Regionsrådet giver en ekstra pose penge til en række projekter på regionens sygehuse og i Psykiatrien til gavn for patienter og medarbejdere. Med beslutningen støtter Regionsrådet samtidig op om dansk økonomi og danske virksomheder under coronakrisen.

​Udbygning af kirurgien på Holbæk Sygehus, tilbygning til børneambulatoriet på Nykøbing F. Sygehus og skybrudssikring på Næstved Sygehus. Det er bare nogle af de projekter, som et enigt Regionsråd i dag besluttede at sætte 40 millioner kroner af til. Pengene gives, fordi Folketinget i foråret besluttede at fjerne anlægsloftet i 2020 for at holde gang i hjulene i den danske økonomi.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk
– Jeg er glad for vores beslutning i dag på flere måder. Vi får sat skub i en række projekter, som hjælper patienterne og vores personale. Samtidig støtter vi en række virksomheder ved at sikre arbejdsopgaver med de 16 projekter. Det kommer os alle til gavn, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.
 
Udover en række projekter på regionens sygehuse og i Psykiatrien, er der også givet penge til en elevator ved Nakskov Sundhedscenter. De 40 millioner kroner kommer oveni de 25 millioner kroner, som Regionsrådet godkendte en tillægsbevilling på i foråret 2020. Dermed er den samlede anlægspulje til mindre bygningsmæssige ændringer på 65 millioner kroner for 2020. Fælles for alle projekterne er, at de skal være færdige inden årsskiftet, da det fjernede anlægsloft kun gælder i år.