Tilbage i marts besluttede danbolig at afslutte samarbejdet med Hald-koncernen, der blandt andet har stået bag kædens erhvervscenter i Roskilde. Nu er de nye indehavere på plads, og det bliver lokale kræfter, der driver forretningen videre.

Pressefoto

Det bliver kendte ansigter fra danbolig-kæden, der slår dørene op til danbolig Erhverv i Roskilde. Nicolai Karhof og Tommy Behrendt Sørensen står i forvejen bag danboligs tre privatboligforretninger i Roskilde og Lejre kommuner. Nu åbner de også et erhvervscenter.

– Vi glæder os rigtig meget til at udvide forretningen til nu også at omfatte erhvervsejendomme. Vi har været i Roskilde i snart 10 år og opbygget et særdeles grundigt lokalkendskab og en unik kontakt til erhvervslivet. Derfor er det kun naturligt, at vi nu bruger den erfaring til at handle med erhvervsejendomme, og med danbolig-navnet og Nordea i ryggen får vi en særdeles stærk position, forklarer indehaver Nicolai Karhof fra danbolig Erhverv Roskilde.

En kommune i vækst
Det nye erhvervscenter bliver tilknyttet den eksisterende danbolig-butik i Roskilde. Det sker for at udnytte synergierne i det allerede etablerede kendskab til både lokalt erhvervsliv og til boligmarkedet i Roskilde, som er et område i vækst.

De seneste år er kommunen vokset med omkring 1000 nye indbyggere årligt, og ifølge Danmarks Statistik er det samlede bygningsareal inden for både privat, offentligt og erhverv steget med 3,5 procent fra 2014 til 2019.

– Det viser aktivitet, og at vi er en attraktiv by for borgere og erhvervsliv. Specielt i de nye bydele Trekroner og Musicon ser vi en masse liv og byggeri. Kommunen tilbyder kultur, arbejdspladser og natur, og samtidig ligger vi lige i et trafikalt knudepunkt på Sjælland tæt på hovedstaden. Det tiltrækker både virksomheder og beboere, og det det skaber et marked for os både inden for projektsalg, nybyggeri, erhvervslokaler og udlejning, forklarer indehaver Tommy Behrendt Sørensen fra danbolig Erhverv Roskilde.

Kendt danbolig ansigt fra Sydjylland
Som en del af teamet bag danbolig Erhverv Roskilde indgår desuden den erfarne erhvervsmægler og valuar Henrik Grossmann, der er tidligere indehaver af danbolig Erhvervscenter Syd. Henrik Grossmann skal sammen med Nicolai Karhof og Tommy Behrendt Sørensen sikre en stærk tilstedeværelse i markedet.

– Henrik kommer med 18 års erfaring fra erhvervsejendomsmarkedet og et indgående kendskab til branchen. Hans høje faglighed og store netværk er med til at sikre den bedst mulige kvalitet i alle aspekter af virksomheden. Vi glæder os rigtig meget til at få Henrik med på holdet, siger Nicolai Karhof.