Sammen med Det Danske Madhus og Madkulturen arbejder Roskilde Kommune på, at borgere, der får mad derhjemme gennem kommunen, får en mere indbydende oplevelse, når maden kommer ind af døren.
Hvilken betydning har transporten af maden hjem til de ældre, og måden det er pakket ind på? Det skal projektet Det Kulinariske Kørekort undersøge nærmere. Fra maden produceres til den spises af borgeren, er det i selve leveringen af maden til borgeren, måltidsoplevelsen kan forbedres. Chaufførerne, som leverer maden, og plejepersonalet er de sidste personer, som borgeren ser, inden måltid spises.
– Vi ved, maden betyder utrolig meget for borgernes livskvalitet, og derfor giver det god mening at komme hele vejen rundt om måltidet. Nu er turen kommet til transport og indpakning, og jeg tror på, at en god anretning af maden har stor betydning for oplevelsen af måltidet, siger Morten Gjerskov, formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Roskilde Kommune.
Den viden, der indsamles fra borgerne i løbet af projektet, skal formidles videre til chauffører og plejepersonale, så der i højere grad bliver taget hensyn til den enkelte borgers situation, når han eller hun modtager maden. Med det kulinariske kørekort er det målet, at borgeren får en markant bedre oplevelse af måltidet, når der sættes ekstra fokus på præsentation og anretning af måltidet.
Håbet er også, at kørekort på sigt vil bidrage til at forebygge underernæring hos den enkelte. Roskilde Kommune har i forvejen fokus på ernæring, og projektet skal ses i forlængelse af de tiltag, der er gennemført de seneste år for at højne ernæringsindsatsen, herunder ansættelse af flere ernæringsterapeuter.
ØKONOMI.
Det Kulinariske Kørekort har et samlede budget på 1.053.332 kr.
Projektet har fået i alt 906.707 kr. i tilskud.
Der er en samlet egenfinansiering på i alt 146.625 kr. som deles mellem de tre parter: Det Danske Madhus, Madkulturen og Roskilde Kommune.
Kommunens andel af egenfinansieringen er på 62.400 kr.
FAKTA.
Projektet gennemføres i perioden fra 2017 til 2019 med kommunen som projektleder.
Sundheds- og Ældreministeriet modtog 46 ansøgninger og valgt seks projekter, hvoraf Roskildes Det Kulinariske Kørekort er det ene.