I et partnerskab med FOA Roskilde har Roskilde Kommune fået 2.1 mio. kr. til at få borgere, der sjældent går til lægen, til forebyggende sundhedssamtaler.
Det er en udfordring at få mennesker, der normalt ikke går til lægen, til at interessere sig mere for deres helbred. Men når det kommer til at møde op til et kommunalt sundhedstilbud, så er udfordringen massiv. Med tanke på, at vi skal holde længere og længere på arbejdsmarkedet, er det vigtigt at gøre noget. Men hvad? Det skal en række projekter over hele landet nu undersøge.
Roskilde er en af de 11 kommuner, der i et partnerskab med FOA Roskilde har fået penge. ’Er du sund og rask?’ hedder projektet, som har fået 2.100.000 i støtte af Sundheds- og Ældreministeriet: Sammen med FOA Roskilde skal vi prøve at få borgere til at møde op til en personlig samtale om deres sundhed med det mål at forebygge eventuelle kroniske sygdomme. En del af dem går videre og får tilbudt to gratis sundhedstjek, forklarer Morten Gjerskov fra Sundheds- og Omsorgsudvalget.
Målgruppen er borgere, i aldersgruppen 40 og 60 år, der bor og arbejder i Roskilde Kommune, og som er i risiko for at udvikle bl.a. KOL, diabetes, hjerte-karsygdomme eller muskel-skeletlidelser.
Hvis borgeren skal have en chance for at forebygge, kræver det selvfølgelig, at de får tjekket deres helbred. For at finde de borgere, der kan have glæde af de to sundhedstjek, skal alle først til en samtale. Det er første udfordring. Kommunen og fagforeningen skal i samarbejde få borgere i risikogruppen til at møde op til den afklarende samtale. Det skal bl.a. ske gennem inddragelse af både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter: Jeg vil gerne have, vores medlemmer ser de her tjek som en opfordring til at ændre livsstil, så man ikke udvikler sygdommene. Og vi har et ambitiøst mål om, at 75 % af vores medlemmer mellem 40-60 år gennemfører de to sundhedstjek. Det kræver hjælp og opbakning fra både arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsmandssystemet, hvis det skal lykkes, forklarer Bo Viktor Jensen, formand for FOA Roskilde, og fortsætter: Det er vigtigt at holde sig sund og rask, så man også har et godt helbred, når man forlader arbejdsmarkedet og skal nyde sit otium.
Ved samtalen fokuseres snakken på borgerens generelle sundhed, og hvordan de kommunale forebyggelsestilbud kan hjælpe. Hvis der er mistanke om en kronisk sygdom, skal borgerne selvfølgelig opfordres til at gå til egen læge.
Projektet skal efter planen begynde til august 2017 og det løber frem til juli 2020.