Dream City kommer på græs i weekenden!

De første spadestik til årets camps på Roskilde Festival kommer til at foregå i weekenden d. 22. april. 

Selvom der er mere end to måneder til, at Roskilde Festival 2017 officielt åbner, så vil der være aktivitet i Dream City allerede fra lørdag d. 22. april og de næste mange weekender frem. Nogle af tidligere års bygninger står stadig på dyrskuepladsen, hvor andre skyder op de næste par måneder. Fælles for alle indbyggerne i Dream City er, at der venter en stor indsats forude, og på lørdag kommer de for første gang i år til at snuse til festivalens græstæppe.

 

Dette år er der i Dream City fokus på fællesskabet, og indbyggerne skal på mange områder arbejde sammen om at dele byen bedst muligt for alle. Hvor skal det fede projekt med et grønt byrum placeres? Hvem kan man se frem til at være nabo med? Hvor skal ens telt stå? Mange spørgsmål vil de deltagende få svar på, og det er med håb om, at de praktiske udfordringer vil skabe et stærkt fundament i fællesskabets ånd for Dream City anno 2017. Det giver unikke festivalminder allerede fra på lørdag af.

Lørdagens program for de flere hundrede deltagende kan ses på følgende link:

https://www.facebook.com/events/1831388840446146/

Dream City er et fællesskab etableret i 2012 på Roskilde Festival, der er drevet af festivaldeltagere. Det er placeret på campingplads H, der er et af festivalens mest centrale campingområder. Samfundet er baseret på bæredygtige og socialt ansvarlige drømme, hvor kerneværdier som medborgerskab, innovation, samskabelse og mangfoldighed er centrale. Byen er drevet af kreative drømmere, der sammen skaber og opbygger et bæredygtigt samfund og naboskab, der giver unikke festivalminder for alle.