Roskilde bindes sammen af lys tunnel med plads til liv.
Byrådets arkitektkonkurrence om en helhedsplan for Ny Østergade-arealet har fundet en endelig vinder. Team Effekts forslag med mindre, varierede ”kvarterer” vandt, som grundlag for det byggeri, der kommer på arealet.
I en pressemeddelelse fortæller kommunen at Ny Østergade og Jernbanegade bliver bundet sammen af en lys tunnel, og der kommer to højere byggerier ved sygehusgrunden og ved Røde Port. Der bliver i alt 91.500 m2 bebyggelse på den 34.460 m2 store grund, der ligger som en kile langs jernbanen i Roskildes centrum og adskiller byen i to dele.
”Bebyggelsen af Ny Østergade-arealet er et historisk og visionært projekt, som igen vil binde Roskilde Syd og Nord sammen. Byen bliver forandret for altid, når vi gør op med fortidens synder og fjerner kilen igennem byen og dermed rækker ud mod fremtidens dynamiske bymidte med liv, lys og handel. Effekt har leveret et projekt med høj arkitektonisk kvalitet, som jeg glæder mig til at se blive til virkelighed,” siger formand for dommerkomiteen, borgmester Joy Mogensen.
Bebyggelsen fordeles på 38.500 m2 boliger, 17.600 m2 kontorerhverv, mens resten anvendes til stormagasin, hotel, butikker, restauranter og caféer. Halvdelen af grundarealet bebygges, og resten bliver opholdsarealer.
Der er indgået en aftale mellem Roskilde Kommune og Claus B. Hansen, arkitekt m.a.a. om, at Claus B. Hansen har option på at købe området i forbindelse med, at området udvikles efter de retningslinjer, som byrådet fastlægger.
Claus B. Hansen, som har været tilknyttet dommerkomiteen, er også glad for vinderprojektet.
”Jeg tror vi kan skabe nogle meget attraktive boliger og byggeri til erhvervsformål på stedet. Allerede på nuværende tidspunkt mærker vi stor interesse for at blive en del af dette projekt, både fra private, der vil bo der, og fra erhvervslivet, der ønsker at etablere butikker eller kontorer”, siger Claus B. Hansen.
Dommerkomiteen lægger i sin betænkning netop vægt på, at de to største bygningsvolumener placeres ved sygehusgrunden og Røde Port og på den måde markerer disse steder som ”bymidte”.
Samtidig mener dommerne, at teamet har arbejdet utroligt flot med at spejle Roskildes skala og villakvartererne på resten af byggegrundene. Det samlede byggeri fremstår på den måde som mindre kvarterer. Det sikrer, at bygningerne ikke bliver et massiv men skaber koblinger på tværs. Hele stationsområdet bliver ét sammenhængende og levende byrum.
Fakta
I 2008 præsenterede Claus B. Hansen sin vision for udvikling af Ny Østergade-arealet ved Roskilde Station.
I 2011-12 besluttede byrådet, at kommunen skulle være aktiv og styrende i udviklingen af området og tilrettelægge en proces, hvor byens borgere bliver inddraget i debatten om fremtidens Ny Østergade-areal.
Efterfølgende har kommunen været i dialog med grundejerne i området – Banedanmark og DSB – for at sikre opbakning til en ny bydel på området i stedet for ranger-arealer.
I 2015 var aftalerne med grundejerne faldet på plads, og byrådet besluttede, at der skulle afholdes en plankonkurrence i to faser.
Meningen med konkurrencen var dels at få så mange forskellige forslag til fremtidens Ny Østergade-areal som muligt at vælge imellem, dels at kunne inddrage borgerne undervejs.
Efter et borgermøde om plankonkurrencens program vedtog byrådet programmet og satte konkurrencen i gang i oktober. Efter første fase blev 7 teams forslag reduceret til de to bedste, som blev videreudviklet. Nu er det bedste af de to – team Effekts forslag – udpeget som vinder.
Næste skridt er en ny høringsperiode fra 7. oktober til 4. november, hvor det er muligt at diskutere vinderprojektet ved et borgmøde, ved rundvisninger ved udstillingen og på de sociale medier.
Efter debatten om team Effekt´s vinderprojekt laver kommunens forvaltning en opsamling på borgernes input og fremlægger en sag for byrådet, som tager stilling til, om vinderprojektet skal bearbejdes. Det bliver sandsynligvis i starten af 2017.
Herefter skal der udarbejdes miljøvurdering, VVM-redegørelse, kommuneplantillæg og endelig lokalplan. Når forslagene til et nyt plangrundlag er udarbejdet og godkendt af byrådet, vil der komme en ny høring på 8 uger.