Stationsplads og Torvet i Viby bygges om.
Busser og biler omlægges til pendlerparkeringen
Mens arbejdet står på, vil det være nødvendigt at spærre for gennemkørsel forbi stationen. Det betyder, at busserne omlægges til pendlerparkeringspladsen. Det samme gælder på- og aflæsning med biler.
Mere grønt og mere lys
Stationspladsen bliver smukkere og holdes fri for kørende trafik. Den får siddeplinte i lys beton og en grøn ø af stauder og prydgræsser. Der kommer mere lys og tryghed ved hjælp af ekstra master med spots på.
Vejen forbi stationen bliver ensrettet, og busserne får holdeplads langs kantstenen. Adgangen til den lille parkeringsplads vil fremover være direkte fra Søndergade.
Fra Stationspladsen og lidt op ad Søndergade kommer der nye træer, som leder øjet mod torvet.
Selve torvet får endnu flere trærækker end dem, der allerede er plantet. Her kommer der også ekstra master med spots på.
Vi forventer at være færdige med alle belægninger inden sommerferien. Beplantningen kommer til september.
Vi glæder os til at kunne præsentere en flot, tryg og sammenhængende bymidte, skriver Roskilde Kommune.