Haveselskabet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om den milde vinter:
Haveselskabets havefaglige rådgiver guider til fem ting, du kan gøre nu, og fem ting, du ikke bør lade dig friste af.
Intet ved den forgangne vinter har været, som det plejer. Frosten er stort set udeblevet, gennemsnitstemperaturen ligger i nærheden af 5 grader, og regnmængderne er historisk store. Det betyder, at mange planter er godt på vej til at springe ud, og at også roserne allerede står med spæde skud, fortæller Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.
– Mange planter er længere fremme end normalt. Det betyder, at mange af de ting, vi normalt først ville gøre i haven om en måneds tid, kan vi gøre allerede nu, siger hun.
Den våde og varme vinter får telefonerne til at ringe i Haveselskabets rådgivning. Her henvender mange haveejere sig i disse dage, fordi de har meget vand i haven, og fordi de er bekymrede for, om de planter, der allerede nu er ved at springe ud, vil klare den, hvis der pludselig kommer frost. Mange er også i tvivl om, om de kan gå tidligere i gang med havearbejdet, end de plejer. Og der er flere ting, man kan kaste sig over nu, selv om vinteren ifølge kalenderen knap er overstået.
– Man kan klippe stauderne ned og beskære roserne nu, også selv om der måske er en smule frost på vej. Planterne er så småt begyndt at vokse, så det er også et godt tidspunkt at gøde græsplænen og sprede kompost i bedene, siger Louise Møller.
Selv om vejret er mildt, er jorden stadig for kold til at så sommerblomster og anlægge køkkenhave, og længes man efter blomsterflor i krukker og altankasser, skal man holde sig til sæsonblomster som hornviol, stedmor og løgplanter lidt endnu.
Våd vinter kan føre til rådne planter
Vinteren har ikke kun været rekordvarm. Februar har slået rekord som den vådeste nogensinde herhjemme. Mange steder står der vand i haverne, andre steder er jorden utroligt våd.
– Den meget våde jord kan betyde, at nogle planter ikke klarer den. Selv store, veletablerede planter risikerer at rådne på grund af iltmangel, hvis rødderne står under vand for længe. Har man nogle højt elskede planter, som står meget vådt, men som nemt kan tages op af jorden, kan man overveje at sætte dem i krukker, indtil det er tørt igen. Men de fleste planter kan ikke bare lige graves op, og så er der ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og håbe det bedste, siger Louise Møller.
Mange haveejere planter nyt i foråret, men man bør vente, hvis jorden er meget våd. Meget våd jord klapper nemlig sammen, når man graver eller træder i den, og det ødelægger jordens struktur.
– En hurtig måde at tjekke det er, at se om jorden bliver til mudder eller sætter sig, når man går på den. Gør den det, skal man vente med at plante, siger Louise Møller.
Hvornår man kan plante nyt, vil derfor variere meget fra have til have og afhænge af, hvor våd jorden er.
På Haveselskabet.dk kan du læse mere om, hvad den rekordmilde vinter betyder for haven.
5 ting, du kan gøre i haven nu
Haveselskabets havefaglige rådgiver Louise Møller guider her til det, du kan lave i haven nu.
1) Klippe stauder ned og beskære roser
Det gør ikke noget, at der måske er en smule frost på vej. Intet tyder på, at det er hård frost, og en lille smule tager planterne ikke skade af.
2) Gøde og sprede kompost
Så snart planterne begynder at vokse, har de brug for gødning, så nu er et godt tidspunkt at gøde græsplænen og sprede kompost.
3) Forspire blomster og afgrøder
Blomster til sommerhaven kan sagtens forspires nu, så de kan plantes ud i slutningen af april. Grøntsager som chili og artiskokker til køkkenhaven, kan også forspires nu.
4) Fylde krukkerne med sæsonblomster
Stedmor, hornvioler, bellis og løgplanter kan tåle at stå ude i krukker nu, selv om temperaturerne stadig kan ramme frysepunktet om natten.
5) Plante hæk
Det milde vejr betyder, at der ikke er frost i jorden, og man kan derfor fint plante gæk, træer og busker, så længe jorden ikke er alt for våd.
5 ting, du ikke bør lade dig friste af endnu
Haveselskabets havefaglige rådgiver Louise Møller guider her til det, du skal være særligt opmærksom på i haven netop nu.
1) Hold igen med køkkenhaven
Selv om det er mildt i vejret, er jorden for kold til at starte køkkenhaven op. Med mindre vejret slår om til en ekstremt varm periode, skal vi gøre som vi plejer med køkkenhaven.
2) Vent med at plante nyt i våd jord
Når jorden er meget våd, klapper den sammen, når man trykker eller træder på den, og strukturen i jorden bliver ødelagt. Vent derfor med grave og plante nyt, hvis jorden er meget våd.
3) Gem sommerblomsterne lidt endnu
Sommerblomsterne kommer snart til salg i butikkerne, men det er risikabelt at sætte dem ud i krukker allerede nu. En enkelt nat med frost kan gøre det af med dem.
4) Giv overvintrede krukker læ lidt endnu
Har sommerens krukkeblomster som spansk marguerit og løvemund stået beskyttet vinteren over, er der måske stadig fuld gang i dem. Hold dem beskyttet lidt endnu og vent med at sætte dem frem på terrassen, til frosten er helt udenfor rækkevidde.
5) Beskæring af frugttræer
Frugttræer skal helst beskæres om sommeren, men enkelte større grene på æble- eller pæretræet kan skæres ned nu. Blomme- og kirsebærtræer må altid kun beskæres om sommeren.
Fakta om Haveselskabet
Haveselskabet er en non-profit forening, hvor over 30.000 entusiastiske og haveglade medlemmer inspirerer hinanden til at få endnu større glæde af haven.
Haveselskabet udgiver medlemsmagasinet “Haven”, som vores medlemmer modtager 10 gange om året. “Haven” kan ikke købes i løssalg i butikkerne.
Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow Cph Garden, driver haveselskabet.dk og Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspertrådgivning.
Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.