Alle Tiders Roskilde er for alvor skudt i gang og med knap 1 mio. visninger af kampagne-filmen de første to uger, er Roskilde Kommune blevet massivt eksponeret.

Roskilde Kommunes storstilede bosætningskampagne har de seneste to uger ikke været til at overse med plakater i kommunens busskure, webbanner på forskellige nyhedssider, film i biografer i København og forskellige tiltag på de sociale medier og Youtube. Alle sejl har været sat til på at vise de københavnske børnefamilier Roskilde Kommunes mange muligheder – og med knap 1 mio. visninger viser tallene, at kampagnen har fået en god start, skriver Roskilde kommune i en pressemeddelelse.

 

”Alle Tiders Roskilde er en fælles fortælling om, hvordan vi i fællesskab spiller hinanden bedre. Fortællingen kan tiltrække nye naboer – men den kan meget mere end det. Alle Tiders Roskilde giver os hver især mulighed for at fortælle, hvad vi er stolte over. Vi taler hinanden op fra Viby i syd til Jyllinge i nord,” siger borgmester Joy Mogensen.

 

Alle Tiders Roskilde er et fælles projekt og en fælles fortælling om en kommune, der har meget at byde på. En bosætningskommune med et stærkt fællesskab og stor mangfoldighed. Roskilde Kommune har derfor også inviteret borgere, lokale virksomheder, kultur- og uddannelsesinstitutioner, foreninger og mange flere til sammen med kommunen, at fortælle og dele billeder af, hvad der gør Roskilde Kommune unik under hashtaget AlleTidersRoskilde.

 

#AlleTidersRoskilde er ligeledes et hit på de sociale medier og med omkring 1100 delinger af billeder på Instagram og med knap 100.000 visninger af tre kampagnefilm på Facebook, har de seneste uger vist, at rigtig mange har forstået budskabet om at dele deres #AlleTidersRoskilde-oplevelser på Facebook, Instagram og Twitter.

Alle Tiders Roskilde – brandet er skabt efter initiativ fra Erhvervsforum Roskilde og Roskilde Handel, og er efterfølgende blevet understøttet i Udvalget for Vækst, Erhverv og Globalisering. Formand for udvalget Lars Lindskov er glad for den brede tilslutning blandt virksomheder og organisationer, som brandet allerede nu oplever.

”Det er dejligt, at kampagnen er blevet modtaget godt. Vi ved jo selvfølgelig godt, at folk ikke bare flytter hertil på baggrund af det, som de ser i videoerne. Men vi håber på, at folk, efter de har set videoen, måske får øjnene op for at vi i Roskilde Kommune har rigtig meget at byde på både i forhold til arbejde og familieliv,” siger Lars Lindskov.
Der kommer løbende flere film på Facebook #AlleTidersRoskilde, som også kan ses på AlleTidersRoskilde.dk.

 
Fakta

  • AlleTidersRoskilde.dk er platformen, hvor den samlede fortælling – for både mulige bosættere og kampagnens aktører. Her er designmanual og grafik placeret, film, samt en lang række tekster, der underbygger den fælles fortælling om, at vi spiller sammen i Roskilde Kommune.
  • Bosætningskampagnen bygger på dette aktørbårne Alle Tiders-univers. De seneste to uger har der været sat turbo på fortællingen med bl.a. film i biografer i København, film på AlleTidersRoskilde.dk samt en række film med børnefamilier i hovedrollen til Facebook og Instagram.