Sommerferien er på trapperne, og inden den er slut, har flere af os været ramt af forkølelse, maveonde eller anden sygdom. Hvad enten vi er i udlandet, i sommerhuset eller på hjemmeadressen, kan det være en udfordring at komme til lægen i ferien. Men for en halv million danskere bliver den udfordring nu løst med en ferielæge, skriver Tryg i en pressemeddelelse.
Det er Tryg Forsikring, der stiller lægen til rådighed for sine fordelskunder og kunder med en sundhedsforsikring, hvilket svarer til cirka en halv million danskere. Der er tale om en videolæge, som gratis kan konsulteres i hele juli og august uden for egen læges åbningstid, alle hverdage fra klokken 16.00 til 22.00 samt i weekender og på helligdage fra klokken 9.00 til 17.00.
Konsultationen foregår via app’en ‘Tryg Lægehotline’ på smartphone, tablet eller computer. På skærmen kan læge og patient se hinanden, og den syge bliver tilset i rolige omgivelser på sit hotelværelse, i sommerhuset, derhjemme eller et andet trygt sted.
“Hvert år bliver tusindvis af danskere syge på ferien og må opsøge læge. På klinikken i udlandet møder de ikke bare et nyt ansigt, men også andre behandlingsmetoder, ukendt medicin og et fremmed sprog. Og det kan være en udfordring for mange. Med lægehotlinen får de mulighed for at tale med en læge fra Danmark på dansk – uden at skulle ud af sengen,” udtaler Thomas Klærke, direktør for pris- og produktudvikling i Tryg.
Lægehotlinen tilbydes i samarbejde med Aleris-Hamlet, som varetager konsultationen med Trygs kunder. Opkaldene betjenes af speciallæger i almen medicin, som kan give svar på bekymringer om sygdomssymptomer, der ikke kræver fysisk undersøgelse. Ud fra samtalen og videobilleder af patienten kan lægen vurdere, om patientens sygdom skal behandles – og om behandlingen skal iværksættes straks eller kan vente, indtil patienten kommer hjem fra ferie.
Aleris-Hamlet har tilbudt privat videokonsultation i de seneste fem år, og deres erfaringer viser, at op mod 70 procent af alle henvendelser kan løses på stedet med behandling eller rådgivning.
“Det vil også være tilfældet for flertallet af henvendelser fra danskere på ferie i udlandet. Det kan for eksempel dreje sig om solskoldning, maveonde, influenza, hududslæt, øjenbetændelse, slag og skrammer m.m. Patienten vil typisk have brug for at vide, om der er behov for behandling og hvilken medicin, han/hun skal købe på det lokale apotek. Andre gange rækker det med en beroligende snak. Mange ringer for eksempel ved bekymringer om deres feberramte børn, og nogle kontakter os også for få en second opinion efter et besøg hos en læge i udlandet,” fortæller Camilla Weber Fenst, speciallæge i Almen Medicin på Aleris-Hamlet.
Lægehotline kan også benyttes i Danmark
Tilbuddet om gratis adgang til Tryg Lægehotline i juli og august gælder også for de kunder, som tilbringer ferien i Danmark. Herhjemme kan videolægen tilmed selv udskrive recepter og indlægge patienten på det nærmeste sygehus.
“Hvis du for eksempel sidder i et sommerhus langt fra den nærmeste lægevagt og har brug for at konsultere en læge angående sygdomssymptomer hos dig selv eller dine børn, er Trygs lægehotline en let tilgængelig løsning, der kan spare dig for en masse tid og besvær. Det kan også være, at du er alene hjemme med børnene og du ikke har nogen bil. Så kan det være sin sag at skulle af sted til lægevagten. Mange praktiserende læger holder også sommerferie, og det øger presset på lægevagten,” slutter Thomas Klærke.
Tilbuddet om gratis ferielæge i juli og august gælder alle Trygs fordelskunder og kunder med en sundhedsforsikring i Tryg. Det dækker hele husstanden, bestående af forsikringstager samt ægtefælle/samlever og børn, som er tilmeldt folkeregistret på adressen.
Efter den 31. august 2019 koster det 149,- kroner per konsultation at benytte Tryg Lægehotline for fordelskunder og 249,- kroner for kunder med en sundhedsforsikring – med mindre sundhedsforsikringen er tegnet som en del af Trygs personforsikring, hvor adgang til lægehotlinen er inkluderet i produktet og derfor er gratis hele året rundt.
App’en ‘Tryg Lægehotline’ kan downloades dér, hvor du normalt henter dine apps eller på
https://tryg.dk/tryg-plus-fordele/tryg-laegehotline
På app’en findes også et online apotek, hvor du kan bestille håndkøbsmedicin og almindelige apoteksvarer, som bliver fragtet gratis til døren.