Roskilde Kommune giver 2,5 millioner kr. til lokale foreninger
Sundheds- og Omsorgsudvalget har fordelt knap 2,5 millioner kroner til kommunens frivillige foreningers arbejde i 2016. Kommunen har fået 105 ansøgninger om at få del i de næsten tre millioner kroner, der er sat af i budgettet til formålet.
– Vi er så heldige i Roskilde Kommune at have et meget stort og bredt frivilligt engagement. Det er stærke sociale og kulturelle fællesskaber, og sammen kan de frivillige organisationer og kommunen udrette rigtig meget. Det er samskabelse, som er til gavn for rigtig mange, siger formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.
Sundheds- og Omsorgsudvalget har særligt opfordret de frivillige organisationer, der arrangerer aktiviteter for udsatte børn og unge, psykisk sårbare og ufrivillige ensomme i alle aldre til at søge om at få del i midlerne, og den opfordring har de frivillige foreninger taget til sig.
– I Sundheds- og Omsorgsudvalget vil vi gerne tilskynde til aktiviteter, der får flere mennesker med ind i de stærke fællesskaber. For os handler det i særlig grad om at få de udsatte grupper med. Det vil vi gerne støtte økonomisk med midler fra Frivilligpuljen, siger Sundhed – og Omsorgsformand Morten Gjerskov.
Roskilde Kommune uddeler tilskud en gang årligt. De lader altid en mindre del af puljen blive tilbage. Det levner lidt penge tilbage til eventuelle nye initiativer inden årets udgang.
2 mio. kr. til ekstra plejepersonale om aftenen
Sundheds- og Omsorgsudvalget bruger ekstra budgetpenge til flere personaletimer på plejecentrene, bl.a. i forbindelse med aftenmåltidet
I det budget for 2016, som byrådet vedtog i oktober, tilføres plejehjemmene i alt 2 mio. kr. ekstra. Penge, som Sundheds- og Omsorgsudvalget har ønsket at målrette aftendækningen. Udvalget har nu besluttet, at de 2 mio. kr. skal anvendes til personaletimer i aftenfladen og særligt situationen omkring spisningen.
– For beboerne på plejecentrene betyder det rigtig meget, at de får god mad der smager og at de kan nyde den i omgivelser, hvor de føler sig trygge og godt tilpas. Det vil vi gerne bidrage til med ekstra personaletimer om aftenen, siger formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.
Dermed følger udvalget også anbefalingerne fra Ældrekommissionen, som har fokus på, at beboernes livskvalitet kan forbedres ved at sikre, at maden både smager og dufter godt. Måltiderne er en del af den enkeltes personlige identitet, og mange føler det som tab af livskvalitet, hvis de ikke længere har indflydelse på den. Omgivelserne er også en vigtig faktor for, hvordan måltidet opleves og smager.
Ældrekommissionens anbefalinger ligger i forlængelse af finanslovspuljens initiativer om at styrke indsatsen for ældre borgeres ernæringstilstand, hvor flere undervægtige ældre beboere har oplevet en vægtøgning.
Målet er hjælp til selvhjælp
Den hjælp til selvhjælp indsats, som Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede for godt fem år siden, har virkelig båret frugt. Derfor er målet klart i den nye ældrepolitik i Roskilde Kommune. Alle borgere på både plejecentre og i hjemmeplejen skal have en individuel plan for, hvordan kommunen bedst muligt kan hjælpe til selvhjælp.
– Vi ønsker, at de ældre borgere i Roskilde skal opleve, at der er sammenhæng i de ydelser de modtager, og at de modtager hjælp til selvhjælp, så de længst muligt bliver i stand til at tage vare om egen livssituation, siger formand for Sundheds – og Omsorgsudvalget Morten Gjerskov.
Roskilde Kommune modtog tidligere på året Den Danske Rehabiliteringspris for den store indsats for og de gode resultater med at hjælpe ældre borgere med at genvinde deres funktionsniveau.
Styrket indsats mod demens i Roskilde Kommune
Sundheds- og Omsorgsudvalget vil sikre, at demente og pårørende har nem og sikker adgang til den viden Roskilde Kommune har om demens.
– Når et nært familiemedlem rammes af demens, er det svært for de pårørende at vurdere, hvad det kommer til at betyde. Demens er en sygdom, der kræver meget af de pårørende, og derfor skal vi som kommune hjælpe så meget, som vi kan med den specialviden, som vi har på området, siger Sundheds – og Omsorgsformand Morten Gjerskov.
Sundheds – og Omsorgsudvalget har derfor på seneste udvalgsmøde besluttet, at et af målene i Roskilde Kommunes ældrepolitik skal være, at borgere og demente skal modtage en værdig, respektfuld og tillidsvækkende indsats, der er baseret på en plan udviklet med henblik på at sikre det bedst mulige individuelle forløb for den dementramte.
I dag lever mellem 70.000-90.000 borgere med en demenssygdom. Op mod 400.000 berøres som pårørende. I takt med at vi i Danmark lever længere, forventes tallet at være fordoblet i 2040.