Fredag den 14. september på Hestetorvet byder på en lidt anderledes oplevelse; en to meter høj penisballon, quizzer om sex & kærlighed og en præmie på 100 kondomer.

Sexsygdomme er i kraftig stigning, og især sexsygdomme som gonorré og syfilis er steget markant de senere år. Derfor er der behov for at gøre de unge opmærksomme på sikker sex. Det sker i forbindelse med eventet “Kun med Kondom”, der løber af stablen fredag den 14. september fra klokken 15-17. Kampagnen sker i samarbejde med Roskilde Kommune og Ungeprojektet.

‘Gamle’ kønssygdomme i udbrud.
Det anslås, at der hvert år smittes ca. 50.000 med klamydia, og størstedelen af dem er unge under 25 år (Statens Serum Institut, 2017) – og kampagnen “Kun med Kondom” skal netop minde de unge om at huske kondomet i sengen. Tallene for smitte af sexsygdomme er nemlig stadig høje, og nye tal viser, at sexsygdomme som gonorré og syfilis er i udbrud igen – kønssygdomme, der ellers tidligere var ved at ‘uddø’. Eksempelvis er antallet af gonorré tilfælde steget markant siden 2004, og hvert år konstateres der 3.500 nye tilfælde (SST,2018).

Derudover undervurderer mange af de unge risikoen for at blive smittet, og endnu værre er de ikke klar over konsekvenserne ved ubehandlede sexsygdomme. Og netop disse problematikker giver en god anledning til at tale om prævention og generelt sexsygdomme med de unge:

– Antallet af unge, der bliver smittet med klamydia, er overraskende højt. Det tyder jo på, at mange unge vælger kondomet fra, og derfor spreder smitten sig. Vi har brug for at minde de unge om at huske kondomet, men på en sjov og anderledes måde. Her kan ballonerne være en anledning til at snakke med de unge, mener Morten Gjerskov, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Kondomer som præmiesum.
Ud over den opsigtvækkende penisballon på to meter, vil dagen også byde på quizzer, ‘feel and try’-bord, frække balloner og præmier på højkant. Formålet med kampagnen er at komme i snak med de unge om seksuel sundhed og minde dem om at huske kondomet.

I løbet af kampagneugerne vil konsulenter fra Ungeprojektet møde de unge på de forskellige ungdomsuddannelser i kommunen med fokus på seksuel sundhed. Dertil vil de unge Sexualister løbende dele kondomer ud i Roskilde, ligesom Natteravnene også deler ud af kondomer i nattelivet og tager kampen op mod sexsygdommene.

FAKTA.
Sundhedsstyrelsens “Kun med kondom-kampagne” foregår i ugerne 37 og 38 og har fokus på forebyggelse af sexsygdomme. Den primære målgruppe for kampagnen er unge i alderen 18 – 23 år, eftersom sexsygdomme er mest udbredte i denne aldersgruppe.

De mest udbredte sexsygdomme, som der findes opgørelser over, er klamydia og kondylomer (kønsvorter). Det anslås, at der hvert år smittes cirka 50.000 personer – primært unge under 25 år – med klamydia.
Siden 2004 er der konstateret en stor stigning i forekomsten af gonorré, og der konstateres årligt 3.500 nye tilfælde.

Syfilis blev stort set udryddet i Danmark i midten af 1990’erne, men sygdommen er nu atter i stigning, og der konstateres årligt ca. 750 nye tilfælde. (Kilde SST)