Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Roskilde Kommune i tidsrummet Aug 16, 2018 til Aug 27, 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel – Sengeløsevej, Herringløse, Hedehusene – Roskilde
Kl. 1417 anholdt og sigtede politiet en 45-årig mand fra Litauen for spirituskørsel i en litauisk registreret personbil. Han blev fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Blodprøven blev sendt til en hurtigt analyse, idet litaueren forblev i politiets varetægt med henblik på en strafferetlig afgørelse i retten i løbet af fredagen. Politiet beslaglagde med hjemmel i færdselslovgivningen hans personbil som sikkerhed for bøde og omkostninger i sagen.

Narkokørsel / kørsel uden førerret – Møllehusvej, Roskilde
Kl. 0830 anholdt og sigtede politiet en 17-årig mand fra Roskilde for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand og uden at have erhvervet sig et kørekort. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, idet en narkometertest indikerede påvirket af kokain. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne.

Narkokørsel/lov om euforiserende stoffer – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 1200 gav politiets ANPG-system (Automatisk NummerPlade Genkendelse) udslag på en bil, hvis ejer ikke havde førerret. Politiet standsede bilen, hvor ejerens søn – en 30-årig mand fra Jyllinge – sad bag rattet. Han var påvirket af narkotika under kørslen og blev derfor kortvarigt anholdt. Ved visitation af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af ca. ½ gram kokain samt et firecifret kontantbeløb. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet beholdt endvidere størsteparten af kontanterne, idet den 30-årige havde en gæld til det offentlige (politiet) og dermed fik afdraget på noget af gælden ved beslaglæggelsen af pengene. Han vil senere høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Ordensbekendtgørelsen – Hersegade, Roskilde
Kl. 0405 lå en 23-årig mand fra Roskilde på fortovet foran et diskotek uden at være i stand til at klare sig selv på grund af spirituspåvirkning. Han blev derfor frihedsberøvet med henblik på anbringelse i detentionen til afrusning. Inden politiet nåede at forlade stedet, vågnede han dog så meget op, at han råbte “Fuck jer!” til politiet. Der medførte så en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så opholdet hos politiet blev lidt dyrere for ham end oprindeligt planlagt. Den 23-årige blev løsladt i løbet af søndag formiddag og kan nu se frem til at modtage en bøde.

Ung biltyv – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 2248 blev en patrulje på Holbækmotorvejen opmærksomme på en personbil, som var efterlyst som stjålet fra Brønshøj tidligere på aftenen. Politiet fik bilen standset uden dramatik og fandt en 15-årig pige fra England siddende bag rattet. Hun havde i sagens natur ikke nogen førerret i Danmark og blev kortvarigt anholdt i forbindelse med sigtelse og afhøring til sagen om den uberettigede brug af bilen og kørslen uden førerret. Bilen havde hun taget uden samtykke fra et familiemedlem. Hun blev løsladt efter endt sagsbehandling og kan nu forvente at høre nærmere fra det danske politiet. Bilen er blevet afhentet af rette ejer.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde
Kl. 0804 var der sket et mindre færdselsuheld på motorvejen i det østgående spor, hvor en motorcykel og en bilist var impliceret i et uheld. Det viste sig, at en 51-årig mand fra Kirke-Hyllinge under kørsel på en motorcykel med ca. 30 km/t for sent opdagede, at en forankørende personbil ført af en 64-årig mand fra Kirke-Såby bremsede op. Motorcyklisten forsøgte at undvige, men ramte dog bageste højre hjørne på personbilen, hvorefter motorcyklisten væltede. Ingen kom til skade, men motorcyklen fik lidt skrammer.

Sur mand – Vindeboder, Roskilde
Kl. 0824 fik politiet en henvendelse fra en mand, der havde hørt en mand råbe “Møgso!” efter en tilfældigt forbipasserende kvinde på Museumsøen. Politiet kørte til området og fik kontakt med en 46-årig mand uden fast bopæl i Køge, som blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens bestemmelser om fornærmelig tale til andre. Manden blev herefter bortvist, men kl. ca. 1140 vendte han tilbage og blev i den forbindelse kortvarigt anholdt på grund af utryghedsskabende adfærd. Ved løsladelsen blev han dog ikke sigtet for yderligere forhold, da grundlaget manglede.

Færdselsuheld – Køgevej / Ny Østergade, Roskilde
Kl. 1500 var der sket et færdselsuheld i rundkørslen Køgevej / Ny Østergade, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen. Det viste sig, at en 19-årig mand fra Svebølle under kørsel i en personbil i rundkørslen skulle svinge til højre ad Køgevej mod syd, men stødte under svingningen sammen med en 17-årig mand fra Havdrup. Han kørte på cykel rundt i rundkørslen i østlig retning og blev ramt på sin venstre side ved sammenstødet, der bevirkede, at han røg op på bilens kølerhjelm. Han slap dog med diverse knubs. Den 19-årige bilist kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Maglekildevej, Roskilde
Kl. 1543 var en cyklist kørt ad Maglekildevej mod nord og af ukendte årsager kørt frontalt ind i et vejskilt. Der var tale om en 44-årig mand fra Rumænien, som havde pådraget sig frakturer i ansigtet som følge af uheldet. Han blev i en ambulance bragt til skadestuen i Køge til fornøden behandling og indlæggelse til observation for hjernerystelse. Cyklisten er ikke afhørt, hvorfor de nærmere omstændigheder ved uheldet ikke er klarlagt. Ingen andre trafikanter var involveret i uheldet.

Butikstyverier – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 1847 anmeldte en butikskontrollant, at han havde set en mand ankomme på knallert til Super Brugsen, hvor knallertkøreren efterfølgende stjal en pakke laks til en værdi af 60 kr. Butikskontrollanten fulgte diskret efter manden, der nu gik ind i Fakta, hvor han stjal madvarer for 109 kr. Manden blev efter besøget i Fakta konfronteret med butikskontrollantens observationer, hvorefter manden smed de stjålne varer fra sig og løb væk. Politiet optog to anmeldelser om butikstyverier og fik ved nærmere undersøgelse af den efterladte knallert fremskaffet identiteten på en mistænkt, 37-årig mand fra Roskilde. Han var ikke hjemme ved politiets besøg på hans bopæl og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, der har sikret sig overvågningsfotos fra de to supermarkeder til sammenligning med den mistænkte knallertejer.

Grov vold – Wiemosen, Roskilde
Kl. 2215 anmeldte en 45-årig mand fra Roskilde, at han kort forinden uden for en opgang i en beboelsesejendom var blevet overfaldet af en mand, der havde stået gemt bag et køretøj, og som var bevæbnet med en ca. 1½ meter lang kølle. Manden slog den 45-årige i hovedet, på ryggen og den ene arm, ligesom manden sprøjtede mod offeret med formentlig tåregas. Offeret havde søg tilflugt hos en beboer, der havde undret sig overlarmen i gaden. Den 45-årige havde tydelige spor efter overfaldet i form af hævelser flere steder. Gerningsmanden var flygtet fra stedet og blev beskrevet som: mand, iført sort tøj med hvidt logo på brystet. En hundepatrulje ledte efter spor, herunder køllen, men fandt ikke hverken den mistænkte eller køllen. Offeret tog på skadestuen for at få registreret sine skader efter overfaldet, som politiet efterforsker som en sag om grov vold.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har bemærket gerningsmanden i området, eller som kan give oplysninger om ham. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Frederiksborgvej / Kong Valdemars Vej, Roskilde
Kl. 1312 var en 80-årig mand fra Roskilde kørt i en personbil ad Frederiksborgvej mod syd og ind i rundkørslen, hvor han stødte sammen med en anden personbil ført af en 19-årig mand fra Roskilde. Sidstnævnte var på vej rundt i rundkørslen og blev ramt på højre forskærm med mindre skade til følge. Den 80-åriges bil fik mindre buler og ridser på venstre side af bilen. Ingen af parterne kom til skade uheldet, og den 80-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, idet han mistænkes for at have overtrådt færdselsloven.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Abbetvedvej, Gevninge, Roskilde – Lejre
Kl. 1035 blev en 47-årig kvinde fra Højby Sj. for femte gang inden for de seneste tre år standset af politiet, der dermed afslørede hende i at køre bil, selv om hun ikke havde førerret. Hun blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og samtidig gjort bekendt med, at politiet nu beslaglagde hendes personbil med henblik på senere konfiskation. Hun vil derfor høre nærmere fra politiet i anledning af dagens sag.

Forsøg på tricktyveri – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 1332 anmeldte en 48-årig kvinde fra Hvalsø, at hun efter køb af billet ved en billetautomat skulle stige på toget. I forbindelse hermed blev hun mast og skubbet af tre mænd, hvoraf den ene inde fra toget spærrede hende vejen. Hun mærkede samtidig, at der blev rykket i hendes rygsæk, hvorefter hun skreg op. Dette hørte en mandlig togpassager og spurgte, hvad der var sket. Herefter flygtede de tre mistænkte mænd af anden etnisk herkomst end dansk fra stedet, da toget endnu ikke var kørt fra stationen. Den 48-årige havde ikke fået stjålet noget takket være passagerens indgriben på grund af hendes opråb. Politiet forsøger nu at få identificeret de tre mistænkte mænd samt vidnet, hvis identitet ikke er politiet bekendt.

Tilsyn i Folkeparken – Roskilde
Fredag eftermiddag og aften var politiet, repræsentanter for det opsøgende team fra Roskilde kommune samt Natteravnene til stede i parken, hvor 200 unge var mødt op om eftermiddagen trods regnvejret. Stemningen var god, og der var mange nye besøgende i parken, som ikke kendte de opstillede regler for ophold i området.

Kl. ca. 1900 var 4-500 unge forsamlet i parken, hvor der stadig herskede en god stemning. Politiet vejledte om gældende regler med hensyn til flasker, oprydning, musikstyrke mv. Trods indtagelse af andre våde varer end postevand måtte de tilstedeværende myndighedspersoner kun ringe til et par unges forældre, så de kunne tage sig deres børn med en lidt for høj promille i blodet.

Kl. ca. 2200 forlod politiet parken, hvor ca. 100 unge fortsat opholdt sig i god ro og orden.

Indbrudstyv forsøgte at sælge tyvekoster – Skomagergade, Roskilde
Kl. 0139 fik politiet en henvendelse fra personalet på et værtshus, hvor en mand pludselig var kommet ind og havde tilbudt tilstedeværende gæster at købe et fladskærms-TV. Sælgeren var kort efter gået fra stedet. Politiet kørte til området og traf på Schmeltz Plads en mand – en 19-årig mand fra Roskilde – som bar på et indpakket TV. Han oplyste, at han netop havde købt det af en mand, som politiet også havde kontakt til. Sælgeren var en 43-årig mand fra Roskilde, som i en medbragt taske medbragte et kamera og et koben. Ved nærmere undersøgelse af TVet var der anført en adresse på en nærliggende tandlægeklinik i Skomagergade, hvor politiet efterfølgende kunne konstatere, at der var blevet begået et indbrud. Den 43-årige blev derfor anholdt som mistænkt for indbrud i tandlægeklinikken, og politiet beslaglagde TVet hos den 19-årige med henblik på genudlevering til den forurettede. Den 43-årige blev sigtet for indbruddet og løsladt efter afhøring til sagen, idet anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for fremstilling i grundlovsforhør. Politiet forsøger nu at få klarlagt detaljerne i sagen, herunder om flere måske skal sigtes i sagen.

Sovende mand uden for bygning – Knud Den Stores Vej, Roskilde
Kl. 0831 anmeldte en beboer på vejen, at en muligt alkoholpåvirket mand lå og sov uden for en villa på vejen. Politiet kørte til stedet og fik kontakt med en påvirket og omtåget, 20-årig mand fra Roskilde. Politiet tilkaldte straks en ambulance, da den 20-årige havde alvorlige kvæstelser i det ene ben og muligt også hoften, ligesom han havde slået hovedet og mistet nogle tænder. Ved foreløbige undersøgelser på stedet blev det klarlagt, at den 20-årige på ukendt tidspunkt og måde var faldet/hoppet ned fra en altan i 2. sals højde og undervejs havde ramt en busk, hvis grene var knækkede. Den 20-årige blev bragt til et sygehus til fornøden behandling, og politiet underrettede hans forældre om tilskadekomsten. Sagen undersøges nærmere for at få klarlagt de nærmere omstændigheden ved hændelsen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Køgevej / Øde Hastrupvej, Roskilde
Kl. 2050 var der sket et uheld i krydset, idet en 87-årig kvinde fra Solrød Strand var kørt fra Øde Hastupvejog videre ud på Køgevej i sydlig retning. På Køgevej blev hun påkørt bagfra af en personbil, der også kørte i sydlig retning ad Køgevej. Efter uheldet stak flygtede den bagfra kommende personbil fra stedet, men tabte undervejs sin ene nummerplade. En årvågen bilist fulgte efter bilen til Gadstrup, hvor bilisten vendte rundt og kørte retur mod uheldsstedet, indtil politiet standsede bilen. Der var tale om en 24-årig mand fra Litauen, som kørte i en litauisk bil, der manglede en nummerplade. Da den 24-årige var påvirket af spiritus, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel. Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagen løslod politiet litaueren, som dog vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Butikstyv med dårlig samvittighed – Rørmosen, Roskilde
Kl. 1002 anmeldte personalet i supermarkedet Fakta, at en mand netop var kørt fra stedet i en personbil, efter at han havde stjålet en ramme øl. Manden havde bedt personalet om at hente en ramme øl, hvorefter han uden at betale tog den under armen og løb hen til sin bil, som han flygtede. Personalet nåede dog at aflæse bilens nummerplade, hvorfor politiet kørte til bilejerens bopæl. Den mistænkte bilejer var dog ikke hjemme ved politiets besøg i en almindelig patruljebil. Kl. ca. 1130 meldte den mistænkte bilejer – en 55-årig mand fra Roskilde – sig selv på politistationen i Roskilde, hvorefter han blev sigtet og afhørt til sagen. De stjålne øl blev ifølge sigtede opbevaret hjemme i køleskabet, så der venter ham også et erstatningskrav i sagen.

Færdselsuheld – Roskildevej / Skrænten, Ringsted
Kl. 1546 var der sket et færdselsuheld mellem en bilist og en motorcyklist i krydset Roskildevej-Skrænten. En ambulance var sendt til stedet. Det viste sig, at en 42-årig kvinde fra Ringsted var kørt ad Skrænten mod nordvest i en personbil. Ved Roskildevej ville hun svinge til venstre ad Roskildevej mod sydvest og afventede en anden trafikant, der dog svingede til højre ad Skrænten. Den 42-årige kørte herefter frem på Roskildevej, hvor hun påkørte en motorcyklist, der blev ført af en 56-årig mand fra Jystrup Midtsj. ad Roskildevej mod nordøst. Motorcyklisten blev efterfølgende bragt til skadestuen i Slagelse til fornøden behandling for en forstuvning i den ene fod som følge af uheldet. Bilisten kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Marbjergvej / Langebjergvej, Roskilde
Kl. 1203 var der sket et færdselsuheld mellem en lastbil og en personbil i krydset. Flere ambulancer var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at en 18-årig mand fra Viby Sj. kørte i en personbil ad Langebjergvej mod vest, frem over vigelinien og ud på Marbjergvej, hvor personbilen blev påkørt på venstre side af en lastbil ført af en 46-årig mand fra Glumsø i nordlig retning ad Marbjergvej. Den 18-årige fører af personbilen blev sammen med en af de fire passagerer på 16 og 17 år lettere kvæstet, så de blev bragt til skadestuen i Køge til undersøgelse og fornøden behandling. Lastbilchaufføren slap uskadt fra uheldet, og den 18-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Truende mand ved uddannelsesinstitution – Bakkesvinget, Roskilde
Kl. 1603 anmeldte personalet på en uddannelsesinstitution, at en fremmed mand havde gået rundt ude foran hovedindgangen et stykke tid, hvorefter han kl. ca. 1540 henvendte sig på kontoret. Han talte usammenhængende om sit ærinde, hvorfor personalet til sidst afviste ham. Herefter blev han vred og truede med at tage livet af personalet, inden han forsvandt fra skolens område og videre ad Maglegårdsvej mod syd. Politiet ledte forgæves efter manden, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, ca. 45 år, Kropsbygning: kraftig, mave hængende ud over bukserne, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: Talte sløret, formentlig påvirket af eller andet, Talte: Dansk, Iført: mørk T-shirt, mørk hættetrøje.

Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra personer, der har set manden i området, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Mærkelig mand – Ejboparken / Fælledvej, Roskilde
Kl. 1758 fik politiet en henvendelse fra en 70-årig kvinde fra Roskilde om, at en fremmed og formentlig udenlandsk mand, der virkede uligevægtig, gik rundt og bankede på forskellige døre i området ved Ejboparken. Manden skulle tale et russisk-lignende sprog og gjorde anmelderen utryg på grund af adfærden.

Senere fik politiet en henvendelse fra en 42-årig kvinde fra Roskilde, som anmeldte, at en fremmed mand i sort tøj på Fælledvej havde været oppe på hendes altan og forsøgt at åbne hendes altandør.

Politiet kørte til området ved Fælledvej, hvor den for politiet efterhånden velkendte, 40-årige mand fra Litauen blev truffet. Han blev igen frihedsberøvet, da politiet skønnede ud fra hans adfærd på Fælledvej og også formodes at være manden fra Ejboparken, at han ikke kunne tage vare på sig selv og virkede utryghedsskabende for flere borgere.

Politiet havde onsdag eftermiddag kl. 1440 løsladt litaueren fra seneste frihedsberøvelse og oplyst ham om, at han var velkommen på det lokale sygehus til yderligere undersøgelse og behandling for en mindre kvæstelse, han havde pådraget sig i brystkassen uden for politiets varetægt. Det tilbud havde han tilsyneladende ikke benyttet sig af, hvorfor politiet nu igen prøver at finde løsning på hans generelle utryghedsskabende adfærd lokalt i politikredsen.

Indbrud i perioden
Ramsøbakken, Gadstrup
Dysseparken, Gundsømagle, Roskilde
Holmehøjen, Gundsømagle, Roskilde
Fyrrevangen, Havdrup
Gondolvej, Jyllinge
Korvetvej, Jyllinge
Kløvervej, Jyllinge
Runddelen, Jyllinge
Bakkeengen, Ågerup, Roskilde
Bogøvej, Vor Frue, Roskilde
Kildegården, Roskilde
Holbækvej, Roskilde
Maglehøjen, Roskilde
Skomagergade, Roskilde
Ringstedvej, Roskilde
Smedegade, Roskilde
Kong Valdemars Vej, Roskilde
Sygehusvej, Roskilde
Kirstenvej, Dåstrup, Viby Sj.
Tofthøjvej, Viby Sj.