindenborgvej/Ledreborg Alle i en rutinekontrol. Bilisten erkendte, at han havde røget hash dage før, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, men løsladt herefter.

Narkokørsel – Roskildevej, Holbæk

Kl. 18.26 blev en 29-årig kvinde fra Holbæk sigtet for narkokørsel. Kvinden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve på sygehuset, hvorefter hun blev løsladt. Hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Savnet mand fundet død – Roskilde

Lørdag morgen fik politiet via alarm 112 oplysninger om, at en borger havde fundet en livløs person i et grønt område omkring Boserupvej i Roskilde.

Ambulance- og politipersonale kunne kort efter konstatere, at der var tale om en mand, som var afgået ved døden.

Politiet fik kort efter identificeret den pågældende som en 36-årig mand fra Roskilde, som var blevet efterlyst som savnet dagen før, da han ikke kunne klare sig selv.

Pårørende til den 36-årige er blevet underrettet, og der var umiddelbart ikke noget, der indikerede, at den 36-årige havde været udsat for noget strafbart inden sin død.

Sikkerhedslanding i Roskilde Lufthavn – Lufthavnsvej, Roskilde

Kl. 12.59 fik politiet anmeldelse om, at et fly ville foretage en sikkerhedslanding i Roskilde Lufthavn, da piloten var blevet dårlig. Politiet kørte eskorte for brandvæsnet, så de kom hurtigt frem og holdt klar sammen med en ambulance, da flyet landede uden problemer i lufthavnen omkring kl. 13.07. Piloten blev kørt til tjek på sygehuset, men han var kontaktbar og stabil.

Havarikommissionen blev underrettet og ønskede at komme frem til stedet og foretage undersøgelser. Politiet optog rapport om episoden, og sammen skal myndighederne afklare, om pilotens ildebefindende kan være forårsaget af en teknisk udfordring i flyet, som ændrede iltningen i cockpittet.

Sovende mand i opgang – Universitetsparken, Himmelev, Roskilde

Kl. 07.00 anmeldte en kvindelig beboer i bebyggelse, at en fremmed mand lå og sov i opgangen.

Politiet fik vækket manden, der umiddelbart blev vurderet påvirket af et eller andet, men som ikke ønskede hverken at tale med politiet eller fortælle noget om sin identitet. Manden blev dog fjernet fra opgangen og taget med til politistationen, hvor han efter et lægetilsyn blev anbragt i detentionen, mens politiet arbejde med at få manden identificeret.

Til sidst lykkedes det politiet at få manden identificeret som en 27-årig mand fra Polen, men med arbejdsmæssig tilknytning til Danmark. Han blev inden sin løsladelse lørdag eftermiddag sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi han i sin påvirkede tilstand havde lagt sig til at sove i en fremmed opgang. Han kan nu forvente at modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Tasketyv forsøgt tilbageholdt af forbipasserende – Algade, Roskilde

Kl. 12.11 forsøgte en mand at stjæle seks rygsække fra et stativ uden for en taskebutik. Manden blev forsøgt tilbageholdt af en forbipasserende mand – en 78-årig mand fra Roskilde, men tasketyven rev sig løs, bl.a. ved brug af sin cykel, og han slog i den forbindelse ud efter den 78-årige mand, der forsøgte at tilbageholde ham og endte med at slæbe manden efter cyklen i forsøget på at slippe væk. Derved udviklede tasketyveriet sig til et røveri. I samme øjeblik kom en politimand, der havde fri fra arbejde, tilfældigvis forbi. Det lykkedes politimanden at tilbageholde tasketyven og få tilkaldt assistance. En patrulje kom frem til stedet og anholdt manden – en 29-årig lokal mand, der blev sigtet for røveri. Den 29-årige tasketyv blev afhørt på politistationen og blev efterfølgende løsladt. Han vil høre nærmere fra politiet inden for nærmeste fremtid.

Ti indbrud i varebiler – Gundsøgmagle, Roskilde

Søndag formiddag blev anmeldt en række indbrud i varebiler, som blev begået i nattens løb i Gundsømagle. I alt ti varebiler fik opbrudt side- eller bagdør, og der var stjålet værktøj fra bilernes varerum. Flere af bilerne havde fået boret et hul ved låsen, så døren kunne åbnes. De forurettede oplyste blandt andet at følgende værktøj blev stjålet: to slagboremaskiner, en vinkelsliber, en rundsav, en radio, en batterioplader, batterier og en pressemaskine.

Varebilerne holdt parkeret på følgende adresser, da indbruddene blev begået: Tre holdt på Holmevænget, to holdt på Kirkegårdsvej og de øvrige varebiler holdt på Rørmosevej, Dyssevænget, Stendyssevej, Ørebjergvej og Nyvej.

Ejerne af varebilerne har ikke bemærket noget mistænkeligt omkring gerningstidspunktet, men patruljer har foretaget adskillige gerningsstedsundersøgelser efter spor ved varebilerne, som forhåbentligt kan bringe efterforskningen videre.

Politiet opfordrer alle, der natten til søndag har bemærket usædvanlige køretøjer eller personer i Gundsøgmagle til at henvende sig på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Udenlandsk spritbilist – Holbækmotorvejen, Roskilde

01.10 stoppede en patrulje en litauisk bil på Holbækmotorvejen. I bilen sad fem mænd fra Litauen, hvor føreren efter et pust i alkometeret viste sig at have en promille væsentligt over det tilladte. De fire passagerer viste deres pas, men føreren kunne kun fremvise et kørekort på et foto på sin telefon, og havde ingen andre id-papirer på sig. Føreren blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, men også for at få hans identitet fastslået.

På kørekortet stod han som en 25-årige mand fra Litauen, og han er fortsat i politiets varetægt, mens sagen undersøges. Han skal afhøres med tolk, og politiet skal have hans identitet klarlagt, før han kan løslades. Den anholdte kan forvente at blive sigtet for at overtræde udlændingeloven, da han ikke kunne fremvise gyldigt id. Senere når resultatet af blodprøveanalysen kommer, kan han forvente få sin sag om spirituskørsel afgjort.

Ung bilist i farlig turbooverhaling – Darupvej, Roskilde

kl. 09.32 blev en ung ny bilist fanget på politiets kamera, da en betjent fra færdselsafdelingen holdt på Darupvej og målte med laser fra videobilen. Den 18-årige mand fra Greve gjorde sig særdeles uheldigt bemærket, da han foretog en hasarderet overhaling i høj fart midt i en uoverskuelig venstrekurve.

Betjenten målte den 18-åriges fart, som viste en hastighed på 92 km/t, selvom han kørte i byzonen, hvor der er 50 km/t tilladt. Den 18-årige mand overhalede med høj fart, selvom han ikke havde en chance for at se, om der kom modkørende eller havde mulighed for at trække ind. Overhalingen skete lige op mod et fodgængerfelt.

Færdselsbetjenten stoppede bilisten, som fremviste sit spritnye kørekort, som han fik i december 2022. Den 18-årige blev sigtet for at køre alt for stærkt og for den hasarderede overhaling. Sigtelsen lød på 89 km/t, da der fratrækkes en fejlmargen på 3 km/t. Han står nu til en bøde på 4800 kr og oveni kommer 500 kr offerfonden. Sagen lægges op til et kørselsforbud, da han er ny bilist. Det betyder, at når sagen er afgjort, må han ikke køre bil før han har bestået en kontrollerende køreprøve.

Indbrud i Perioden

Bregnevej, Roskilde (forsøg)

Bymarken, Viby Sj.

Københavnsvej, Roskilde

Abbetvedvej, Gevninge, Roskilde
Assensvej, Himmelev, Roskilde
Fjordager, Jyllinge
Frederiksborgvej, Himmelev, Roskilde
Glentevej, Jyllinge
Joensuuvej, Himmelev, Roskilde (2 anmeldelser)
Kildehusvej, Roskilde