Fredag den 4. november løb et bevægende arrangement af staben. I salen på Roskilde Bibliotek kunne KulturCosmos præsentere finaleshowet på et projekt, der strækker sig over den sidste måned, fra Viby til Gundsømagle og fra poesi til klassisk musik.
Salen var fyldt til bristepunktet, da tonerne fra slagtøj og cello tog publikum i hånden og forsikrede ved først anslag om en aften ud over det sædvanlige. Elias Birk Lund (slagtøj) og Frederik Lenk (cello) fremførte en selvkomponeret battle, som vakte stor begejstring og høje klapsalver før aftenens vært Frank Langmack tog ordet og bød velkommen. Frank, som er forfatter og tidligere danmarksmester i Poetry Slam, har ugerne op til finalen været rundt på skolerne og arbejdet med eleverne i workshops og afholdt semifinaler.
De unge poeter
På scenen mødte vi i alt 25 veloplagte elever fra Viby Friskole, Østervangsskolen, Absalon skole, Hedegårdenes skole, Klostermarksskolen og Margreteskolen. De leverede helt imponerende, dybsindige og humoristiske digte. Der var både digte om livets store spørgsmål, om små forunderligheder og flere inddragede deres familier og sig selv.
Debut med klassisk musik
Efter pausen var det, det unge stortalent Jonas Frølund, som på klarinet imponerede salen. Særligt de unges klapsalver var at spore i den højlydte mængde. Der var med al sandsynlighed flere, som her fik deres debut med en klassisk musikoplevelse.
Vinderduo fra Viby Friskole
Reglerne til et poetry slam går ud på, at styrken af klapsalverne vurderes af uvildige dommere på en scala fra 1-10, og pointene lå absolut i den høje ende.
Vinderen blev en digterduo fra Viby Friskoles 7. klasse og dermed feltets yngste deltagere. Christian og Bertram’s digt var en vekslen mellem den enes humoristiske udsagn, om at være et kedeligt barn til den andens om at være et spændende barn.
Gennem et sponsorat fra Gimle og KulturCosmos kan drengene nu glæde sig til at invitere hele klassen med til Page Four koncert.
Spil Dansk og det meningsfulde samarbejde
Finalen blev afholdt som en del af Roskildes Spil Dansk program. “For KulturCosmos har det givet stor mening at etablere dette favnende projekt, som både samler Roskilde fra syd til nord, udfordrer og oplyser ungdommen og ikke mindst giver alle os andre så meget tilbage. Det har tilmed været inspirerende at samarbejde med Schubertselskabet om finaleshowet, og jeg vil ikke afvise, at dette kun er begyndelse” lyder det fra kulturhusleder Caroline Stokholm Clemmensen
Projektet er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond