Siden arbejdet med kystbeskyttelsen i Jyllinge Nordmark blev standset ved en afgørelse i Miljø – og Fødevareklagenævnet, har kommunerne arbejdet på, at der skal ske en lovliggørelse af projektet. Nu er en ny høringsperiode slut, og Miljøministeren skal afgøre, om sikkerhed for områdets borgere vejer tungere end påvirkning af et mindre naturareal. Det oplyser Roskilde Kommune i en pressemeddelse.
Anlægsarbejdet blev indstillet i marts 2019, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet gav en klage over VVM-tilladelsen opsættende virkning og bagefter helt ophævede VVM-tilladelsen. Begrundelsen for klagenævnets afgørelse var at “Selv et lille tab er i strid med lokalitetens bevaringsmålsætning, og dermed en skade på det internationale beskyttelsesområdes integritet”. Der er tale om et areal svarende til under 1 promille af Natura 2000 arealet i Roskilde Fjord.
Nu har en opdateret version af VVM-redegørelsen (som i mellemtiden er omdøbt til en miljøkonsekvensrapport) været i offentlig høring sideløbende med partshøring af tilladelsen til selve projektet. De 5 høringssvar, der er kommet ind om miljøkonsekvensrapporterne, har efter kommunens bedømmelse ikke rykket ved redegørelsens konklusioner. Næste skridt er at bede miljøministeren om en udtalelse om at fravige de såkaldte habitatregler ved kystbeskyttelse i Jyllinge Nordmark.
Den strenge beskyttelse af Natura 2000 kan nemlig kun fraviges, hvis der foreligger “bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art”. Der er desuden krav om at den løsning, der vælges, skal være den mindst skadelige for Natura 2000 området. Fravigelsen kan derfor kun ske efter en særlig procedure, som inddrager den nationale myndighed, i dette tilfælde miljøministeren, som efterfølgende skal underrette EU.
“Mens hele denne procedure nu bliver sat i gang, ved vi, at Folketinget er i gang med at behandle en ændring til Kystbeskyttelsesloven i form af en bekendtgørelse om afskæring af klageadgang. Behandlingen i Folketinget ser ud til at være færdig, så ændringen træder i kraft omkring 1. maj. Da vi næsten er 100% sikre på, at der bliver klaget over byrådets kommende godkendelse af projektet, bliver næste skridt at søge om at få fjernet klageadgangen umiddelbart efter”, siger borgmester Tomas Breddam. “Vi gør simpelthen alt, som vi kan – og så hurtigt som muligt – så vi kan se at få det her projekt gjort færdigt. Det ser ud til, at vi bliver skånet for oversvømmelser i denne sæson, mens de har været hårdt prøvede i Jylland. Men det er kun et utroligt held der gør, at Jyllinge Nordmark og resten af Roskilde Fjord er gået ram forbi”, siger borgmesteren.
Fakta.
Klima- og Miljøudvalget og Plan- og Teknikudvalget har nu godkendt, at der skal indhentes en udtalelse fra miljøministeren i forhold til fravigelsesbestemmerne i habitatreglerne.
Som grundlag herfor er høringssvar og “Miljøkonsekvensrapport for projekt til beskyttelse mod oversvømmelse i Jyllinge Nordmark og Tangbjerg” sendt til ministeren.
Der er modtaget 5 høringssvar ved Natura 2000-konsekvensvurderingen og 4 vedrørende udkast til tilladelsen af projektet, som omfatter bemærkninger til:
Ønske om placering af dige uden for skel i stedet for gennem haverne på Strandvænget.
Fastholdelse af projekt og afskæring af klageadgang findes problematisk.
Placering af dige ved Fasanvænget 44.
Forhold omkring jordtilførsel på Vernersvej 34.
Bidragsfordeling ift. om oplandskommuner kan deltage i finansieringen.
Beplantning på fjorddiget.
Sagens videre forløb er i hovedtræk:
Modtagelse af ministerens udtalelse om fravigelse, jf. habitatreglerne.
Afventning af ikrafttrædelse af bekendtgørelse om afskæring af klageadgang, herunder hvorvidt bekendtgørelsen også omfatter klager over ekspropriation.
Anmodning til ministeren om at afskære klageadgangen og afventning af ministerens afgørelse herom.
Politisk behandling af endelig tilladelse samt af projektets økonomi som følge standsning af anlægsarbejdet i 2019.
Meddelelse af tilladelse til projektet efter kystbeskyttelsesloven, samt gennemførelse af ekspropriation, hvor der ikke kan indgås frivillig aftale.
Genoptagelse af anlægsprojektet og færdigetablering af kystbeskyttelsen.
Opgørelse af endelig anlægsomkostninger, oprettelse af kommunegaranteret lån og opkrævning af bidrag fra medlemmer af digelaget.
Kommunen er allerede i gang med at forberede de forskellige sagsskridt og er i dialog med projektets entreprenør, så anlægsarbejdet kan genoptages, så snart de fornødne tilladelser er klar.