Børnehuset Spiloppen i Vor Frue udvides med otte vuggestuepladser fra 1. september 2018

Roskilde Kommunes mindste pasningsdistrikt, Vor Frue, skal have flere pladser til de 0-2-årige. Den selvejende institution Børnehuset Spiloppen kommer fra september 2018 til at have 20 vuggestuepladser.

Børnehuset Spiloppen har gennem længere tid haft tomme børnehavepladser og flere vuggestuebørn indskrevet, end det er normeret til. Derfor har Skole – og Børneudvalget besluttet, at vuggestuekapaciteten i Vor Frue skal udvides med otte vuggestuepladser.

– I Vor Frue har vi gennem nogen tid set et behov for flere pladser til de mindste børn. Derfor har vi sammen med den selvejende institution Spiloppen fået undersøgt muligheden for etablering af ekstra vuggestuepladser. Det er positivt, at det nu kan lade sig gøre. Vi er i Skole- og Børneudvalget enige om, at vi vil følge behovet for pladser i Vor Frue tæt og undersøge om der er flere muligheder for at udvide antallet af pladser på sigt, hvis behovet er der, siger Jette Henning, formand for Skole – og Børneudvalget.

Fakta.
Antallet af børn i alderen 0-5 år i Roskilde Kommune forventes at stige med 6,5 procent fra 2018-2022.

Børnehuset Spiloppen er i dag normeret til 12 0-2 års pladser og 44 3-5 års pladser. Fra 1. september ændres det til 20 0-2 års pladser og 41 3-5 års pladser. Det betyder, at kapaciteten samlet set bliver udvidet med fem pladser i Børnehuset Spiloppen.