Midt- og Vestsjællands Politi har det forløbne døgn lavet 42 tilsyn – heraf 23 i Odsherred, 15 i Ringsted og enkelte tilsyn i Roskilde, Greve og Køge. Fokus i døgnet var på, at alle overholdt forsamlingsforbuddet på 5 personer, og at supermarkeder og øvrige butikker, som må holde åben, er opmærksomme på de skærpede krav til afstand.
Kravet til afstand er gået fra 1 meter til 2 meter, hvilket betyder at forretningsdrivende må lukke færre kunder ind. Forretninger og restauranter, der holder åbent for take-away, skal skilte synligt med, hvor mange kunder der højst må være på stedet.
Politiet kørte kl. 17.40 til en kiosk i Ølbycenter i Køge efter en anmeldelse om, at der blandt en gruppe unge var flere, som ikke anvendte mundbind, selvom butikken havde skiltet med det og personalet havde bedt dem iføre sig mundbind. Politiet traf en 21-årig mand fra Køge, som ikke anvendte mundbind i kiosken. Han blev sigtet for at overtræde Covid-19 reglerne, da han ikke havde grunde til at undlade at anvende mundbind. Han kan forvente en bøde i sagen.
Det generelle billede var dog, at alle havde opdateret sig på de nye skærpede regler. Dejligt at borgerne og de forretningsdrivende er så gode til at overholde restriktionerne, så vi alle sammen kan være med til at nedbringe Coronasmitten i Danmark. Læs mere på coronasmitte.dk.