Vi varmer op til EM i fodbold på hjemmebane. På DMI er knæbøjningerne dog udskiftet med klimatologiske krumspring for at finde det optimale vindervejr.
Vi har sat væres bold-entusiatiske klimatolog Rasmus Stoltze Hansen i stævne. Han har gennemtravlet vejrforholdene under alle 31 landskampe spillet i Parken (EM-kval, VM-kval, Nations League og venskabskampe) siden 2011. Resultatet lyder på: I alt 15 vundne, 9 uafgjorte og 7 nederlag.
Vi vinder ofte i tørvejr
Som det første kigger vi på kampe spillet i regnvejr eller tørvejr.
“27 af de seneste 31 kampe i Parken er spillet i tørvejr. Heraf har vi vundet eller fået uafgjort i 21 af dem. I de 4 kampe, hvor vi har spillet i regnvejr, har vi vundet 2, spillet 1 uafgjort og tabt 1 enkelt. Hvis vejret var det eneste, som havde betydning for vores vinderchancer – skulle vi derfor satse på tørvejr, vi har i hvert fald ikke så mange regnvejrskampe til at modbevise det,” fortæller Rasmus Stoltze Hansen.
Historikken er altså med os – vi vinder ofte i tørvejr. Og lige nu ser det faktisk ud til at holde tørt over København lørdag aften.
Når det blæser fra vest – er vi bedst
Udover at det ser ud til at holde tørt, så bliver lørdag aften en forholdsvis blæsende omgang. Om vindforholdene har en reel effekt på grønsværen i læ af tribunerne er uvist, men vi tager da lige en hurtig overflyvning af vindens betydning med for en god ordens skyld.
”Den gennemsnitlige middelvind i kamptimerne har gennem de seneste 10 år ligget mellem 3-4 m/s, det vi kalder en let vind. Og det hører til sjældenhederne, at vindstyrken kommer over 4 m/s. De mest blæsende vindforhold vi har spillet under i Parken siden 2011 var, da vi slog Norge 2-1 den 6. september 2011. Her var middelvinden oppe og snuse til 7 m/s,” forklarer Rasmus Stoltze Hansen.
Den nyeste prognose peger på, at kampvejret mod Finland bliver det mest blæsende siden 2011 – så lad os da endelig håbe på samme udfald som under kampen med Island.
Vinden har ikke kun en styrke, men også en retning, hvad kan vi sige om den?
”Interessant nok, så er det faktisk kun 13 ud af de sidste 31 hjemmekampe i Parken, der er blevet spillet under den mest normale vindretning i Danmark, nemlig vestenvinden. Når det blæser fra vest, så taber Danmark ikke i Parken, eller i hvert fald kun i 2 ud af de 13 kampe. Og den ene af dem var en venskabskamp i 2012, så den tæller jo ikke rigtig…,” afslutter Rasmus Stoltze Hansen.
Lørdag aften ser vinden ud til at komme fra en VNV retning, hvilket den har gjort 5 gange før, og her tæller vi 2 sejre og 3 uafgjorte – og ingen tabte kampe.
Alt i alt giver klimatologens ”høker-statistik” desværre ikke et klokkeklart bud på vores vinderchancer, men med udsigt til tørvejr, en god blæst – næsten fra vest, så tegner det trods alt godt. Hep hep og god kamp!