Torsdag d. 3. december 2015 var ungeklassen fra Røde Kors Asylcenter på Skt. Hans endnu en gang på besøg på Sct. Jørgens Skole, hvor de holdt et hyggeligt julearrangement, for både elever og deres forældre. I starten af oktober havde Sct. Jørgens Skoles 9. klasser nemlig tema om “flygtninge”, og i den forbindelse havde 9.b lavet et godt samarbejde med ungeklassen fra asylcentret. De havde været på besøg hos hinanden og der var lavet interviews med de unge asylansøgere, om deres liv og situation.
Men denne gang handlede det hele simpelt hen om at hygge sig. Ungeklassen, som er 18-23 år, lavede syrisk og arabisk mad, som de danske studerende fra 9.b. hjalp lidt med, samtidig med at de danske studerende lavede varm kakao og julekager, som asylansøgerne så på og lærte lidt af.
Domhat, 21, fra Syrien syntes at det var hyggeligt at være sammen med de danske studerende igen. Det bedste for ham var at snakke dansk med dem, så han kunne øve sig, men også at lære lidt om hvordan vi laver dansk julemad.
Obah på 20, fra Somalia syntes også det havde været en god dag, ja ligefrem super! Hun har boet i Danmark i 1 år, og syntes også at det var sjovt at mødes med de danske elever, og snakke med dem. Og så selvfølgelig at smage den varme kakao.
Pia Vergo var en af forældrene som var kommet til spisning, og havde været der lidt før fællesspisningen startede. Hendes indtryk var at der var en god stemning i lokalet, hvor hun havde set de unge på tværs af de to klasser hjælpe hinanden med at lave mad, og det var dejlig roligt, og faktisk helt rørende at opleve. Pia er mor til Arthur i 9.b, som ikke selv var med da der blev lavet projekt i oktober, men ud fra det hun har hørt, og nu set fra dagens madlavnings-hygge-dag, tror hun at det er rigtig sundt for de unge at opleve de unge asylansøgere på nært hold, også selvom det kun er i korte perioder. De får en helt anden fornemmelse for deres liv og historie, og de bliver mere end bare en historie i avisen. Pia mener at det er godt når de unge herhjemme kan vise overskud og komme de nye i møde, og at det er sundt at åbne op for fremmede kulturer.
For Mathias Bang (tv. på billedet) var det sjovt at hygge med asylansøgerne, og meget spændende at se de forskellige madkulturer der er.