Nordens klinkbyggede træbåde – og traditionerne omkring dem – er nu officielt anerkendt af UNESCO som levende kulturarv, der skal sikres og bevares for kommende generationer.

På Vikingeskibsmuseet i Roskilde udstilles fem vikingeskibe, der er bygget i nordisk klinkbygningstradition for næsten 1000 år siden. ”Det er de eneste af vores både, der aldrig skal sejle igen”, fortæller Søren Nielsen, fra Vikingeskibsmuseet.

”Men i vores museumshavn ligger ca. 30 klinkbyggede både som vi bruger til formidling. Disse både skal sejles, slides og bruges, så de en dag skal skiftes ud og vi derfor skal have bygget nye. På den måde holder vi traditionen levende. Man kan ikke bevare levende kulturarv uden at gøre det; bygge skibene og bruge dem,” fortæller Søren.

Hele sommeren ror og sejler skolebørn ud fra Vikingeskibsmuseets havn i de traditionelle træbåde og får deres – måske – første oplevelse med sejlads og friluftsliv. Gæster fra hele verden deltager i tursejladser og får dermed indsigt i den stærke tilknytning vi i Norden stadig føler til havet. I Danmark står Vikingeskibsmuseet sammen med Han Herred Havbåde, Træskibs Sammenslutningen og lokale træbådsmiljøer bag det store arbejde, der har sikret klinkbådstraditionerne en plads på UNESCOs liste over umistelig immateriel kulturarv.

”Der er enorm værdi i at holde klinkbådstraditionerne levende, fordi de stadig er vedkommende for mange mennesker i dag,” fortæller Søren Nielsen fra Vikingeskibsmuseet, og fortsætter:

”De klinkbyggede både giver os muligheder, som bliver sværere og sværere at få i den verden, vi lever i i dag. De er forbindelsen til vores fælles fortid og danner samtidig en nutidig ramme om et miljørigtigt og bæredygtigt friluftsliv med store naturoplevelser. Her kan man – i fællesskab med andre – være med til udvikle og fremtidssikre traditionen ved at bruge bådene”, afslutter Søren Nielsen fra Vikingeskibsmuseet.

Med optagelsen har alle de nordiske lande lovet at videreføre den levende, maritime kulturarv til kommende generationer. Sammen med forpligtelserne kommer også international anerkendelse og synlighed, der i fremtiden vil bidrage til, at blandt andet Vikingeskibsmuseet kan tiltrække endnu flere besøgende og endnu flere frivillige til fællesskaberne omkring bådene.

”Optagelsen af klinkbådstraditionerne på UNESCOs liste over kulturarv er en kæmpe anerkendelse af Vikingeskibsmuseets store arbejde med at bygge både efter gamle metoder. Det er også en flot anerkendelse af det livskraftige fællesskab, som er bygget op omkring skibene med frivillige bådelaug, der sammen vedligeholder og sejler bådene”, udtaler borgmester i Roskilde, Tomas Breddam, der også er bestyrelsesformand for Vikingeskibsmuseet.

”Jeg er glad for, at det internationale samfund ser klinkbådstraditionerne som en kulturarv, der er vigtig at bevare for eftertiden – for hele menneskeheden. Her i Roskilde vil vi fortsat gøre vores til at bidrage til den levende, nordisk kulturarv”, afslutter Tomas Breddam.

Foto: SDL