Roskilde mægler redder danskere fra tvangsauktion, i ny sæson af programserie på TV2.

I anden sæson af TV2 programserien ”Danskere på tvang” er det endnu engang ejendomsmægler og selvstændig realkreditrådgiver fra Roskilde, Poul Stubkjær, der sammen med jurist og gældsekspert, Annette Wisborg, rykker ud til seks danske familier, som trues af tvangsauktion.

Poul Stubkjær og Annette Wisborg
Poul Stubkjær og Annette Wisborg

Familierne står til at miste hus og hjem, hvis ikke der findes en løsning på de ofte fastlåste og uoverskuelige økonomiske situationer. Programmet viser hvor invaliderende dårlig økonomi kan være for familierne, og forsøger at gøre op med et tabuiseret emne i vores samfund, som dårlig privatøkonomi vitterligt stadig er.

Det rammer ikke kun naboen

De medvirkende familier er kendetegnet ved, at de er blevet ramt af uforudsete hændelser, som kan ramme os alle. Det kan være en ulykke, skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom eller eksempelvis et kollaps på ejendomsmarkedet, der bl.a. skyldtes bankernes uhæmmede långivning, op til finanskrisen.

Poul Stubkjær har selv oplevet, hvordan livet pludselig kan tage en drejning.

”Da jeg blev udsat for en livstruende ulykke, oplevede jeg, at det man i sin vildeste fantasi  ikke kan forestille sig vil ramme én, det ramte, og hvor skrøbeligt et fundament vi ofte står på. Hvis ikke det var fordi jeg har en fantastisk kone og familie omkring mig og modet til at spørge om hjælp hos mange, så var vi også havnet i en uoverskuelig økonomisk og menneskelig situation”, fortæller Poul Stubkjær.

Poul Stubkjær der deltager i TV udsendelsen, Danskere på tvang.

De to eksperter har sammen med et team af medarbejdere fra Nordisk Film, fulgt familierne i op- og nedture gennem snart et år.

”Jeg bliver ofte spurgt, hvorfor de medvirkende familier vil udstille sig selv på tv. For det første udstiller de ikke sig selv. Tværtimod. De stiller sig frem og tager ansvar for deres egen situation, og de håber også de kan hjælpe andre i lignende situationer, ved ikke at være flove over hvad der har ramt dem, og ved at have haft modet til at spørge om hjælp”, forklarer Poul Stubkjær.

Poul Stubkjær er selvstændig ejendomsmægler og uafhængig realkreditrådgiver. Han har mere end 20 års erfaring som mægler, og har gennem de seneste 10 år rådgivet om og forvaltet realkreditlån for private og andelsboligforeninger.

Programmet sendes på TV2 de kommendemandage kl. 20.00 og kan ligeledes findes på TV2 Play.