Af Dan Kiving, Frelsens Hær
Så blev der endelig tid til en pause i det lille køkken. Der har været travlt, men det hele skal jo også være i orden. Det er lillejuleaften og 28 glade og forventningsfulde mennesker er ankommet siden klokken fem. Jeg sidder med min kop halvlunkne kaffe på en taburet, nyder lyden af de glade stemmer inde fra det store og festligt julepyntede lokale. Jeg sidder stille med udsigten til opvask til op over begge ører og tænker lidt højtidsstemt over, hvad der får en ganske almindelig fyr til at køre hjemmefra tidligt på eftermiddagen. At køre fra kone og børnebørn lillejuleaftens eftermiddag for at stå i køkkenet i over seks timer for at være med til at forsøge at glæde en flok totalt fremmede mennesker med en traditionel dansk julemiddag og julehygge. Helt frivilligt og uden anden løn end de mange “Tak for dejlig mad!” og “Glædelig jul til dig!” – men det er også mere end løn nok.
Jeg plejer at sige til venner og bekendte, der spørger, hvorfor jeg gør det hver jul, at det bliver ikke rigtig jul, hvis jeg ikke har være med i køkkenet her ved de ensommes jul. Det er lidt lettere i dag end tidligere at forklare dette. For nogle år tilbage var det vist mere en kerne af idealister, som gerne ville gøre medmennesker, som ikke har det let, som er ensomme både i hverdagen, men nok specielt i juletiden, hvor ensomheden er ekstra trykkende.
Det er jo ikke det med julemiddagen, julesangene og julebingo, der gør det svært at komme igennem juletiden og specielt juledagene for alt for mange mennesker. Men når man af mange årsager må sidde hjemme alene, ikke har så meget at rutte med, og man samtidig smertefuldt bevidst om, at overalt rundt omkring én er fællesskab og hygge i højsædet, ja, så tror jeg, at julen godt kan gøre ondt helt ind i sjælen.
Og her i aften, efter timers stegen, brasen og røren i gryder og skåle i det ekstremt lille køkken her, er det lige før den normale følelse af, at “nu er det rigtig jul”, er ved at indfinde sig. Når man som jeg i hverdagen aldrig står i et køkken (min kone morer sig over min lille “julebesættelse” – normalt er jeg forvist fra hendes køkken), og én gang om året tager et stort, sort kokkeforklæde på og jonglerer som en professionel med gryder og pander, så kan det mærkes i både benene og ryggen, at jeg ikke er på hjemmebane.
Men denne ene aften om året ER jeg på hjemmebane, for den stemning og glæde, som jeg kan fornemme, strømmer gennem væggen inde fra julestuen, er netop dér, hvor jeg gerne vil være for at fejre julen på min måde, før jeg igen tager hjem og deler julestemningen med min familie derhjemme.
Her med kaffekoppen og den halvkolde kaffe med udsigten til et par timers opvask og rengøring og en lille smule julesød eftertænksomhed, giver denne aften en masse mening. Lillejuleaften på en taburet, mens hele kroppen værker – man er jo ikke en årsunge længere – så kan jeg tydeligt mærke, at også i år bliver det en god jul. For mig og forhåbentlig også for 28 nye venner, som for de flestes vedkommende ikke ville have nogen at dele juleglæden med. Nu har de delt den med hinanden og med mig, og de har givet mig en skøn lillejuleaften. Det er jeg meget taknemlig over – glædelig jul til alle, som jeg har fået lov til at dele disse enkle koldkaffepausetanker med.
