50.000 deltagere til DM i Skills i Roskilde.

Pressefoto ROSKILDE KOMMUNE

Roskildes virksomheder, uddannelsesinstitutioner og frivillige var med til at gøre DM i Skills 2024 til en succes. Det var en begivenhed, der ikke bare satte Roskilde på landkortet, men også demonstrerede den styrke og samarbejdsvilje, som kendetegner byen.

Omkring 50.000 deltog, da 280 dedikerede unge demonstrerede deres mesterværker – fra de mest vellagte tage og smukt dekorerede kager til den blankeste lakering, de vildeste buketter og de mest præcise samlinger. En udstilling af håndværk og hårdt arbejde, som kulminerede i en storstilet fejring af 47 konkurrencedeltagere.

”Vi kan kun være stolte af årets DM i Skills. Vores uddannelsesinstitutioner, skoler, erhvervsliv og unge mennesker har bakket helhjertet op om at gøre DM i Skills til en Roskilde-fest, som helt sikkert kommer til at sætte varige spor, siger borgmester Tomas Breddam.

DM i Skills har gennem de sidste 14 år udviklet sig fra at være en mindre udstilling af fag og konkurrencer til at blive en kæmpe fest for erhvervsuddannelserne.

”DM 2024 i Roskilde vil blive husket som en fantastisk festival for erhvervsuddannelserne. Det var det største DM i Skills nogensinde, målt på antal fag, og hele Roskilde gjorde en fantastisk indsats. Vi er meget glade for samarbejdet med Roskilde Kommune, der har været en fremragende værtsby”, siger Søren Heisel, formand for SkillsDenmark.

Fantastisk opbakning fra uddannelsesinstitutioner og virksomheder
Målet var at skabe en forrygende nærmest festival-agtig stemning omkring DM i Skills, og det lykkedes i den grad på Dyrskuepladsen i Roskilde – med stor hjælp fra lokale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og frivillige.

”Vi vil gerne takke alle de virksomheder og skoler, der bakkede op og var med til skabe et fantastisk telt for alle industri- og mekanikeruddannelserne ved DM i Skills 2024. Det er helt afgørende med opbakning fra branchen, så vi i fællesskab bedst muligt får fortalt de mange gode historier om industriens erhvervsuddannelser, lyder det fra Martin Liebing Madsen, afdelingschef i Industriens Uddannelser.

82 fag deltog ved DM i Skills 2024 som henholdsvis konkurrence- og demonstrationsfag. Det er ny rekord, og gav dermed de mange gæster mulighed for at opleve et bredt udvalg af landets mange forskellige erhvervsuddannelser.

”DM i Skills 2024 var utrolig vellykket med en fantastisk professionel åbnings- og afslutningsceremoni. Man bliver blæst bagover af at se alle de talentfulde deltagere vise deres ’skills’ under konkurrencen. De er de ypperste ambassadører for deres fag og gav forhåbentlig nogle af de mange unge besøgende lyst til at tage en erhvervsuddannelse”, siger Louise Pihl, direktør for Byggeriets Uddannelser.

Kilde.